Bidrag: Skyldige lille pige, du skylder dig selv tilgivelse

Jeg mødte dig nogle dage efter min 15 års fødselsdag. Jeg kendte egentlig til dig længe før. Men jeg mødte dig først i virkeligheden i en lejlighed på Østerbro. Den med de hvide, franske dobbeltdøre. Vi havde drukket cider og vodka, så jeg mødte dig i en beruset tilstand. Jeg havde ingen forventninger til dig. Men jeg vidste, at du var sej at kende. Pludselig stod du foran mig. Skygger dannede sig på dit ansigt, som gjorde dig rå og kold at se på. Jeg husker tydeligt, at jeg spurgte mine veninder, som heller ikke rigtig havde mødt dig før, om du normalt var sådan? De fortalte mig, at de havde hørt fra andre, at det var meget normalt, at du kunne være lidt ubehagelig, første gang man mødte dig. Og det var jo første gang, jeg mødte dig. Sex.

Visuelt af Katrine Frimor

Han lægger mig på sengen. Nu skal vi bare kysse. Han tager hurtigt mit tøj af. Hvorfor kigger han mig ikke i øjnene? Han tager et kondom på. Han lægger sig sikkert ned ved siden af mig om lidt. Han vender mig om, så jeg ligger på maven. Det har jeg ikke givet ham lov til. Han stikker den op i mig. Panik skyder igennem min krop. Jeg er låst. Fanget. Stille. Han siger ikke noget, men vi befinder os ikke i det samme stille rum. Mit hoved larmer. Jeg skriger. Indeni. Kan han ikke se mine tårer? Min frosne figur?

Han tager kondomet af. Det, ved jeg, er ikke godt. Jeg har lært i skolen, at man altid skal beskytte sig selv. Nu kan jeg ikke beskytte mig selv længere. Han bliver ved. Jeg løfter min krop med mine arme, drejer min ryg og lægger en hånd på hans mave. Jeg stopper ham. Hvorfor tog du kondomet af? Det føles bedre uden. Det kan kun han vide. Og det skal vel føles godt for ham? Kan du ikke tage et på igen? Jojo.

Han skubber sig længere ind. Begynder igen. Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg gøre for at komme væk? Han skubber hårdere. Hurtigere. Puden er våd nu. Men hvor han er, er der ikke vådt. Jeg kan ikke noget. Det gør ondt, det ikke rart, jeg vil ikke mere. Jeg bider mine tænder sammen. Lukker mine øjne. Jeg prøver at tænke på noget andet. Jeg prøver at forestille mig, at jeg er et andet sted uden ham. Tryg. Jeg prøver at ignorere smerten. Han stopper endelig. Han er færdig. Han er kommet.

Visuelt af Katrine Frimor

Må jeg gerne sige det højt? Må jeg gerne være ærlig?

Jeg har båret på det minde så længe.

Til tider har det bekræftet mig i mine usikkerheder.

Til tider har jeg ladet den tage kontrol og ladet den være mig.

Sandheden er, at den stadig er der, og det vil den altid være.

At grave i det, skrive det ned og læse det igen og igen har været som at rive forbindingen af og stå med et åbent sår.

Jeg ville se det i øjne, tage monsteret om halsen, kaste ham ned og ødelægge ham.

Men når jeg læser det igen og igen, mindes jeg, hvor lille og svag jeg har følt mig.

Hvordan jeg følte, at jeg havde ladet det ske.

At hvis jeg havde været stærk nok, ville situationen have set anderledes ud.

Jeg vidste, at hvis man ikke havde lyst, skulle man sige nej.

Og derfor tænkte jeg, at det var min egen skyld, at jeg ikke havde sagt nej.

Jeg håbede, at jeg kunne løfte det fra mine skuldre ved at snakke om det.

Måske føle mig mindre alene og mindre skyldig.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kan stadig føle, at jeg ikke var der for mig selv.

Måske føler du det også.

Jeg ville give dig et råd. Rådgive dig til, hvordan man bearbejder det. Men jeg ved det ikke. Jeg står stadig med følelsen af, at jeg har fået frarøvet mig min frihed, og jeg ved ikke, hvordan jeg genvinder kontrollen.

Men jeg føler, at jeg ser klart: at jeg fik taget noget fra mig, der var mit.

Jeg gav ikke samtykke til at blive udnyttet.

Jeg var ikke skyld i det.

Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes for at forhindre situationen i at ske.

Det skal du vide, at du heller ikke kunne.

Din krop er din. Du bestemmer, hvem der rører ved den. Og hvis nogen overtræder den grænse, og du føler dig fortvivlet, er det ikke dig, der er noget galt med. Det er dem.

Tilgivelse er ordet, jeg søger i første forsøg på at genvinde kontrollen.

Jeg søger den i mig selv.

Jeg ved, at inden i mig et sted står lille jeg og venter på det.

Jeg er klar til at give hende det, hun fortjener.

Jeg tilgiver mig selv.

Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. Ligger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her

Tekst:  Jasmine Marie
Visuelt:  Katrine Frimor

Redaktør: Camilla Angaard Nielsen