Bigger Than Us: Når ungdommen slutter, allerede inden den er startet

26. marts 2022

SEIN skyder CPH:DOX igang med vores første film Bigger Than Us, som byder på ungdomsaktivisme med den unge, indonesiske Melati i hovedrollen. Melati tager os med ud i verden for at finde andre unge aktivister, hvis fokus ikke nødvendigvis er klimaet, men som deler fortvivlelsen i verden og viljen til at ændre fremtiden.

Mens unge klimaaktivister som Greta Thunberg igangsætter talerørene hos mange unge i den vestlige verden, kæmper resten af verden en lige så heftig kamp for klimaet. Bigger Than Us tager udgangspunkt i indonesiske Melatis aktivisme for et plastik-frit Indonesien. Hun rejser kloden tynd for at finde unge, der hver især kæmper deres forskellige kampe. Rejsen tager hende og dokumentarens instruktør, franske Flore Vasseur, til blandt andet Malawi, Brasilien, Uganda og Grækenland, hvor de unges fokus ikke nødvendigvis er på klima-aktivismen. De har andre ting, de skal tage sig af først. 

Dokumentaren fortælles som en antologi, hvor Melati besøger syv andre unge, der ligesom hende har kæmpet en aktiv kamp for en bedre fremtid, siden de var helt unge. Melati selv fik gennemført et forbud mod plastikposer på Bali som 12-årig, og flere af dem, hun besøger, startede som aktivister endnu tidligere.

I Libanon forsøger den syriske flygtning Mohamad at starte en skole for de syriske børn, der har mistet måske ikke bare deres hjem, men også deres forældre. Men han møder modstand, og de libanesiske myndigheder vælger at rive skolen ned. I Malawi har Memory fået hævet aldersgrænsen for ægteskab fra 15 år til 18 år. Men helt unge piger bliver stadig voldtaget på vej i skole og sendt i børnelejre for at lære om, hvordan de skal være kvinder for mænds skyld. Hun prøver at få ungdommen til at sige fra. 

Bigger Than Us viser os, at der kæmpes andre kampe, end dem vi i vores egen vestlige boble kæmper. Selv startede instruktøren, Vasseur, med at interessere sig for unges aktivisme, da hendes søn spurgte hende, hvorfor folk sagde, at jorden var ved at gå under. Det havde hun ikke selv et godt svar på: “Jeg har skrevet og fortalt om det her i flere år, jamen årtier, og jeg kunne ikke give ham et ordentligt svar,” udtaler Vasseur til SEIN. Vi stiller de spørgsmål, fordi det er det, der bliver talt om blandt os. Og frygten for, at det rent faktisk ender med undergang kommer fra, at det ikke lader til, at nogen reagerer på det.  “Det mest sørgelige er, at de unge ikke bliver hørt. De taler og taler, men ingen lytter. Det er derfor ungdommen er så fortvivlet. Fordi det kan virke umuligt at ændre noget,” fortsætter Vasseur. 

Med helt mageløse, poetiske billeder i sekvenser af filmen, hvor ingen taler, bliver vi som publikum efterladt som observatører. Vi kan se et bjerg af affald og en skinger, faretruende violin, men ellers har vi kun det at overveje, som aktivisterne lige har sagt. Alle disse “huller” i dialogen giver os tid til at fordøje de drøje indtryk, vi har fået. Og hvor er det nogle indtryk, der skærer dybt i hjertet. For det kan ikke være rigtigt, at helt unge, ja, nogle gange børn, skal sørge for, at fremtiden bliver bedre.

Derfor ender vi nogle gange med at blive voksne lidt for hurtigt. Før det overhovedet er meningen. I mange lande er der ikke tid til at være barn og have en ungdom, hvis man vil ændre verden. Instruktøren Vasseur formulerer det bedst selv: “The innocence of the youth is dead”.

Du kan læse, hvad vi ellers vil skrive om til CPH:DOX, og hvad vi anbefaler du skal se til dokumentarfestivalen her

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her