Bidrag: Tro
Dette bidrag skal læses som en spejling af lørdagens bidrag, ‘Skolegården’. Heri behandler Kasper igen barndommen men i et mere optimistisk lys, hvor mørket dog også lurer til en hvis grad.
Gårsdagens bidrag, ‘Skolegården’, kan læses her.
Solen hænger på himlen, kigger på det lille indhegnede område med gynger, rutsjebaner, klatrestativer, hele pivtøjet. Der er jord at betræde, jord som er blevet betrådt af små barnefødder dag efter dag. Det er her legene finder sted. De er ikke olympiske, ikke officielle, ikke stillet op. De leger ikke for guld eller præmier, ære eller hæder – de gør det, fordi de vil. Disse spil foregår under sol, skydække, regnvejrskaskader og snebyger, de foregår i vind og hagl. Uanset dagens liv fylder de luften med deres eget i form af latter, hvin, sniksnak og fødder i konstant bevægelse; de er endnu blot børn, børn under forårssolen. Jeg kan ikke beslutte mig for, om deres liv er i gang eller ej, men jeg kan se dem. Jeg kan se dem sparke til bolde, fare omkring. Jeg kan se, at de er opslugt, at legen holder dem i sin trykke favn.
Pendulet svinger atter engang, nu mod lyset, før mod mørket. Vi svinger med, så godt vi kan, indtil vi, hver især, en dag falder af og må overlade pladsen til en ny.
Imens spirer villavejens små og store huse omkring dem, imens gror træer, de gror ofte og deres blade visner og falder af, af og til, men det er blot for at vende tilbage igen og oplyse vejen med deres liflige grønne farver.
Pendulet svinger atter engang, nu mod lyset, før mod mørket; vi svinger med så godt vi kan, indtil vi, hver især, en dag falder af og må overlade pladsen til en ny. Således er det for hvert rige, uanset hvilke styreformer der opstår, blomstrer, forgår.
Børnene triller blot videre med bolden, til de skal hjem og spise og i seng. Det hænder, de glemmer, at der venter en ny dag på den anden side af de små lukkede øjne, men denne glemsel ryger blot ind i mindernes tågedis, til den til sidst fordamper for både barn og forælder.
Når de har glemt dagen, der kommer, lyder skrigene, mens tårerne fældes. Når de har husket dagen, der kommer, bryder tandsættet igennem i et smil.
Jeg tror nok, de lever, jeg ved ikke, men jeg tror.
Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. Ligger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?
Så send et bidrag til os her
Tekst: Kasper Øvig Jepsen
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Camilla Angaard Nielsen
Hvad tænker du?