BIDRAG: Øjeblik

Ungdom er mange ting
I 2018 begyndte jeg på en rejse, der havde en brat slutning for en måneds tid siden – en rejse, jeg dengang ikke engang vidste, jeg var begyndt på.
Vi føler alle sammen hele tiden, men især i vores ungdom føler vi, og hårdt. Det er, som om alle ens følelser hænger i tynde tråde med lodder for enden, ligesom en vindharpe, og selv det mindste pust skaber en masse tumult og lyde, man før eller senere bliver nødt til at forholde sig til. Ungdom er alt det, vi lægger i den.

For de fleste af os starter ungdommen bare af sig selv, og vi lægger først mærke til den, når vi enten udlever vores vildeste drømme, eller når vi ligger og roder et mørkt sted og ikke ved, hvor vi er på vej hen. Ungdom er, at vi har travlt, at vi vokser sammen med alle andre, der har travlt, at vi har travlt med at vokse. Nu hvor en pandemi er over os, føler rigtig mange af os helt sikkert, at vi ret ud sagt mister vores ungdom, at vi i stedet for at være ude og leve livet overlever gennem en virtuel flimmerkasse. Ungdommen er pludselig blevet til en masse muligheder, vi har mistet i stedet for en masse chancer, vi har taget. Da jeg lavede den her film, var jeg 20 år, og nu, oven på corona, flere uddannelsesskift, kærestesorger og flytninger, føler jeg mig rent ud sagt bare RIGTIG gammel. Jeg føler, at mit liv, mine ressourcer og min tid er blevet stjålet fra mig, og at alt, jeg har arbejdet for, er fuldstændig ligegyldigt. På en eller anden måde har negativiteten taget over. Hvad for et samfund er det overhovedet, vi kommer ud i på den anden side af alt det her?

Personligt kigger jeg tilbage på Øjeblik, både som værk og proces, og hver gang finder jeg noget nyt. I dag er den relevant, fordi den giver håb, og den gør det uden at lægge slør over, hvad der eventuelt kunne vente os derude – godt som dårligt. Den er resultatet af en uges arbejde i en alt for lille kollegielejlighed, hvor mine drømme om udvikling, kunst, uddannelse og kærlighed ulmede. Nu, selvom det er meget længe siden, tænker jeg tilbage på, hvor meget håb jeg havde dengang, og hvor meget mod jeg havde, og jeg giver mig selv et klem i hånden og siger: For satan, hvis en uvidende 20-årig kunne lave det der på en uge, så kan du fandeme også komme gennem corona. Ungdommen er stædig, fræk og især uvidende, men mest af alt er den at turde, at turde at være sig selv, at lære om sig selv og skabe sig selv.

Det kan godt være, der er alle mulige usagte sociale krav til at vide, hvad man vil med sit liv, hvor man skal bo, hvor høje ens karakterer skal være, hvad man skal have på, hvor dedikeret man skal være og alt muligt andet, men allervigtigst er det, at vi i ungdommen ikke glemmer at gøre ting for os selv og at følge hjertet, for vi er kun unge en gang. Vi lever kun en gang. Vi lever kun en gang. Ungdommen er en indstilling og en lyst, en mentalitet til at lade sig selv lære uden at vide, hvad man skal lære, og om at tage ansvar for, at livet er, hvad man gør det til, og blive smuk og farverig som en eller anden fancy jungleplante.
Chancer skal nok blive ved med at komme senere i livet, og vi bliver også ved med at gro, men ungdommen er vild og uforudsigelig, og den er et spring, vi kun får tilbudt én gang – så lad os hoppe i med begge ben i stedet for at gå udenom.