Burde jeg stikke min indre Blomsterberg fuckfingeren?

07. januar 2020

I Den store bagedyst er der især én episk teknik, som afgør, om deltagerne ryger ud af konkurrencen: glacen. Udenfor studiets fire teltvægge er det måske ikke lige så vigtigt at mestre kunsten at få alting til at se klumpe-frit, skinnende, jævnt og perfekt ud. I Livs tekst undersøger hun, om vi har for travlt med at “glace” sider af vores personlighed, og hvordan man kan tage et fast greb i kraven på sin indre lille dommer. Den, vi alle sammen slæber rundt på.

Animation af Yana Yun Lin

Der er en legendarisk scene i TV-programmet Den Store Bagedyst.

Mesterbagerne står med rystende knæ og fugtige håndflader. I studiet er lugten af sved og vanilje i hed kinddans. Man kan høre vægurets konstante sekundslag. Tik. Tak. Deltagerne kæmper for at dække deres passionsmousse med glace. Skinnende. Spejlblank. Ingen ujævnheder. Ingen skævheder.

Jeg har det præcis som bagerne, før jeg får gæster på besøg. Jeg glacer min lejlighed. Et selvopfundet begreb, som dækker over en bestemt type oprydning. Den, der bliver udløst af at se sin lejlighed gennem andres øjne.

Det handler om den usynlige, lille dommer indeni, som vi alle slæber rundt på.

For mig resulterer det i en irrationel handling. Jeg omrokerer min te-reol i køkkenet. De dyre, skinnende Kusmi tedåser flytter jeg forrest for show.
De billige, fedtede fra Rema 1000 bagerst. Køleskabsmagneterne slækker jeg på for at pille pizzamenukortene ned. Jeg ejer et postkort fra Aarstiderne med en økologisk knoldselleri på forsiden. Det lader jeg hænge tilbage. Mit kiksede salt- og pebersæt, udformet som to trolde med bare numser, gemmer jeg inde i skabet. Sådan kan jeg blive ved.
Jeg glacer.

Det tror jeg, mange kan nikke genkendende til. For eksempel dem, som kun tager en svingom med støvsugeren, når der kommer gæster på besøg.

Hvorfor gør vi det egentlig? Hvad er denne glace et udtryk for?

Det drejer sig selvfølgelig ikke kun om mig. At jeg godt kan lide, at mine Kusmi tedåser står forrest til skue. Det handler om den usynlige, lille dommer indeni, som vi alle slæber rundt på. Hun vil blive dissekeret i denne tekst.

Blankpudset-spids-sko-fyren

Lad mig trække endnu et eksempel op fra den bugnende sæk med glace-situationer.
Min veninde har en udreven side fra et Nike-katalog klistret fast på væggen over sin seng. Den viser stangspringeren Allison Stokke, som knejsende poserer. Hendes overarme er markerede. Man kan ikke tage øjnene fra dem. Nike-løbevesten står lidt åben. Der er kig til hendes vaskebræt. Under skindet sidder mavemusklerne som perler på en snor. Bom. Bom. Bom. Min veninde har billedet hængende, fordi hun føler, at det er sejt at være stærk.
At have store muskler som Allison Stokke. Det ønsker hun sig.

En dag, jeg kom hjem til hende, sad der pludselig kun to ensomme klatter elefantsnot på væggen. Billedet var pillet ned.
Min veninde forklarede, at hun havde haft besøg af en ny date aftenen før. Derfor havde hun gemt vaskebrættet væk i skrivebordsskuffen. Hun skammede sig over at idolisere. Som en folkeskoleelev. Bekymrede sig om, hvad daten ville tænke om hende.

En uge efter skulle hun for første gang besøge ham. Det første, hun øjnede, da hun trippede ind ad hans dør en sen aften, var Justin Bieber. Ikke et magasinudklip. Ikke en plakat. Men sengetøj. Han havde Justin Bieber på sit pudefor. Sit dynebetræk. Lilla lagner. Manden er 25 år. Hans job kræver, at han går i blankpudsede, spidse sko. Han har kørekort. Dankort. Pensionsopsparing. Betalt frokostordning. Medlemskab i en fagforening. Hvad fanden foregår der?

Om at skubbe sin stol væk fra bordet

Situationen er komisk, men den er også et udtryk for noget mere grundlæggende. Det faktum, at vi normalt gemmer sider af os selv væk, når vi møder nye mennesker. Ned i skrivebordsskuffen. Bevidst eller ubevidst.
Sider, som vi skammer os over. Sider, som vores indre, lille dommer kæfter op om, ikke er elskværdige. Mindre attraktive. Daten gemmer ikke sit sengetøj væk. Min veninde gør det. Hun er langtfra den eneste.

