Vivian Maier: Barnepige på overfladen, mesterfotograf i det skjulte

Mere end 150.000 billeder kan knyttes til Vivian Maier. I dag er hun verdenskendt for sin street photography – kunstarten at tage billeder af folk på gaden. Hun markerer et enestående kreativt udtryk og en kæmpe inspirationskilde for mange unge fotografer.

Kvindeforgænger var hun også – i en tid, hvor mænd dominerede fotokunsten. Alligevel var der ingen, der vidste, at hun var fotograf, for Vivian Maier viste ikke sine fotografier til en eneste person.

Excentrisk excentricitet 

Vivian Maier (1926-2009) levede et hemmelighedsfuldt liv, og mange kendte hende som excentriker. Meget lidt information eksisterer om hende. Født i Bronx i New York City af en østrig-ungarsk far og fransk mor voksede hun op i Frankrig, før hun som teenager flyttede tilbage til USA.

Her blev hun i en periode adskilt fra sin far og bror og måtte leve med sin mor, der led af psykiske udfordringer. De boede hos den prisvindende franske fotograf Jeanne Bertrand i New York City.

I 1950 rejser Vivian Maier til Frankrig efter hun arvede familiens ejendom Beauregard i Saint-Julien en Champsaur. Her begyndte hendes fotografiske rejse som 25-årig, og den stoppede næppe, da hun rejste tilbage til USA i 1951.

Klik her og Støt SEIN

Vivian Maier arbejdede som barnepige hos familier i Chicago og New York, hvor hun tog størstedelen af sine fotografier. Hun var en gådefuld karakter alle kendte til, men som ingen kendte personligt.

Selvom hun tog portrætter af folk, da hun startede som barnepige, blev dette pludseligt en privat affære. Dog tog hun hyppigt de børn, hun passede med på ture i byen for at tage billeder – tit i skumle områder.

Familierne fik strenge instrukser om, at de ikke måtte gå ind på hendes værelse, og selvom alle så hende vandre rundt med et kæmpe Rolleiflexkamera, vidste ingen, hvad hun brugte kameraet til. 

Og af god grund: Efter et enkelt forsøg på at få sine billeder publiceret, forsøgte Vivian Maier det aldrig igen. I stedet lå hendes mesterværker organiseret pedantisk med dato, lokation og kameramodel i hyldevis af papkasser på sit værelse, der dækkede gulv til loft.

Ligeledes samlede hun også aviser, sandsynligvis for at holde sig opdateret på, hvad der rørte sig i byen.

I dokumentaren ‘Finding Vivian’ Maier (2013) erindrer en af børnene, som Vivian passede, at gulvbrædderne på Vivian Maiers tidligere værelse nu er ujævne og bøjede som resultat af Vivians samlerlivsstil. 

Børnene, Vivian Maier var barnepige for, giver meget modstridende beskrivelser af hende som person. Et barn erindrer, at Vivian Maier tvangsfordrede hende, da hun ikke ville spise, mens andre fortæller, at hun var ekstremt nærværende og positiv.

Måske i et forsøg på at genopfinde sig selv, belyser dokumentaren ‘Finding Vivian Maier’ yderligere, at Vivian Maier introducerede sig med forskellige navne og baggrundshistorier overfor de mennesker, hun mødte.  

Et portræt, to portrætter, tre portrætter…

Vivian Maier elskede portrætter. Faktisk var det den første type billede, hun tog. Med sit Kodak Brownie-kamera, et kamera, der snarere ligner en kasse udstyret med rudimentære funktioner, tog hun portrætter af lokalbefolkninger i de Franske Alper.

Hun er især kendt for sine eksperimentale selvportrætter. Spejlrefleksioner og skygger bruges kreativt til at portrættere hende selv, og oftest indgår andre mennesker i hendes selvportrætter. Hun blander hermed dokumentarisk gadefotografi og selvportrættering på en hel særlig måde, der kun kan karakteriseres som “Vivian-Maieresque”.

Et portræt af en mand på gaden, set fra hofteperspektiv, sort-hvid, perfekt kvadratisk ramme; sådan ser Vivian Maiers klassiske udtryk ud. Hun elskede den skæve vinkel. Alt fra hvad, der stod på en avis, til hvad, der blev smidt ud i en skraldespand, til velhavende kvinders frisure og minkpelse og til abstrakte geometriske former fangede hendes øje.

Vivian Maiers fotografier skaber et smalt vindue, hvorigennem vi får et indblik i hendes gådefulde sjæl. De er elegante, især taget i betragtning af, at hun aldrig tog en uddannelse inden for fotografi eller kunst.

Med sit Rolleiflex ved hoften var dette også i perfekt højde til at tage billeder af børn, som hun ofte gjorde – Maier havde tilsyneladende en særlig tilknytning til børn og en ambition om at skildre børn og deres relation til voksne; et motiv, der frekventerer hendes fotografier.

Det spekuleres, i kraft af diverse beviser, at Vivian Maier højst sandsynligt havde en traumatisk barndom, og at hun blev seksuelt misbrugt i en tidlig alder. Dette vil forklare, hvorfor børn oftest var hendes motiver – og at hun var barnepige hele livet – et muligt forsøg på at genleve den barndom, hun aldrig havde.

Dette kan også forklare, hvorfor hun var så hemmelighedsfuld, måske et forsøg på at holde folk ude, så de ikke kunne gøre hende fortræd igen. 

Hendes gadefotografi havde distinkte motiver, og uvidende forbipasserende var oftest hendes fokus. Gennem Vivian Maiers billeder får vi et indsigtsrigt syn på den amerikanske under- og arbejderklasse og deres interaktion med deres omgivelser.

Vivian Maier havde linsen rettet mod personens oprigtige væremåde, og fotografierne er dermed både autentiske og emotionelle. Måske med en følelse af empati fotograferede hun de hårde livsstile og pustede et nyt fotografisk lys hen over de dele af det amerikanske samfund, der så ofte røg i glemmekassen.

Kameraet som livspartner

Vivian Maier blev aldrig gift og fik ingen børn. Hun dannede ingen nye relationer, bortset for de familier, hvis børn hun passede. Hendes familie var lille. Hun døde ukendt. Og ingen vidste, at i de 100-vis af kasser, der tildækkede hendes værelse, fandtes fotografier, der har uvirkelig historisk og kunstnerisk værdi.

Kameraet var hendes hemmelige elsker, som hun tilbragte hver eneste dag med fra 50’erne til 90’erne på tværs af 17 lande.

Vivians udtryk og stil har været meget uortodoks for sin tid, men hendes konfrontatoriske og autentiske tilgang til værket går ikke ubemærket hen den dag i dag. Gadefotografikunsten blev revolutioneret, da Vivian Maier for første gang samlede et kamera op som 25-årig.  

Super-8-optagelser, Vivian Maier har taget, såvel som billeder i 120 og 35 millimeter-format er at finde på udstillingen, der er på KUNSTEN-museet i Aalborg indtil den 22. september.

Tekst: Alex Horan
Redaktør: Laura Rye Bislev