Næsten en leder…

‘Næsten en leder’ er nyhedsredaktionens øjenkrog. Her skriver vi om det, der fanger os i samfundet lige nu. Det er ikke en klassisk leder, men mere en leder, der har glemt at tage sit jakkesæt på. Vi kalder det derfor: Næsten en leder, og her finder du vores blik på verden, mens den folder sig ud.

Da jeg cyklede til toget i morges, blev jeg mindet om at valget er forbi. Stemmerne hænger stadig i luften, men nu som valgplakater, der standhaftigt klæber sig til regnvåde lygtepæle. Udvasket af regnen, er de et billede på tiden der går videre. Fra stemmeboks, til optælling til konstituering.

Slutningen fik mig til at tænke på begyndelsen. For mig var det, da børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, skar første stykke af velfærdskagen, da han proklamerede, at landets skoler render over med pisse dårligt opdragede børn.

Selvom en minister ikke har mandat til at opfinde en diagnose, kunne man næsten tro, han lavede en officiel diagnosticering af socialdemokratiets forfald. De pisse dårligt opdragede børn kunne ikke stemme ved dette valg. Eller hvad, måske kunne de? I hvert fald blev socialdemokratiet væltet af pinden, som de har siddet på i over 100 år.

Er man dårligt opdraget – eller barn af PDO-pandemien – risikerer man at blive sat uden for døren.  Der sidder børnene der larmer, dem der stikker ud, og dem der ikke passer ind. Tirsdag var det Pernille Rosenkrantz-Theil og Sikandar Siddique, der blev sat uden for døren til forhandlingerne på Københavns Rådhus.

Som vælger kan det omvendt føles, som om man bliver inviteret ind ad døren, når man træder ind i stemmeboksen for at sætte sit kryds. Men samtidig kan det også føles, som om døren smækker i igen, når vores kryds pludselig føles lille i forhold til det politiske maskineri. Men parkerer vi demokratiet ved stemmeboksen, når vi har valgt hvor mange parkeringspladser der skal være i København?

I tirsdags åbnede Zetland dørene til en valgfest. Det var en fejring af førstegangsvælgerne, som led i Zetlands løfte om at give dem et års gratis medlemskab. Jeg er ikke førstegangsvælger, og jeg tog derfor med for at blive klogere på, hvordan valget var for dem, der satte deres kryds for første gang.

For hvad er en førstegangsvælger egentlig? Hvem har sat de krydser, der nu er talt op?

Én var førstegangsvælger i ordets reneste forstand. Han stemte for første gang nogensinde, og at hans nabos 6-årige datter måtte hjælpe ham med at folde stemmesedlerne. Flere stemte i om papirkomplekset, der blev de to lange stemmesedler, som for flere var sværere at styre, end krydset var at sætte. Nej førstegangsvælgerne bliver måske ikke origamister.

En anden var første gangsvælger på en anden måde. Hun kommer fra Tyskland, og stemte til dette valg første gang i Danmark. Hun fortalte, at hun oplevede, at der her er mindre afstand mellem dem, der sætter krydserne og dem der tæller mandater.

En tredje var førstegangsvælger på en helt tredje måde. Hun er flyttet fra Jylland til København, nærmere specifikt Frederiksberg, for et par måneder siden. Hun fortalte, at det man går op i i en lille jysk by, ikke er det samme som det, man bekymrer sig om, når man bruger sine lørdage på at spadsere ned af Frederiksberg allé. For hende var det at stemme dér, langt fra det at stemme her.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de pisse dårligt opdragede børn måske alligevel fik det sidste ord. Ikke fordi de stod i stemmeboksen, men fordi de minder mig om, at valget også er for dem uden for døren. Dem der netop er trådt over kommunens dørtærskel og dem der prøver at finde vej gennem døren til demokratiet for første gang.

Tekst: Megan Vendelbo Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl