Fra chefredaktøren: Vores eget rum

En måned er gået.

Vi har udgivet et nyt indlæg hver dag i september.
SEIN har fået nye læsere – eller bare læsere, for vi fandtes jo slet ikke før. Vi har modtaget bidrag og ansøgninger. Vi har holdt tre små events i Århus og København. På SEINmag har vi snakket om køn, krop, afslutninger, ro, ensomhed, minder, nyheder, det ydre rum og skilsmisser.
Og nu fortsætter vi ind i oktober.

Sidste år i oktober var jeg lige flyttet hjemmefra. Jeg sad på mit nye værelse uden håndtag på skabsdørene og med alle mine ting i papkasser.
For et par år siden i oktober gik jeg rundt på mit gymnasium i store klasselokaler og prøvede at passe ind. Passe ind i at være sådan én, der var social og sjov til fester, sådan én der var “aktiv i timerne” og sådan én, der hvilede i sig selv og var glad.
Denne oktober har jeg jer. Jeg har SEIN. Vi har SEIN sammen. Og det gør mig så glad.

Lige nu læser jeg ‘A Room of One’s Own’ af Virginia Woolf. Det er egentlig et essay om kvinder i litteraturen, men bogen handler også om værdien i at have sit eget rum. Og jeg tror, at det rum, hvor man kan give sig selv plads, er vigtigt for SEIN i oktober.

Jeg forestiller mig, at vi allesammen forsvinder ind i et stort, skævt hus, når det bliver efterår. Et hus, der er fyldt med små rum. Hvor alle rummene er forskellige måder, man kan være på – alene eller med andre. I mit hoved ligner det lidt Phoebes dukkehus.
Der er et rum til at være sammen med sine venner og sin familie. Et rum til at være tæt og intim. Et rum til at være passioneret og udtrykke sig. Et rum til at ligge i dynerne, spise chips og blive lyst op af sin computerskærm. Et rum, hvor man kan smadre noget, når alle andre er idioter. Og to rum til alle os skilsmissebørn.

Jeg tror, det er vigtigt, at man som ung har et sted, hvor man kan slappe af og bare være sig selv. Hvor man kan få en pause fra alle de roller, man hele tiden har. Og det kan både være et fysisk rum, man kan være alene i eller den følelse, man får, når man er sammen med sine bedste venner, eller når man lytter til den helt rigtige sang.

Det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke er fordi, man skal gå ind i et rum og finde den rigtige udgave af sig selv. Det har jeg i hvert fald aldrig selv følt, at man kunne.
Jeg kan huske, at jeg engang sad – jeg tror, at det var i bilen med min far – og var virkelig frustreret over, at jeg ikke havde fundet ud af, hvad jeg var virkelig god til endnu. Der var et interview med nogle OL-talenter i radioen, og så sad jeg bare trykket helt ned i sædet og tænkte, hvad fanden kan jeg?
Jeg følte, at man hele tiden blev mødt af film og bøger og systemer og mennesker, der sagde, at man i løbet af sin ungdom skulle finde “sig selv”. Definere sig selv. Blive den bedste version af sig selv. Eller bare vide hvor man skulle stille sig, når der blev taget gruppebilleder. Og det er der jo ingen, der ved.

Så altså… Som jeg skrev i mit brev 1. september, håber jeg, at SEIN kan blive et sted, hvor man kan få lov at være sig selv på alle mulige måder. Og at det er okay at være i tvivl og forvirret og halvgod til ting.

Selvom vi nu findes, er SEIN stadig ved at udvikle sig.
Derfor vil jeg sindssygt gerne høre, hvordan I har det med SEIN indtil videre. Hvilke indlæg har gjort størst indtryk på jer? Hvad håber I, der kommer mere af? Hvad mangler?
Kom med det hele, alle jeres tanker i kommentarsporet her.

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara