BIDRAG: Dating og diagnoser – del 2

24. juni 2022

Hvordan ser et dating- og kærlighedsliv ud, når man har et usynligt handicap? På vores afgangsprojekt for Projektakademiet på KBH+ har Charlotte, Lotte, Berte og jeg lært, at det kan se ud på rigtig mange måder. I en portrætserie bestående af tre interviews taler vi med Mathilde, Clara, og Bella, som kæmper med henholdsvis PTSD, angst, OCD, skizofreni, funktionel lidelse, Ehlers-Danlos syndrom, autisme og ADHD.

Foto: Emma Fager

Bella er 24 og studerer.

Kan du fortælle os lidt om dine diagnoser, og hvordan de påvirker dig i din hverdag?

Jeg blev diagnosticeret med ADHD i 2019 og med autisme sidste sommer. Jeg er 24, så det har været en stor del af mine tidlige tyvere. Min mor mistænkte, at jeg havde autisme, da jeg var ca. syv, men jeg blev testet og fik at vide, at jeg havde “for meget empati til at være autistisk.” Det var først, da jeg datede en person, som var 1. en medicinstuderende og 2. selv havde ADHD, som var sådan, “du har måske ADHD.” Så det har været en masse forskellige lag, der har åbnet sig op for mig de seneste tre år. Det har været vildt.  

Lige nu taler jeg om ADHD og autisme, som om de er to forskellige diagnoser, men de overlapper meget. Begge er komorbide, hvilket betyder, at personer der har ADHD har større sandsynlighed for at have autisme og omvendt. Normalt ville jeg bare sige, at jeg er neurodivergent. 

Så dit datingliv har faktisk haft indflydelse på din diagnosticering?

Ved du hvad, ja. Når du dater nogen, er det jo også de mest intime dele af dig selv, der kommer til udtryk. Han var sådan, “hvorfor er du så distraheret?”

Hvordan var det at blive diagnosticeret?

Det var en blandet reaktion. Jeg tror, jeg var rigtig glad og følte mig meget set, og følte, at jeg havde fundet den manglende puslebrik. Jeg var også sur, fordi jeg har været i terapi gennem mit liv af mange forskellige årsager, og jeg var sådan, “hvordan er der ingen der har kunne se dette i mig?” Måske er det, fordi jeg har masket alt dette, eller fordi researchen vedrørende kvinder med ADHD og autisme ikke har været så avanceret indtil nu. Det er kun de seneste ti år, at psykologer og sundhedspersonale er startet med at tale om det. Jeg var meget vred, fordi mange af de problemer, jeg har haft i mine teenageår og også i min barndom, kunne have været løst, hvis jeg havde haft den viden, at jeg er bygget på denne måde. Jeg var sådan, tænk, jeg kunne have haft al den her hjælp, men samtidig var jeg glad for, at jeg i det mindste endelig fik diagnosen. Jeg tror, det her land har været meget imødekommende og åben omkring at tale om ADHD og autisme, jeg tror ikke jeg havde modtaget den samme mængde omsorg eller hjælp hvis jeg havde været i UK, desværre. Jeg er også meget taknemmelig for at kunne få mine diagnoser gratis. Så en blandet pose af følelser.

Hvordan påvirkede din diagnose de relationer, du har i dit liv? Ikke kun nødvendigvis romantiske relationer. Jeg tror mine forskellige diagnoser har haft en stor indflydelse på mit forhold til mine venner og min familie, helt sikkert også dating, selvom det er separat. Kan du fortælle lidt om, hvordan dine diagnoser ændrede din opfattelse af andre, og også hvilken indflydelse de havde på dit datingliv? 

Jeg tror, mine diagnoser gjorde mig mere bevidst om mig selv og måden, jeg opfører mig på. Fordi jeg kunne identificere, hvordan jeg opfører mig, og anerkende, hvis jeg f.eks. mistede fokus. Men igen, jeg er en åben person, så jeg ville altid fortælle folk om mine diagnoser, især dem tæt på mig, så de kunne hjælpe mig. Jeg tror, jeg gik igennem en periode, hvor jeg overanalyserede alt, om jeg gjorde noget bestemt, fordi jeg var autistisk, eller om det bare var mig. Jeg går stadig igennem den proces. Det har ikke været for det værre. 

I forhold til dating… nu er det sådan, at jeg fik mine diagnoser, da jeg var i forhold med to forskellige mennesker. Da jeg fik min ADHD-diagnose følte jeg, ham jeg datede var forstående, men at han ikke rigtig så på mig anderledes. Da jeg fik min autisme-diagnose, var jeg mere overvældet af, hvor meget bedre jeg forstod mig selv i relation til, hvad jeg gjorde i vores forhold. Jeg kunne forklare ham, “hvis jeg er uberegnelig og virkelig humørskiftende om morgenen, er det fordi jeg hader, at dit lort er alle vegne. Det er ikke rent, men jeg vil have, at du sover hos mig, fordi jeg vil ikke være hjemme hos dig, hvor jeg ikke har alle mine ting, for så ville jeg flippe ud.” Det hjalp virkelig forholdet, at jeg var i stand til at forklare dele af mig selv, der ikke altid gav mening for hverken ham eller jeg. Det var dog stadig en stor ting for os begge at sluge. Vi havde et meget legende forhold, hvor vi ville lave lidt sjov med min autisme; vi var i stand til at joke om det. Han var overhovedet ikke fordømmende. Han ville aldrig sætte spørgsmålstegn, hvis jeg havde brug for noget. Jeg var bare Bella. Diagnosen gav klarhed i forhold til den måde, jeg opførte mig på.

