‘Burde’ burde dø

Man vågner ikke til vækkeuret, men af sig selv. Af lyset fra vinduerne og manglen på stemmer, da Netflix stopper op og spørger, om man stadig ser How I Met Your Mother. Man klikker ’Fortsæt’, selvom man ikke har set det siden for 7 timer siden, da man vendte hovedet den anden vej og lagde sig til at sove. Man har godt hørt om, at man ikke burde lægge sig til at sove med noget kørende i baggrunden. Men man synes, der kører noget i baggrunden, uanset om Netflix er tændt. Og så lyder Netflix bedre.

Man burde stå op, men man kan ikke overskue andre mennesker. De mennesker, man endnu mindre kan overskue at mangle, larmer i køkkenet. Man har brug for at være alene, tænker man, men man har ikke lyst til at være alene. Derfor står man op, går ud i køkkenet, sætter kaffe over. Burde man spørge ham, som ligger dér i sofaen, om han vil have en kop? Om han også vil have havremælk i? Man burde i hvert fald ikke rigtig tænke over, om man burde gøre det. Så hellere bare gøre det. Man gør det.

Efter skænkningen tænker man på, om han selv ville have tænkt over det. Det er en meget kort tanke; svaret er nej, det ville han ikke. Man laver morgenmad uden at tænke over så meget. Men da man står med tallerkenen i hænderne, bliver man i tvivl, om man bare bør sætte sig ved bordet, når nu han sidder i sofaen. Eller burde man joine ham, investere i fællesskabet? Man ville i virkeligheden godt spise inde på værelset, men man vil ikke trække sig. Man ved godt, at heller ikke dette ville være en tanke, der fyldte hos ham. Han ville bare gøre, hvad han havde lyst til. Man går ind på værelset.

Man burde ikke noget i dag. I dag er fri, i dag skal bruges på afslapning. Nydes. Man drikker tre kopper kaffe, man må alt i dag. Men derfor kunne man jo godt få lidt ud af dagen. Man burde jo godt kunne holde til lige at svare ja til, at ens mor sagtens kan komme forbi på lørdag. Eller svare på ens venindes besked, siden man selv var den, der startede samtalen. Det burde ikke være så hårdt, når man burde så lidt og kunne have et liv, hvor man burde meget værre ting. Ting, man ikke havde lyst til. Når alt kommer til alt, er alt det, man burde i dag, ting, man gerne vil gøre.

Man lægger sig ned. Det burde man ikke. I dag burde man måske ikke knokle som i går, men så burde man da udnytte, at man ikke skal knokle. Læse den bog, man har haft liggende længe. Male lidt. Ringe til nogen, man holder af. Være alene og være okay med det. Ikke stresse over manglen på stress. Man burde jo ikke noget i dag. Det burde man være tilfreds med. På samme måde, som når man er træt. Det burde virkelig ikke fylde så meget, at man fylder så lidt, når man træder ind i et rum. Når man er træt, og ikke får sagt så meget. Det burde være okay. Der er ingen, der har sagt til én, at det ikke er okay. Nogle gange har man jo ikke så meget at give af. Men hvis man bare får, hvis man bare er til stede, uden at deltage eller bidrage, kunne man så ikke lige så godt ikke være der? Og er man ikke lidt en nasserøv, når man får uden at give?

Nej. Man burde kunne være tilfreds, også når man ikke yder 150%. Man burde være tilfreds, også når man slet ikke yder noget. Når man ser film, og man ikke har nogen sjove kommentarer, selvom de andre har det. Når man spiller Bezzerwizzer, og man ikke kan svaret. Man er møgbange for Bezzerwizzer. Det burde man virkelig ikke være. Men det er man. Man er møgbange for, at man fremstår dum. At man ikke bidrager med noget af værdi. At man ikke lever op til det indtryk, man ellers havde givet. Man burde ikke føle, at der var særlig meget på spil i Bezzerwizzer. At man kunne tabe andet end selve spillet.

Mens man ligger her, bliver man mindet om alle de steder, man ellers kunne være. Måske man burde være andre steder end her. Man burde være lige ude i køkkenet. Men man ved godt, at hvis man var det, ville man nok ikke rigtig være til stede alligevel. Man ville tænke på alle de andre steder, man burde være. Også selvom man har så meget lyst til bare at kunne være, her. At være nærværende selvom man bliver mindet om, at man har eksamen næste uge, man skal have læst op til, eller at man skal på arbejde i morgen tidlig. Man burde stadig kunne være lige her, lige nu. Men ens ven har lidt brug for en. Så der burde man virkelig være. Og det har man også lyst til. Man har en begrænset mængde overskud, og burde man ikke investere den i dem, der er vigtige? Eller bør man konsekvent investere i at være der, hvor man er? Bruge energien på at få gejlet en stemning op, at få smil frem? Man burde ikke tænke så økonomisk på ens overskud, på hvor meget man har at give af. Alle ved, at det man giver, får man dobbelt igen. Men det løser ikke problemet om, hvor man bør give. Og bør man beholde noget for sig selv?

Måske man burde lytte i stedet for at snakke så meget. Men hvis ikke man taler, hvordan skal folk så vide, at man lytter? Eller gruble så meget, at man slet ikke ved, hvad man burde længere. Hvis man bare gjorde de ting, der gav mening, burde man ikke burde mere. ’Burde’ selv, derimod, burde skride ad helvede til. ’Burde’ er en lort, man klasker i hovedet på sig selv, så man kan få dårlig samvittighed. Over det man sagde, eller det man ikke fik sagt, eller den undskyldning man kom med for det, man sagde, som man slet ikke burde have undskyldt for. Eller over det selvværd, der driver en til endnu en pandeklasker. Man burde kunne glemme, hvad man burde, og bare gøre noget. Og ‘burde’? ’Burde’ burde dø.