SEIN anbefaler

01. september 2022

I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne kan tage udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung

Gift ved første blik 2022. Patrick og Olivia. Foto: Theis Mortensen/DR

Linnea skal se …

8. sæson af Gift ved første blik! Programmet er dels spøjst med holdet af eksperter, der kommer med random statistikker og taler et karikeret fagsprog, men også dybt seriøst idet nogle mennesker lader sig selv stå i åbne, sårbare situationer med et nyt menneske, de skal prøve at komme tæt på og give sig hen til – alt sammen mens de lader os andre se med. Det vildeste TV jeg kender.

Tidspunkt: Hver torsdag
Pris: Gratis

Se med her   

Emil Prenter som Erasmus Montanus. Foto: Emilia Therese/Montgomery Photo

Martin skal (gen)se Erasmus Montanus på Aarhus Teater

Aarhus Teater genopsætter Ludvig Holbergs Erasmus Montanus i Christian Lollikes efterhånden nyklassiske iscenesættelse. Det er sjældent udpræget hyggeligt at opleve Lollikes forestillinger. Til gengæld er det både horisontudvidende, normudfordrende og, i det her tilfælde, skide sjovt. Forestillingen står i høj grad også på en ualmindeligt stærk scenografi af den geniale duo Gehrt & Grarup og en fænomenal præstation af Aarhus Teaters egen Emil Prenter i titelrollen. Skal du absolut kun se én teaterforestilling i 2022 – så se denne!

Dato og tid: Indtil 24. september
Sted: Store Scene på Aarhus Teater
Pris: 85 kr. hvis du er under 25 år eller studerende 

Læs mere her

Årets vinderbillede, taget af Amber Bracken for New York Times.

Beate skal til World Press Photo

Verdens bedste pressebilleder udstilles i Politikens hus. Her møder man alt fra krigsbilleder til naturbilleder og billeder af hverdagen. Den æstetiske kvalitet er altid høj, og det samme er billedernes følelsesmæssige påvirkning på tilskueren.

Dato og tid: 23. september til 16. oktober
Sted: Politikens hus
Pris: 90 kr. for studerende, 70 kr. hvis du er under 18, ellers 135 kr.

Læs mere her

Ungdommens Folkemøde. Foto: Alberta Bau Larsen

Astrid tager til Ungdommens Folkemøde

Vær med når Valbyparken forvandler sig til et hotspot for politik og kultur. På festivalen bejler politikere, interesseorganisationer og diverse virksomheder til netop din opmærksomhed ved hjælp af spændende workshops, talks og andre indslag. Gå ikke glip af muligheden for at indgå aktivt i vores demokrati, og få svar på de spørgsmål der nager dig i hverdagen.

Dato og tid: 7.- 8. september
Sted: Valbyparken
Pris: Gratis

Læs mere her

Queens. Foto: Harry Langdon/Getty Images

Olga vil hylde fortidens QUEENS på festivalen Goldens Days

Golden Days er en festival, som formidler kultur, historie og videnskab på forskellige eksperimenterende måder, som taler ind i nutidens formater og aktualitet. Årets tema er QUEENS, hvor mere end 350 forskellige arrangementer hylder kvindelige pionerer inden for kulturhistorien – både de ukronede og dem med krone på hovedet. Selv skal jeg opleve Tove Ditlevsens forfatterskab gennem lyden af en podwalk i Vesterbros stræder. Kom og hyld alle de kvindeskikkelser, som har sat et særligt aftryk på vores fælles historie.

Dato og tid: 2. – 18. september
Sted: København og omegn
Pris: Nogle arrangementer er gratis, andre kræver billet eller tilmelding

Læs mere her

 

Et lille udsnit af steder, der er en del af K7.

Ingrid benytter sig af 7 dages kultur i uge 37

Få mættet din kultursult i uge 37, hvor K7 byder på 7 dage med kultur på menuen. Her er hovedretten fri entré til mere end 160 museer for alle unge mellem 18 og 27. Desserten står på teaterbilletter til 40 kr til alle mellem 18 til 25 år. Toppen af kransekagen er, at man endda har mulighed for at vinde syv årskort til sig selv og andre kunst-hungrende maver. Prop dig med kultur til du revner!

Dato og tid: 12.-18. september
Sted: Hele landet
Pris: 0 – 40 kr.

Hent dit gratis K7-kort og læs mere om uge 37 her:

"Triangle of Sadness" af Ruben Östlund har premiere d. 22. september

Jacob skal se Triangle of Sadness

Ruben Östlund, instruktøren bag film som The Square og Force Majeure, har i slutningen af september premiere på sin nye film. Triangle of Sadness og Östlund nappede igen De Gyldne Palmer i Cannes, og publikum kan glæde sig til et dybt satirisk take på rigmandskultur og modeverdenen. I Cannes var det en lårklasker, men kender man Östlund, kan man forvente meget mere, og I kan godt sætte snuden op efter et brag af en smuk film.

 

Dato og tid: Premiere d. 22. september
Sted: En god biograf nær dig
Pris: 100 kr. for studerende, og en al for dyr spand popcorn, hvis du er til det

Se traileren her – eller lad være, hvis du gerne vil gå blind ind til en dejlig film

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her