Berlinervibes og betonfetichisme

25. oktober 2022

I Friends mødes de på kaffebaren Central Perk, og i How I Met Your Mother er det på McLarens. I København mødes vi i gamle, afdankede fabrikshaller og laver overtræk på vores kort, mens vi skåler for en svunden tid, hvor industri og arbejderklassen stadig var overalt i byen. Barerne danner i høj grad ramme for det sociale liv i København, og hvordan, vi indretter dem, siger meget om os og vores selvforståelse. Beate reflekterer over den arbejderklasse-æstetik, der hersker, hvad den kommer af, og hvordan den påvirker os.

Jeg har læst i Politikens IBYEN, at alle de unge og smarte i København hænger ud på en bar, som er et gammelt autoværksted. Så da mine venner og jeg en sommeraften ikke kan finde siddepladser på Friheden, tager vi til Autopoul i Nordvest. Autoværkstedet står stadig, som om det kunne åbne når som helst. Det eneste nye er et skilt, hvorpå der står “Autopoul – Wine, Beer, Coffee, Sangria”. Selve bygningen er ikke som sådan taget i brug, men på parkeringspladsen udenfor er der sat billige plastikstole og -borde op, og der er en vogn, som sælger naturvin og specialøl. De fleste gæster er et par år ældre end os, hvilket giver god mening, når man ser priserne. Man skal tydeligvis være rimelig købestærk for at kunne være ung og smart i København.

Visuelt af Frida Bjerregaard Poulsen

Autopoul står som et symbol på, at København føler, at den befinder sig i en post-arbejderklassetid. Tænk på dengang, automekanikerne lå side om side i Nordvest. Da Refshaleøen var lig med storindustri, og man ikke skulle lede længe efter slagterierne i Kødbyen. Vi ler nostalgisk ved tanken. Nej, nu er arbejdstøj den kreative klasses uniform. Et par bukser fra Mascot og Dr. Martens støvler: det er det, jeg går i næsten hver dag i de kolde måneder. Tøjet er robust, det slides kun ved min daglige cykeltur til studiet eller ved den ene gang, jeg malede mit badeværelse.

Vi elsker de store betonbygninger, vi feticherer dem; de får os til at føle os som berlinere, når vi indretter dem med bord- og bænkesæt og sælger Hancock på fad. Når vi danser til techno i nedlagte fabrikshaller. Vi føler os lækre, vi føler os så københavnske. Nordmænd og svenskere valfarter hertil for at se hvor URBAN, vi er. Så moderne, så diverse, at vi ikke får dårlig smag i munden, når vi opdager, at der i bygningen med graffitien “Corporate hippies capitalize” nu er åbnet en dyr tøjbutik. Det er fint nok, det er sikkert skatertøj, de sælger.

Det er, som om vi leger blinkeleg: hvem er de første, der siger, at de faktisk ikke har råd til at købe naturvin på Autopoul? For der findes i dén grad folk i København med lavtlønnede jobs, og der findes (mange) studerende, som lever over evne.

Forleden dag hørte jeg, at en femtedel af alle boliger i København er forældrekøb. Det blæste mig bagover. Men jeg har læst op på tallene, og i 2018 var der 8300 forældrekøbs-lejligheder i Københavns Kommune. Samme år var der 60.500 almene boliger svarende til 19,3% af den samlede boligmasse. Enten er udviklingen gået MEGET hurtigt de sidste fire år, eller også skal jeg til at være lidt mere kritisk over for det, jeg hører.

Så ja, København er en poleret by. Der ligger ikke skrald i gaderne, kriminaliteten er lav, og bygningerne er velholdte. Men idéen om, at alle københavnere efterhånden er en del af overklassen og snildt kan bruge 150 kr. på en drink, er forfejlet. Det er, som om vi leger blinkeleg: hvem er de første, der siger, at de faktisk ikke har råd til at købe naturvin på Autopoul? For der findes i dén grad folk i København med lavtlønnede jobs, og der findes (mange) studerende, som lever over evne. Arbejderklasse-æstetikken ser godt ud på Instagram, men den er også en hån. Den maskerer meget dyre beværtninger ved at få dem til at se normale og tilgængelige ud, og det giver et indtryk af, at københavnere med presset økonomi hører fortiden til.

De dyre restauranter på Frederiksberg og Nordsjælland kan virke elitære og snobbede, men i det mindste er de ærlige. De brander sig selv på at være eksklusive, og det er de også. Det er ikke for alle. Mange københavnske institutioner går derimod efter at være inkluderende, men det klinger lidt hult, når en bakke peanuts koster 60 kr. Det sætter en standard for det “normale”, som ikke er normal.

På nogle punkter forstår man godt, at mange bliver lidt trætte af os københavnere for tiden. Jeg kan godt selv komme til at kaste en lille smule naturvin op, når jeg sidder på Autopoul og har det HIPT med de andre. Men samtidig bliver jeg også benovet over at bo i så smuk en by som København. En by, der ikke river ned og bygger højhuse, men i stedet bevarer de gamle bygninger, selvom de skifter funktion. 

Jeg sukker: 

København,

du kommer til at ruinere mig.

Hvad tænker du?

  1. Malin H. siger:

    Skide god tekst

  2. Minna Lindegaard siger:

    👍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her