Bidrag: Vi går ikke i stå

20. april 2023

‘Vi går ikke i stå’ er en tekst om hverdagen og tomgangen. Jeppe er 23 år, fra Århus og bor på Vesterbro. Til daglig laver han smykker og “har lidt vikararbejde, så jeg kan tjene til huslejen,” som han selv beskriver det. Men midt i hverdagens tomrum og væren er Jeppe gået i stå.

Vi går ikke i stå finder bare på, sagde

Niller til mig

Det er derfor, der er jazz morgen og middag,

til kaffen.

Men jeg er gået i stå.

Et godt sted.

Mine bønner vokser.

 

Klik her og Støt SEIN

 

Mine svampe vokser.

Tror jeg, har aldrig groet svampe før,

aner ikke om jeg gør det rigtigt.

Persillen og basilikumen vokser,

selvom jeg overvander dem

Dejlige mennesker, få bekymringer, masser af kaffe, øl, og smøger, sex og måske noget kærlighed. Blomstrende eller hvad man siger

Har for mange bønner i en potte, de dør nok, også selvom de vokser.

Men er gået i stå, kan ikke nyde det når alting er ens. Hverdag den samme dejlige dag.

Kan ikke nyde det mere, jeg har ikke lavet smykker i snart to uger. Jeg plejede at bruge 10 timer om dagen på at lodde, file, save, banke, forme. Ikke nu, det er det eneste, der har ændret sig. Der er ikke noget mere tilfredsstillende, end når loddesølvet rammer den rigtige temperatur og styrter ind i revnen, som om det skal holde varmen, suser det ind og fylder alt ud, lige som planlagt, ekstremt forudsigeligt. Så længe man ikke varmer for meget, så sølvet smelter med. Fra den rigtige vinkel ser det smukt ud, det gør alt polerede sølv, men overfalden er ødelagt, trukket sammen på en makaber måde, som et månelandskab eller Verdun. Det er det eneste, man ikke kan redde. Alt andet kan ligne, det er meningen.

Har også sat chili til at spirre og ingefær.

Ingefæren er død en gang. Måske det lykkes nu. Jeg burde nok være lidt mere tålmodig med det, læse lidt om det. Kan ikke rigtig finde det i mig. Det har jeg næsten altid haft svært ved. Jeg vil hellere producere end at være perfektionistisk. Kvantitet over kvalitet er tilfredsstillende. Man kan jo altid prøve igen.

Tilfredsstillelsen ved at file, kun hvis der er noget der skal rundes, ellers kan man lige så godt kigge væk mens. Men at runde kanten, at lave en kugle med hånden det er fantastisk. Det kan tage flere timer og så kigge på det efter… Kan næsten ikke få mig selv til at sælge det.

Der er ikke blevet solgt noget i flere uger, måske et lille salg hidst og her. Rigtig mange komplimenter, men ingen salg.

Jeg har også en squash, bare et skud.

Tror ikke, at der kommer noget på den.

Måske dør den.

Jeg kan ikke nyde det, er også for meget i lejligheden. En dejlig hyggelig betonlejlighed, men er her for meget. jeg er gået i stå.

Jeg har før fået at vide, det kan være farligt for mig. Jeg overvander alle mine planter.

Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. I dette bidrag udfolder Jeppe sine tanker om emner som hverdag og tomgang. Ligger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her:  https://seinmag.dk/bidrag-med-dit-vaerk/


Tekst: Jeppe Lyngsø
Redaktør: Camilla Angaard Nielsen 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her