Fra chefredaktøren: Vores eget rum

01. oktober 2017

#2
Oktober 2017

En måned er gået.

Vi har udgivet et nyt indlæg hver dag i september.
SEIN har fået nye læsere – eller bare læsere, for vi fandtes jo slet ikke før. Vi har modtaget bidrag og ansøgninger. Vi har holdt tre små events i Århus og København. På SEINmag har vi snakket om køn, krop, afslutninger, ro, ensomhed, minder, nyheder, det ydre rum og skilsmisser.
Og nu fortsætter vi ind i oktober.

Sidste år i oktober var jeg lige flyttet hjemmefra. Jeg sad på mit nye værelse uden håndtag på skabsdørene og med alle mine ting i papkasser.
For et par år siden i oktober gik jeg rundt på mit gymnasium i store klasselokaler og prøvede at passe ind. Passe ind i at være sådan én, der var social og sjov til fester, sådan én der var “aktiv i timerne” og sådan én, der hvilede i sig selv og var glad.
Denne oktober har jeg jer. Jeg har SEIN. Vi har SEIN sammen. Og det gør mig så glad.

Lige nu læser jeg ‘A Room of One’s Own’ af Virginia Woolf. Det er egentlig et essay om kvinder i litteraturen, men bogen handler også om værdien i at have sit eget rum. Og jeg tror, at det rum, hvor man kan give sig selv plads, er vigtigt for SEIN i oktober.

Jeg forestiller mig, at vi allesammen forsvinder ind i et stort, skævt hus, når det bliver efterår. Et hus, der er fyldt med små rum. Hvor alle rummene er forskellige måder, man kan være på – alene eller med andre. I mit hoved ligner det lidt Phoebes dukkehus.
Der er et rum til at være sammen med sine venner og sin familie. Et rum til at være tæt og intim. Et rum til at være passioneret og udtrykke sig. Et rum til at ligge i dynerne, spise chips og blive lyst op af sin computerskærm. Et rum, hvor man kan smadre noget, når alle andre er idioter. Og to rum til alle os skilsmissebørn.

Jeg tror, det er vigtigt, at man som ung har et sted, hvor man kan slappe af og bare være sig selv. Hvor man kan få en pause fra alle de roller, man hele tiden har. Og det kan både være et fysisk rum, man kan være alene i eller den følelse, man får, når man er sammen med sine bedste venner, eller når man lytter til den helt rigtige sang.

Det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke er fordi, man skal gå ind i et rum og finde den rigtige udgave af sig selv. Det har jeg i hvert fald aldrig selv følt, at man kunne.
Jeg kan huske, at jeg engang sad – jeg tror, at det var i bilen med min far – og var virkelig frustreret over, at jeg ikke havde fundet ud af, hvad jeg var virkelig god til endnu. Der var et interview med nogle OL-talenter i radioen, og så sad jeg bare trykket helt ned i sædet og tænkte, hvad fanden kan jeg?
Jeg følte, at man hele tiden blev mødt af film og bøger og systemer og mennesker, der sagde, at man i løbet af sin ungdom skulle finde “sig selv”. Definere sig selv. Blive den bedste version af sig selv. Eller bare vide hvor man skulle stille sig, når der blev taget gruppebilleder. Og det er der jo ingen, der ved.

Så altså… Som jeg skrev i mit brev 1. september, håber jeg, at SEIN kan blive et sted, hvor man kan få lov at være sig selv på alle mulige måder. Og at det er okay at være i tvivl og forvirret og halvgod til ting.

Selvom vi nu findes, er SEIN stadig ved at udvikle sig.
Derfor vil jeg sindssygt gerne høre, hvordan I har det med SEIN indtil videre. Hvilke indlæg har gjort størst indtryk på jer? Hvad håber I, der kommer mere af? Hvad mangler?
Kom med det hele, alle jeres tanker i kommentarsporet her.

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara

Hvad tænker du?

  1. Stine siger:

    Bare at skrive den her kommentar er egenligt i sig selv lidt lol. Min venne gruppe er ikke så politisk aktive, og mener i det hele taget ikke forfærdeligt meget i det offenlige rum, og fx det at deltage aktivt i facebook-kommentar-debatter har altid været set lidt ned på som kikset og lidt for try hard. Sådan lidt ala “slap af ven, det er jo sykt ligemeget det hele!” Men jeg vil alligevel vove mig ud i det, og sige tak fra bunden af mit hjerte for at I har skabt det her! På et eller punkt gør I netop også op med den her careless-hed. I skralder alle lag af, og viser at ting betyder noget og påvirker os – og det er okay! Bliv ved, bliv ved, bliv ved! Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre andres tanker omkring valg af videregående uddannelser(hvis det da overhovedet er det man ønsker, hvorfor er det egenligt det vi alle skal?) og måske generelt den status som “sabbatår” har i manges hoveder. Men ihvertfald så er det så fedt det i har gang i – Tak

    1. Sara Mering siger:

      Hej Stine,
      Virkelig god idé med hele sabbatår og uddannelsesvirvaret. Det tror jeg, at vi er mange, der godt kunne bruge nogle andres – og flere – tanker omkring.
      Tak, fordi du skriver en kommentar til trods for det hele. Det betyder meget.
      Hilsen Sara

  2. Anonym siger:

    Jeg har fulgt SEIN fra dag 1 af og jeg ELSKER det punkt på dagen, hvor jeg pludselig kommer i tanke om at der ligger et nyt indlæg som skal læses. Det indlæg der rørte mig mest var nok ‘et sted i ensomheden 2012’, som virkelig trykkede på en masse og ramte mig, fordi jeg kunne relatere så meget til det. Også jeres indlæg om musik har inspireret mig. Både de små musikanalyse med fokus på eks. Solange og Soundtracket til: har været virkelig fede. Men generelt alle jeres indlæg indtil videre har været inspirerende og sat nye tanker igang hos mig som læser. Bliv ved – JEG ELSKER DET!

    1. Sara Mering siger:

      JUHU! Tak! Det er SÅ godt at høre. Du kan glæde dig til et nyt ‘Soundtracket til’ på søndag.

      Hilsen Sara

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *