DEL 1: At være alene i Japan

11. marts 2018

Franciska tog til Japan med sin gode ven i sommerferien. Alt var planlagt. De skulle have tre uger med Totoro og hinanden. Men efter fem dage er Franciska alene. Helt alene på den anden side af jorden. Og hun er pludselig på en helt anden rejse, end den hun troede, hun skulle på.
Læs første afsnit i tekstserien her.

Billede af Clara Martens

For at fortælle den her historie skal jeg starte et andet sted, end hvor den egentlig begynder. Vi skal faktisk lige omkring et år tilbage til de allerførste måneder af 2017, hvor det var helt utroligt mørkt udenfor, ligesom det er nu, og virkelig mørkt inden i mig også.

I februar 2017 var jeg på alle måder ude af stand til at være alene. Når jeg vågnede om morgenen, var min krop tung og fuld af smerte, og der blev ved med at være mørkt foran mig, selvom jeg havde åbnet mine øjne. Mest af alt var der en rungende ubærlig stilhed. På det tidspunkt var der kort forinden én, jeg var meget forelsket i, der var gået fra mig, og inden det var jeg gået fra en anden, der var forelsket i mig. Jeg var kort sagt fyldt op af hjertesorg, og for at udholde at være alene med den måtte jeg hele tiden lytte til nogle andre, der snakkede til mig. Jeg hørte podcasts, musik, så Modern Family om og om igen, både når jeg cyklede til universitetet, når jeg lavede aftensmad, når jeg var i bad, købte ind. For alt i verden ville jeg undgå at være alene. Jeg var også i perioder praktisk talt flyttet hjem til mine forældre igen.

Et lyspunkt i disse mørke måneder var en rejse, jeg var i gang med at planlægge. Jeg havde de sidste mange år gået med en drøm om at rejse til Japan, og den var vokset og vokset med en sådan kraft, at jeg følte, at det var tide til at gøre noget ved det. Siden jeg var lille, har jeg været fascineret af den japanske tegneseriekunstner Hayu Miyazakis film sammen med Haruki Murakamis litterære univers, der kom til senere. Jeg gik med et brændende ønske om at se disse steder, illustreret ved stregen eller ordet, i virkeligheden. Jeg havde en lang sommerferie foran mig, og jeg havde brug for noget, jeg virkeligt kunne glæde mig til. Det var tid til at realisere min drøm.

Jeg havde ikke lyst til at rejse alene, så jeg kontaktede min gode og mest eventyrlystne ven fra gymnasiet. Vi havde kendt hinanden, siden jeg gik i 1.g, og han i 2.g, vi var sådan nogle venner, der i lange perioder skrev sammen hver eneste dag, vi snakkede altid om knuste hjerter og andre af livets elendigheder. Men vi havde aldrig været kærester, og det var der ingen af os, der havde været interesseret i nogensinde.

Da jeg en tilfældig aften skrev: ”Vil du med til Japan?” var han klar med det samme. Vi gik i gang med at planlægge, researche, bestemte os for en rute, købte flybilletter, togpas, bookede steder at bo. Tre uger i juli var planlagt, og i fødselsdagsgave i foråret fik jeg en rejserygsæk, jeg var så klar, som jeg kunne blive. I stedet for en rejserygsæk fik min ven en kæreste i foråret. Det var der ikke noget i vejen for, der var intet romantisk mellem os to. Men det skulle senere vise sig at blive en udfordring alligevel.

Herfra vil jeg klippe nogle måneder frem til sommerferien 2017. Jeg er alene, jeg ligger på en seng, men denne gang er det ikke hjemme i min lejlighed i København, men på et værelse på en et simpelt hotel i byen Takashima helt ude på landet lidt nord for Kyoto i Japan. Jeg ligger der og kigger over på enmandssengen over for mig. Den er tom, jeg har redt den, stablet den lyserøde dyne oven på. Langs kanten har jeg lavet et lille optog af de japanske tegneseriedyr, jeg har købt indtil da. Det inkluderer min lille Totoro-bamse og tre Totoro-nøgleringe. En-to-tre-fire står de der på række på den tomme seng og beskytter mig som små lykkemedaljoner, der er sådan, jeg har tænkt det. Det er, som om den ene kigger spørgende på mig: Hvad nu, Franciska?

Den samme dag har jeg cyklet rundt i landskabet ved Takashima, med den stærke sommersol i ansigtet har jeg kørt rundt med rismarker på hver side, siddet ved søen Lake Biwa og spist min frokost, læst i min Murakami-bog og besøgt et lille tempel. Jeg er helt ovenud lykkelig over, at jeg står lige midt i min drøm, og jeg smiler fra det ene solbrændte øre til det andet. Det hele tager en drejning, da jeg kommer hjem til hotelværelset senere på eftermiddagen.

Det er min ven, der har forladt den tomme seng, jeg lige i det øjeblik ligger og kigger over på.

Han er rejst hele vejen hjem til Danmark og har efterladt mig alene her på den anden side af jorden. Det er på grund af den nye kæreste.

Han er rejst hele vejen hjem til Danmark og har efterladt mig alene her på den anden side af jorden. Det er på grund af den nye kæreste. Det handler ikke om mig, ikke om jalousi, ikke om noget som helst mellem os. Siden jeg ikke er inde i hans hoved, kan jeg kun forklare det sådan, som jeg forstår det: At de helt friske og usikre forelskelsesfølelser i ham var så stærke og stod i vejen for hans tilstedeværelse i Japan, at de hev og trak i ham og trak ham hele vejen op på et fly og hjem til Danmark blot fem dage inde i vores 21 dage lange tur.

Så jeg ligger der, og Totoro-bamsen kigger på mig, jeg har grædt og været vred, men nu er jeg stille, for ja, hvad nu? Mit absolut værste mareridt har overgået mig: Jeg er helt, helt alene. Og så endda på den anden side af jorden i et land så utroligt fremmed, at jeg ikke engang kan læse vejskiltene.

Hvad tænker du?

  1. Olivia siger:

    Meget fint sprog! Jeg kan virkelig følge dig i dét, hele tiden at have stemmer omkring sig, så man ikke kan høre det tomme (Og kærligheden til Hayao Miyazaki universet) Jeg glæder mig til næste afsnit <3

  2. Franciska siger:

    Tak for dine søde ord <3

  3. Felicia siger:

    Åh du er så god og kawaii og mega sej!

  4. Franciska siger:

    Tak mussi :****

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her