Hvor står du i dit datingliv på nuværende tidspunkt, og hvordan oplever du at navigere det space med din diagnose?

Lige nu er jeg single, og det at date er noget helt andet end at være i et forhold. Jeg har haft masser af forskellige samtaler med andre autistiske kvinder og kvinder med ADHD om det her i relation til at date: Det er så svært at lade folk se den ægte dig. Det her fænomen at maske, hvor du skjuler dine træk for at kunne cope i sociale situationer. Nu når jeg ser tilbage til, da jeg ikke var diagnosticeret, hvis jeg f.eks. var til en fest, ville jeg skulle drikke enormt meget for at føle mig normal eller på det samme niveau som andre mennesker. Det er den måde, jeg ville kunne tale med fyre på. Jeg var altid meget intimideret af mænd og var super tilbageholdende og ville ikke vide, hvordan jeg skulle jeg skulle nærme mig dem, så da jeg startede på universitetet blev alkohol et værktøj. Jeg er blevet præsenteret med muligheden for at gå på dates mange gange, men lige nu er jeg et sted, hvor jeg gerne vil fokusere på mig selv, og det er blandt andet på grund af min autisme-diagnose. Jeg har ikke energien til at bruge på andre mennesker, og føler, at jeg har behov for at arbejde med mig selv. Det er bare udmattende, og når du er yngre, er der den her idé om, at du skal gå på dates. Det er det her ritual, og hvad kulturen har fortalt os, at vi skal. Lige nu gør jeg bare min egen ting.

Jeg har altid gerne ville leve fuldstændig tro mod mig selv. Jeg vil være i stand til at fortælle min sandhed og aldrig på kompromis med dele af min identitet eller mine følelser. I mit fremtidige datingliv vil jeg gøre præcis det.

Hvor lang tid ville det tage for dig at vise dit sande jeg og fortælle nogen, du dater, om din autisme? 

Det kommer virkelig an på personen. Jeg giver altid små dele af mig selv ad gangen. Jeg er en åben person, og jeg kan nemt fortælle nogen, at jeg har autisme, men jeg ville aldrig lade nogen se mig have et ‘meltdown’, for eksempel. Et meltdown er, når jeg har sensorisk overbelastning og alt er i overdrive, ligesom at alarmklokker ringer, og jeg skriger eller græder eller ryster. Jeg ville hade, hvis nogen skulle se mig sådan, selv læger. 

Der er en masse forskellige forventninger fra samfundet om, hvordan man burde date, og hvor meget. For mig er det virkelig svært at leve op til, og det er ofte udmattende at være omringet i rum med folk, der ikke dater. Hvordan tror du, det ville være nemmere for dig selv og andre mennesker med handicaps, specifikt autisme, at navigere i datinglivet og de kulturelle forventninger til dating? 

For mig som en person, der har autisme, hader jeg smalltalk – Jeg hader det lort. Jeg kan godt lide at vide, hvor jeg står med et andet menneske, og jeg vil også gerne vide, hvad de forventer af mig. Jeg kan ikke altid læse mellem linjerne. Da jeg startede på uni kom jeg i de her rigtig dårlige situationer med mænd, der udnyttede mig, og jeg var meget naiv og tillidsfuld.

Jeg har brug for åben kommunikation og klar dialog: Okay, vi tager på date. Hvordan har du det efter den her date? Har du lyst til at ses igen?Jeg hader at spille ‘hard to get’, det er jeg for træt til. Jeg overanalyserer alt, og jeg kan bruge den energi et andet sted. Som en person med autisme kan jeg godt lide, at alt er struktureret, og følelser fungerer ikke altid sådan, men jeg værdsætter, når folk er åbne så jeg kan komme videre. De forventninger, vi har skabt i vores samfund forbundet til dating, er ikke altid formelt sagt, hvilket kan være svært for mig.

Kan du udvide lidt om dine tanker omkring dit fremtidige datingliv? 

Jeg har altid gerne ville leve fuldstændig tro mod mig selv. Jeg vil være i stand til at fortælle min sandhed og aldrig på kompromis med dele af min identitet eller mine følelser. I mit fremtidige datingliv vil jeg gøre præcis det. Jeg vil være okay med, at folk ikke accepterer mig eller viber med mig på grund af den, jeg er, og have en “deres tab”-tilgang i stedet for at tro, at der er noget galt med mig. Jeg vil være tryg i at være for mig selv. Jeg vil acceptere, at jeg er hel, og det bare handler om, hvem jeg vil tilbringe mit liv med. Jeg tror det næste års tid kommer til at blive brugt på at arbejde hen mod at finde den tryghed i mig selv. Forholdet jeg er i lige nu er til yoga – det lyder så fucking corny – og til at undervise yoga.

Et råd til nogen som skal til at date?

Respekter dine egne grænser.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN