At turde række ud

23. april 2018

Når man har det svært, er det oftest der, man har allermest brug for andres hjælp. Alligevel kan det føles forkert at række ud efter den. Som om det er et svaghedstegn. For Barbara betyder det meget, at hun få hjælp, når hun har det dårligt. Og hun vil gerne forsøge at vende det til noget stærkt og godt. Derfor har hun samlet nogle ord fra sig selv og tre andre om at turde at række ud.

Fotos af Søren Katborg-Vestergaard

Det nemmeste her i livet er at tie stille. Det nemmeste ville være ikke at sige fra og ikke at række ud.

Det sker ofte, at jeg forsvinder ind i mit eget sind, som er et vivar af dårlige tanker og følelser. Så gør det ondt der, hvor hjertet ville briste, på indersiden af brystets vægge.

Det er, som om verden omkring én står stille, og at man er den eneste, der føler, som man gør.

Det er en form for rastløshed, der vokser og vokser, så man tror, man skal eksplodere.

Det kan være angst eller kærestesorger. Det kan også være, det bare gør ondt, og man græder uden at kunne sige hvorfor. Spildte tårer, kaldte jeg det engang, når jeg ikke kunne begrunde det. Altså vreden og frustrationerne.

Så er der ikke andet for end at bryde ud af den onde, mørke cirkel og komme videre.

Så ringer jeg til en ven, og forhåbentlig er der nogen hjemme.

Og i én stor pærevælling kommer alle følelserne ud. For når man siger dem højt, befinder de sig ikke længere inde i kroppen, og så er det, som om de er til at tage og føle på.

Noget af det vigtigste, jeg har lært, er at række ud. For det er sjældent, at jeg kan klare det alene. Dårlige følelser sætter sig på hofterne, derfor skal man sige dem højt.

Hvis dårlige følelser ikke kommer ud af kroppen, vil de æde dig op indefra.

Men det kan være svært at sige tingene højt, og nogle gange kan det føles, som om det går væk, hvis man bare ignorerer det.

Dårlige følelser sætter sig på hofterne, derfor skal man sige dem højt.

Jeg har bedt tre andre unge om at tage stilling til, hvad de gør, når de har det dårligt, og samtidig give deres bud på, hvorfor det kan være så svært at række ud efter hjælp.

Thea
Jeg er god til at række ud, men noget, jeg har svært ved, er at tage imod den hjælp, jeg får, uden dårlig samvittighed og uden at ende med at trække i land igen. Folk vil jo gerne hjælpe, men jeg bliver i tvivl, om jeg kan tillade mig at tage imod den hjælp. Nogle gange er det nok, at der bare er én, der tager telefonen og lytter. Det er i hvert fald dét, jeg fortæller mig selv.  

Magnus
Når min OCD optræder, prøver jeg først at rationalisere mine tanker. Hvis jeg har brug for hjælp udefra, prøver jeg først at opsøge enten venner eller familie. Hvis det er en person, som jeg ikke har snakket med omkring mine tanker tidligere, er jeg altid lidt bange for, om denne person vil synes dårligt om mig bagefter, på trods af at det aldrig er sket før.

Flere gange har jeg haft behov for at søge professionel hjælp hos enten en psykolog eller psykiater. Dette er meget sværere, da jeg hver gang har svært ved at se mig selv som én, der har brug for professionel hjælp. Selvom jeg aldrig ser ned på, eller tænker mindre, om mine venner, der søger hjælp hos f.eks. en psykolog, har jeg svært ved at gøre det selv hver gang. Dette gør desværre, at jeg oftest får det værre end nødvendigt, da jeg søger hjælp for sent.

Frej
Hvorfor skulle jeg dog belemre andre folk med mine problemer? Jeg vil ikke vise svaghed, og derfor siger jeg ikke tingene højt. Jeg presser dem ned i mellemgulvet, hvor jeg ikke længere så godt kan mærke det. Så går det til sidst væk.

Jeg vil helst ikke være den, der laver dårlig stemning, og i min vennekreds snakker vi ikke så meget om problemerne. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at snakke om det, vi har jo alle vores ting og sager. Jeg bruger mine venskaber til at få det bedre, ikke til at løse mine indre konflikter.

Hvad tænker du?

  1. Nanna siger:

    Så fin og vigtig, Barbara. Tak for den ❤️

  2. Nina siger:

    Så fin en tekst!

  3. Mette siger:

    Min erfaring er at når man rækker ud giver man også og så får man så meget igen. Jeg tror det er meningen med livet. At vi skal ånde i takt med andre mennesker. Ikke altid men regelmæssigt.

    Tak for din vigtige tekst, Barbara.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *