Jeg holder min popmusik hemmelig

Illustration af Emma Paustian Gaihede

I tekstgruppen arbejder vi lige nu med konceptet guilty pleasures i en række af tekster med forskellige indgangsvinkler til begrebet. Skribenterne reflekterer i serien over, hvad en guilty pleasure er, og om begrebet i det hele taget bør bruges. Er en guilty pleasure egentlig skamfuld, og bør det overhovedet være sådan? Følg med i serien, hvor vi kommer ind på tabuer, skam og reflektioner over, hvad man skammer sig over at nyde og hvorfor.

Når det kommer til musik og især popmusik, synes jeg, at man burde smide udtrykket guilty pleasures væk. For det betyder, at der er noget musik, som vi godt kan lide, men som vi ikke burde kunne lide. Men der er ikke noget musik, der objektivt er bedre eller federe end noget andet, og vi skal glemme det der musiksnobberi. Man skal lade være med at prøve at imponere en anden ved at sige, man lytter til Bon Iver, hvis man i virkeligheden er mere til Halsey. Men jeg forstår det godt. Den der situation, hvor man står overfor en lidt smart-i-en-fart-type, som har stilen på plads, og som lytter til totalt obskure og alternative kunstnere. Så gider man ikke stå og sige, at man lytter til Ariana Grande. Men den der skam burde slet ikke være der.

Jeg husker, at jeg en dag i 4. klasse havde min mp3-afspiller med oppe i skolen. Den var kun på størrelse med et viskelæder, men havde så mange sange, at den næsten kunne fylde et helt musikbibliotek. Der var sange, jeg havde lyttet til på vej til skole. Sange, som jeg havde lyttet til på mit værelse, når jeg havde smækket døren i efter at have været sur på mine forældre og verden. Sangene og jeg fulgtes ad i tykt og tyndt, og det gjorde vi også den dag i skolen. Jeg kan huske, jeg havde en lidt broget musiksmag, som kunne ses på mp3-afspilleren. Der var Coldplay, der var Radiohead, og så var der også Katy Perry. Jeg kan huske, at det ikke var Radiohead-sangen, jeg skulle skrue ned for, når jeg havde høretelefoner i. Men at det var, når Katy Perry spillede, at jeg skulle have lydstyrken på det laveste, når jeg sad med min mp3-afspiller og lavede opgaver. Jeg ved ikke helt, hvad det var, men hendes musik gjorde mig vildt glad på det tidspunkt. Hendes sang “California Girls” mindede mig nok meget om sommer, og jeg smilede altid stort, når jeg hørte den. Men det skulle de andre ikke vide. Min popmusik blev hemmelig for alle andre end mig selv.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, er det lidt skørt, at jeg som 10-årig havde et guilty pleasure-kompleks overfor popmusik som Katy Perry. Jeg ville gerne fremstå lidt rebelsk og en af dem, som ikke lyttede til popmusik som alle andre. Derfor skulle det gøres i al hemmelighed og i hvert fald ikke siges højt, hvis jeg en dag havde lyst til at høre noget poppet. For det synes jeg var lidt pinligt. Alligevel kunne det også have modsat effekt. Hvis jeg nu hørte noget i stil med Radiohead, som ikke helt var Katy Perry eller Rasmus Seebach, kunne jeg blive lidt flov over det, fordi det var for anderledes ift. det miljø, jeg var i. 

Da jeg kom i de større klasser, blev min guilty pleasure pludselig det anderledes musik. I den alder ville alle prøve at passe ind, og derfor følte jeg mig også nødsaget til at lytte til det samme som alle andre. Bruno Mars, Taylor Swift og Maroon 5 var næsten den hellige treenighed, man skulle høre på mobilen, hvis man skulle følge strømmen. Noget af det kunne jeg vildt godt lide, men det var langt fra alt, og jeg endte altid med at høre min egen alternative musik. Hvis vi skulle sætte en sang på i klassen, og vi skulle skiftes, endte jeg aldrig med at sætte min egen playliste på, men måtte i stedet finde en sang på en eller anden top 50-hitliste.

Men det var også, som om jeg syntes, det var helt forkert, hvis jeg sad og nynnede med på Bruno Mars. For det var jo banalt musik, men alligevel var det ørehængere. Det var, som om jeg følte mig lidt hævet over dem, der lyttede til top 50, fordi jeg selv lyttede til musik, ingen kendte. Og det var jeg nok alene om at synes.      

Guilty pleasure på floor eller ej?

I gymnasietiden blev det lidt mere splittet. Der var dem, der stod med en vodka-redbull i hånden og dansede til The Weekend. Så var der dem, som lyttede til alternativ musik.  

Måske var det for at gå imod strømmen, men de alternative endte nærmest med at blive en bølge for sig selv. Den der vennegruppe, der skippede matematik i 1. modul, fordi de havde været til Mac Demarco-koncert aftenen inden. Folk syntes, de var cool. Fordi de var anderledes. Men pludselig syntes alle, at en som Mac Demarco var fed. Han var ikke længere en lille perle, som den gruppe kunne have for sig selv. Og så måtte de finde en ny, fed kunstner. 

Den gruppe, der tog til Barselona-koncert i stedet for at tage til Grøn Koncert, for det var den “rigtige” gruppe mennesker, der tog til det. Den gruppe, hvor der er en eller anden uidentificerbar cool aura over dem. Man kunne ikke drømme om, at de havde gjort noget pinligt i deres liv, for de havde bare styr på deres liv og tøjstil. Og det ville jeg nok gerne være en del af, så jeg var nok en af dem, der hellere lyttede til Barselona end Britney Spears.   

Det sjove var, når den samme type mennesker skulle i byen en fredag. Der var det, som om deres indre popstjerne blev vækket, og de kunne stå på floor og skråle til Britney Spears. Men hvorfor skulle de først være fulde, før de gad at lytte til det? Var det, fordi det var lidt pinligt? At man har et musikalsk fripas, når man tager i byen?  

Jeg har aldrig selv lyttet specielt meget til Britney Spears. Jeg vil jo gerne sige, at det ikke er, fordi det er pinligt, men at det bare ikke er min smag. Men jeg synes måske, det er lidt pinligt. Og alligevel ender man selv med at stå en fredag aften efter lidt for mange øl og skråle til “Toxic” på floor, fordi den er catchy. Det burde jo ikke være sådan, at man skal stå og tænke på, om man ser kikset ud, hvis man danser til “Toxic”. For jeg synes faktisk, det er en virkelig fed sang, som er god at skeje sig lidt ud til. Og sådan er det med meget popmusik. Det er jo catchy. Man får en fed følelse i kroppen, fordi man kan bevæge sig på alle mulige måder til det, end man måske kan med noget alternativt musik. Men det er dog bare, som om der er et større stigma om at lytte til Britney Spears end at lytte til noget som Barselona i dag. 

Men det ændrer sig også hele tiden, i takt med at musikken ændrer sig. F.eks. laver Billie Eilish pop. Det er alternativ pop, men det er stadigvæk populærmusik. Engang var hun en kunstner, som mange fans gerne ville holde hemmelig, fordi hendes musik var så speciel og talte til dem på en særlig måde. Men i dag er Billie Eilish nok langt fra en guilty pleasure, for der er både voksne og unge, der lytter til hende, og hun har hevet utallige priser med hjem.   

Vi prøver hele tiden at passe ind i forskellige kasser og forskellige miljøer, hvor vi skal finde den ensporede måde, vi skal være på. Er vi pop-menneske eller indie-menneske? Jeg prøver selv at finde lidt ad hvert. Så jeg kan lytte til Rosalía på samme måde, som jeg kan lytte til Gorillaz. Måske bliver det min udfordring i den her lidt mærkelige tid. At lytte til musik eller en genre, jeg aldrig har kunnet lide. Og prøve at lytte til det uden fordomme og ikke som en guilty pleasure.