Brev til angsten: “Jeg savner dig, selvom du altid vil bo i mig”

07. november 2022

Hvis min angst var en ven, var hun en, jeg engang brugte al tid og energi på. Jeg valgte hende til og valgte alt andet fra. Nu er hun længere væk end nogensinde før, og jeg skal finde en ny identitet uden hende som hovedrollen i mit liv. Jeg har skrevet et vennebrev til min angst. For at reflektere over vores forhold og reflektere over, om man kan slå op med sin angst.

Kære ven.

Det er ved at være noget tid siden, du har hørt fra mig. Det kunne jeg sikkert godt bruge en masse spalteplads på at undskylde. At jeg har haft travlt, at studiet har stjålet al min tid, eller at sådan er det bare nogle gange. Men i virkeligheden tror jeg, at min stilhed er skyld i, at vi er ved at glide fra hinanden. Jeg vil skrive et afskedsbrev til dig, kære angst.

Det står stadig tydeligt for mig, da vi to mødte hinanden første gang. Lige midt på det blå gulv på efterskolen. Jeg havde ikke fundet min vennegruppe endnu, så du satte dig ned ved siden af mig på det kolde gulv og mindede mig om alt det værste, der kunne ske. Du strøg mig med hårene og bekræftede alle de mørkeste tanker, som jeg aldrig havde turde sige højt til nogen anden før. Du blev en del af mig.

Siden den dag på efterskolens gulv er du fulgt med mig, hvorend jeg er gået. Som klichéen lyder, holdt mange af de eviggrønne venskaber fra efterskolen ikke mange år efter. Men du holdt ved. Du fulgte med på en natklub i Tyrkiet, da jeg var omgivet af mine tryggeste venner. Et sted midt imellem en lunken drink og glædesrus på dansegulvet, fandt du mig alligevel. Du hægtede dig på mig til byture, fremlæggelser og sågar helt almindelige forelæsninger i det store gule auditorie på studiet. Du tænkte nok, at jeg ikke kunne klare mig en hel dag uden dig. Ikke mindst alle nye begyndelser: et nyt job, første dag efter sommerferien. Jeg var aldrig i tvivl om, at du var lige bag mig i de dage.

 

 

Du tænkte nok, at jeg ikke kunne klare mig en hel dag uden dig.

Jeg mødte din vennegruppe: stress og depression. I starten var det lidt underligt. Som det akavede øjeblik hvor man første gang skal være alene med en ny ven, som man lige er blevet introduceret til. Kan vi overhovedet finde noget at være fælles om? Har vi noget at snakke om? Det havde vi. Dig.

Med dig var jeg aldrig helt alene. Det ligger der også en tryghed i. Ligesom ekskæresten, som bliver ved med at cirkulere tilbage i mine tanker, kommer jeg måske aldrig helt fri af dit greb. På den måde er det nemmere at slå op med en kæreste end med venner, og jeg kommer helt sikkert også til at se dig mange gange igen. På en første date finder du måske mine svedige håndflader og holder dem i et fast greb med dine.

Når jeg på et tidspunkt skal flytte fra min elskede hjemby og rive mig væk fra de trygge teltpæle. Der ser jeg dig sikkert igen stå midt på gaden eller ved et busstoppested. Måske behøver jeg ikke stoppe op og spørge: “hvordan går det med dig?,” men måske vi bare kan vinke til hinanden og huske al den tid, vi har delt. Det håber jeg på. For når sandheden skal frem, har du også skabt en afhængighed til dig inde i mig.

Du gav mig et væld af dårlige undskyldninger på hånden. Kunne jeg ikke lige overskue en social aften? Du var min undskyldning. Kunne jeg ikke lige rumme andre mennesker og deres problemer? Jeg tyede til dig. Når verden blev lidt for kaotisk og besværlig, kunne jeg bittersødt putte mig ind i din favn og gemme mig for et øjeblik. Det var, som om du blev en del af min personlighed. En lille byggesten jeg satte ind i mig selv. Hvad skal min identitet nu være uden dig? Hvem skal jeg nu bruge som min dårlige samvittighed?

På trods af alle de dårlige undskyldninger har du også tvunget mig til at pille alle mine trygge facader ned – især overfor mine venner. Alle de små hvide løgne vi går rundt og fylder timerne med, hiver du fra en og kyler direkte ud af vinduet. For med dig kan man intet skjule. Og det har jeg helt sat pris på. Du har lært mig, at det alligevel ikke nytter noget at pakke sine følelser sammen. For du skulle nok finde ind til dem.

 

med dig kan man intet skjule

 

Hvis jeg slår op med dig, er jeg bange for at ende alene på det blå efterskolegulv igen. Det er svært at sige farvel til en ven, men det er endnu sværere at skulle sige farvel til en hel vennegruppe. Som når man flytter fra en ekskæreste og skal dele knive og gafler lige op, skal vi også dele vores venner op – og du tager igen depression og stress med dig. Hvis jeg møder dig der ved busstoppestedet eller møder stress til min næste eksamen, kommer jeg så til at blive suget ind i gruppedynamikken igen?

Heldigvis har jeg også fået nye og andre venner end dig. De minder mig om, at ’nej’ er en hel sætning og gerne må siges, uden at det skal opfølges med en masse bortforklaringer. Om at trække vejret helt ned i maven – hvor café-latte-drikkende det end lyder. De minder mig om at være timevis væk fra min telefon; Timer, hvor jeg er utilgængelig for hele verden helt uden dårlig samvittighed. Og det bedste af det hele er, at jeg ikke engang savner dig. Ikke helt endnu i hvert fald.

Jeg tænker, at der er mange på min alder, som har en ven som dig. Men nu siger jeg farvel og tak. Sikkert ikke for altid, men hvis ikke, så bare for nu.

Kærlige hilsner
din Karoline

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her