At virke let, men føle sig tung – reflektioner over nye begyndelser
Sommerferien er slut, og for unge på tværs af Danmark betyder det, at nye tilværelser begynder. Nye begyndelser er spændende, men de kan også være udfordrende – og det er vi måske dårlige til at sige højt. Dét reflekterer Rosa over i denne artikel.
De nye begyndelsers årstid
Nervøsiteten bobler i maverne. På samme måde som det bobler i champagnen, når den rystes, lige før den bliver poppet på nytårsaften. Med ét udløses spændingen, proppen flyver gennem rummet, og den boblende væske flyder over.
Der findes to tidspunkter på året, der føles som at vende en side i en bog. Måske føles det endda som helt at klappe bogen sammen og tage en ny ned fra hylden. To tidspunkter, som for de fleste symboliserer en ny begyndelse.
Det klassiske tidspunkt er nytåret. Vi tager vores fineste tøj på, spiser dyr mad og skåler i bobler ved midnat. Men når vi dagen efter træder ud af sengen med stillet-vabler på fødderne, træder vi oftest ind i den samme hverdag, som vi befandt os i et døgn forinden.
Nytåret markerer et nyt år i kalenderen, men alligevel er de nye begyndelser med startdatoen 1. januar oftere symbolske end konkrete.
Sommerferien er en pause til at viske tavlen ren, så den igen kan fyldes med kridt.
Skal jeg udpege en tid på året, hvor livet næsten kan starte forfra, må det være den tid, vi står i lige nu: tiden efter sommerferien. Selvom kalenderåret skifter i december, er det sommerferien, der opdeler perioderne i vores liv.
Fra gymnasieelev til ung på sabbatår, fra fuldtidsmedarbejder til højskoleelev, fra højskoleelev til studerende. Sommerferien er en pause til at viske tavlen ren, så den igen kan fyldes med kridt.
Sabbat-omvæltnings-år
Også i år har sommerferiens slutning betydet starten på en ny tilværelse for mig. Jeg har revet hverdagens rødder op, pakket mit værelse i Silkeborg ned og startet på højskole langt væk hjemmefra. Hele mit liv er rykket to broer og en Brobizz-betaling væk fra mine vante rammer.
Som ungt menneske i sabbatår er de nye begyndelser ikke uvante for mig. De sidste to år, der er gået siden jeg fik studenterhuen på hovedet i 2022, har været defineret af store omvæltninger.
Det er svært at undgå, når årene har indeholdt alt fra at flytte til udlandet til at arbejde på et plejehjem. Man skulle tro, at man med tiden ville blive immun over for angsten ved de nye begyndelser. Men det er jeg kommet frem til, at jeg nok ikke bliver.
Hele mit liv er rykket to broer og en Brobizz-betaling væk fra mine vante rammer.
Hver gang jeg de sidste år har pakket mit liv ned for igen at skulle pakke det ud et nyt sted, har min krop reageret. Jeg har haft konstant kvalme og mistet både appetit og lyst til det, der ventede mig. Det har virket altoverskyggende, selvom jeg nu engang har stået foran en spændende forandring.
Heldigvis er reaktionen efterhånden til at genkende. Jeg kan med rationalitet bremse mig selv fra at løbe fra forandringerne, selvom alt i min krop strider imod. Så træder jeg ind i den nye tilværelse og får at vide, at jeg er god til det. Jeg smiler eller griner lidt af det, og som i en tegneseriestribe dukker en tankeboble op over hovedet på mig.
“De skulle bare vide,” står der.
En universel oplevelse
Jeg tror, at det at blive overvældet, når man starter et nyt kapitel, er en universel følelse. At bekymre sig over det ukendte er en universel følelse.
Som mennesker har vi brug for tryghed, så det burde virke indlysende, at langt størstedelen af dem omkring os til introdagene på universitetet eller første fællessamling på højskolen har mindst lige så mange sommerfugle i maven, som vi selv har. Selvom det kan være svært at se.
Vi er mestre i at skjule, når noget er svært. Vi krøller vores følelser samme og lader, som om vi har det fint. Selvom vi ikke har spist i en uge eller ryster på hænderne, hvis vi vover at tage dem op af bukselommerne. Vi står side om side og tænker den samme tanke: at vi er den eneste, der har det på den måde.
Man kan føle sig så forkert, når det nye virker som en dans på roser for de andre. Det kan virke, som om de har så meget overskud, at de næsten letter fra jorden, mens man selv føler sig tynget ned af verdens tungeste sten.
Men det er ikke sikkert, at det er, som det ser ud.
Vi står side om side og tænker den samme tanke: at vi er den eneste, der har det på den måde.
Når jeg fortæller andre, at nye begyndelser kan være svære for mig, bliver de ofte overraskede. Jeg er god til at tilpasse mig situationer udadtil og skjule min nervøsitet.
Men i det sekund, min krop rammer sengen, og der ikke er mere, jeg skal tilpasse mig efter, er jeg drænet. Jeg har ubevidst brugt al min energi på at lade som om, jeg ikke er udfordret.
Sig det højt!
Det skal ikke udelukkes, at letheden for nogle heldige er ægte – og dem misunder jeg. Men jeg har et indtryk af, at jeg er langtfra den eneste, der udadtil virker tilpas midt i omvæltningerne, men som har det helt omvendt indeni. Vi er bare ikke gode nok til at sige det højt.
Selvom vi starter forfra hele tiden, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Det behøver det heller ikke blive. Det er naturligt at føle sig utryg i nye rammer, og langt de fleste har det på samme måde. Også selvom det ikke nødvendigvis virker sådan.
Når vi italesætter det, der er svært, bliver det virkeligt. Af samme grund undgår vi helst italesættelsen for også at undgå at forholde os til det. Men det kan ikke svare sig, for følelserne findes – også før vi siger dem højt.
Men hvis vi går og gemmer på dem, opdager vi aldrig, at der er nogen, der har det på samme måde. I sidste ende er det utroligt ensomt.
Hvis vi tør sige, at det kan være svært eller overvældende, undgår vi den ensomhed. Og desuden plejer det at være åben om sine følelser at være en god start på en ny tilværelse.
Hvad tænker du?