Ingen glace. Får det dig til at miste appetitten? Får det daten til at skubbe stolen fra bordet?

Har du for eksempel fulgt med i DR3’s ungdomsserie Doggystyle?
I slipstrømmen af sæsonafslutningen har DR3 lavet en undersøgelse af, hvad vi IKKE tør fortælle på første date. Ungdommen svarer blandt andet:

”At jeg ikke kan lide motion overhovedet. Jeg hader at svede, og jeg bliver lykkeligere af at se en film på sofaen. Folk ser ned på en, hvis man ikke synes, det er fedt at bevæge sig.”
Anonym
 

”At jeg har angst, da det hurtigt kan skræmme folk væk, der tænker, man er en ustabil og problemfyldt person.”
Olivia
 

”Om min boligsituation, fordi jeg ærlig talt synes, det er lidt pinligt, at jeg stadig bor hjemme.”
Rasmus, 23 år
Min veninde skammer sig over sit ønske om at være ripped. Rasmus skammer sig over at bo hjemme. Olivia skammer sig over at have angst. Der er mange propfyldte skrivebordsskuffer på værelser rundt omkring i landet.
Har du tjekket din egen?

Det får mig til at gruble over, hvad der vil ske, hvis man var Rasmus Modsat. Åbnede skrivebordsskuffen på fuld gab. Forestil dig følgende: Næste gang du sidder til middag med et nyt menneske, serverer du et karaktertræk/en følelse/en historie, som du skammer dig over. Sammen med den dampende varme forret. Ingen glace.
Får det dig til at miste appetitten? Får det daten til at skubbe stolen væk fra bordet?

Der er selvfølgelig forskel på at skamme sig over at have angst og at puffe sine bukseløse salt- og pebertrolde hen i hjørnet. Ens for begge situationer er dog, at den lille dommer indeni får lov at sidde ved rattet.

Marchér forrest i elefantsnotsrevolutionen

Blankpudset-spids-sko-fyren gemmer ikke sit sengetøj væk, før en ny date banker på. No fucks given. Han tror på, at han er attraktiv. En lækkerbisken værdig nok til at få stukket en tunge i munden, SELVOM han idoliserer en grydehårs-pop-tween på bagsiden af et lagen med små, lilla hjerter.

Hvordan sørger vi for, at der er lidt flere fyre med Justin Bieber-sengetøj derude?

Situationen er til at få røde knopper af, men ved du, hvad der giver udslæt? Tanken om, at du selv har stået og pillet dit stangspringer-billede ned af væggen ugen før.

Hvordan løser vi det? Hvordan sørger vi for, at der er lidt flere fyre med Justin Bieber-sengetøj derude? Lidt færre tomme vægge med ensomme klatter af elefantsnot? Jeg har ikke svaret. Men hov, dufter her pludselig ikke af brændt marengs? Kan du høre lyden af et tikkende æggeur? Høre klaveret i intromelodien fra Bagedysten? Kan du føle Blomsterbergs varme ånde i nakken?

Nej, det kan du ikke.

For vi er ikke med i Den Store Bagedyst. Der er ingen, som dømmer os. Ingen Mette Blomsterberg, som smider os ud af konkurrencen, når glacen er ujævn. Så lad der være lige så mange bobler i glacen, som du har lyst til. Det er kun din indre, lille dommer, du skal lukke munden på og kærligt puffe i retningen af det lysende, grønne EXIT-skilt.

Måske får du en kradsende følelse af, at opgøret med din indre, lille dommer er ubetydeligt for verden. I det store billede. Men når du vælter din egen dommer og lader plakaten hænge fremme, så baner du vejen for, at din ven eller veninde også tør være mere sig selv. Det er betydningsfuldt.
Vi kan kalde det at marchere forrest i en lille elefantsnotsrevolution.

Som en del af oprustningen vil jeg hive mine kiksede, bukseløse salt- og pebertrolde frem fra skabet igen. Indtil næste gang det banker på hoveddøren. Tænk, hvis nogen opdagede, at jeg har ekstremt dårlig smag.

Hvad tænker du?

  1. Johanna siger:

    Er vild med glace-metaforen! Og med din tekst i det hele taget. Tak for den 🙂

  2. Kristine siger:

    Vanvittigt velskrevet! Har læst den 2 gange bare fordi der er så mange gode veninder og metafore! 😍

  3. Kristine siger:

    Vendinger*

  4. H.C. siger:

    Det er enormt inspirerende. Og virkelig velskrevet. Det er bare sværest at huske på, når det føles som om at andre dømmer en. Så må man tage et ekstra kig på dynebetrækket og huske på at det er okay 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN