Bidrag: Skolegården

02. december 2023

I første af to bidrag zoomer Kasper ind på oplevelser, han har haft i sin skoletid. Teksten handler om den brutalitet, mange mennesker stifter bekendtskab med i deres formative år i folkeskolen.

I dagens indlæg zoomes der ind på vrede og indebrændte følelser, i morgendagens bidrag beskrives den samme tid i et mere optimistisk lys.

Stanken af pis, lort, sæbe, vand opløses i dette rum med dets evigt isnende overflader. Folk råber herinde, jagter hinanden herind, smider andre ud. Firkanten med snoren, man skal trække i, er askegrå, brættet hvidt og brunt. Jeg styrter ud, da dunsten af toilet har flået mine næsebor halvt i stykker.

Udenfor møder jeg skrig, råb, stemmer, der gjalder fra venstre til højre, øst til vest, nord til syd, børn der galopperer tværs over asfalten for at stoppe sne og is ind i hver en åbning i et andet barns jakke. Barnet vælter vrælende om i den snebeklædte sandkasse, mens jeg vender mig mod skolen. Gule mursten og snavsede vinduer kigger på mig. Lærerne sidder inde bag de plettede ruder og propper sig; fede læs eller tynde siv, det er, hvad de er, den gyldne middelvej kan lærerstanden ikke gå ned ad.

En isklump smasker mod en drengs hals og åbner op for tårekanalerne. Hans skrig fyrer gennem luften sammen med sneen, og de andre børns råben, snakken og hvin trykkes ned af dette smerteudbrud – i hvert fald for en stund.

Så lyder klokkens skingre hvæs, den auditære pisk jager masserne ind i klasserne, mens gårdvagten siger et eller andet til den stortudende knægt med det røde mærke på halsen. Isklumpens sugemærke bærer han med sig ind i klasselokalet.

Jeg slæber min krop langs den snebeklædte skolegår. Man skulle tro, at ungernes skrig ville afgive et ekko mellem boldbanerne, toiletterne og legepladsen, men stilheden er trykkende. Jeg sætter mig på hug, holder om mine ben.

Jeg kigger op på de kaglende høns på den anden side af skolegården. Mon ikke de hakker i jorden med deres små næb, mens børnene skriger i klasseværelset og bryder lærerne ned?


Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. Ligger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her

Tekst:  Kasper Øvig Jepsen
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Camilla Angaard Nielsen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her