#CancelPorn: En verden uden porno?

17. februar 2021

#CancelPorn-bevægelsen vil have, at vi boycotter al form for porno. Voldtægtssager, mangel på verificering og generel ansvarstagen er ifølge bevægelsen nogle af de problemer, som industrien udleder. Men kan og bør man boykotte pornoindustrien? Hvordan ser industriens fordele ud, og kan de opvejes for dens ulemper? Det vil Luna og Amalie undersøge i dette indlæg.

Klokken var tre om natten, da en 15-årig pige forlod sit hjem i Florida. Næste dag dukkede hun ikke op i skole. Hendes bekymrede mor meldte hende savnet. Et år senere modtog moren en gruopvækkende oplysning: 58 videoer af hendes datter, der havde sex med to ældre mænd, florerede på internettets utallige pornosider. En af videoerne var blevet set over 400.000 gange. Politiet identificerede en af mændene og fandt frem til pigen. Da PornHub blev gjort opmærksom på videoerne, svarede de på Twitter, at “pigen er en verificeret model med et validt ID-kort”, i en nu slettet kommentar. Videoerne blev senere taget ned, og manden arresteret.

Sagen kom først frem i pressens søgelys tilbage i oktober 2019, men nu er den igen blusset op på TikTok i form af bevægelsen #CancelPorn. Fortalere for bevægelsen pryder deres Facebook-profilbilleder med et orange logo. Yderligere har underskriftindsamlingen “Cancel Porn: Child Online Protection Act” på blot tre uger opnået 66.000 støttere.
Manden bag hedder Cody Arnold, og han har et klart budskab: ‘’Pornoindustrien profiterer på og misbruger børn.’’

Sværdet og skjoldet: Loven, der skabte internettet, som vi kender det i dag
Det er langt fra første gang, at bevægelsen mod porno vokser. Skruer man tiden tilbage til internettets spæde begyndelse, finder man et opråb mod porno, som lagde fundamentet for internettet.

Året var 1995, da senatoren James Exon medbragte en lille blå mappe til senatets gulv. Den indeholdt “det mest ækle pornografi på internettet, som er let tilgængeligt for verdens børn”. Hans mål var at gøre uanstændigt internetporno ulovligt. Exon udarbejdede året efter loven “The Communications Decency Act”, som stillede firmaer ansvarlige for upassende indhold på deres platforme. En lov, som højesteret året senere erklærede “i modstrid med ytringsfriheden”.

Det fik senatorerne Christopher Cox og Ron Wyden til at foreslå en løsning: ”Sektion 230”. Loven fratager internetfirmaer ansvaret for indhold opslået på deres platforme samt tillader, at firmaerne modererer indholdet på deres platforme uden at komme på kant med ytringsfriheden.

Lad os sige, at en bruger skriver en krænkende kommentar på et indlæg. Ejeren af hjemmesiden er fri til at lade kommentaren blive eller fjerne den. Offeret for krænkelsen er derefter i sin gode ret til at sagsøge brugeren bag kommentaren - bare ikke firmaet.

Loven blev kendt som sværdet, der tillod firmaerne at bekæmpe krænkende indhold, og skjoldet, der beskyttede firmaerne mod brugernes retsforfølgelse. Cox og Wyden håbede, at firmaerne ville granske deres hjemmesider for ulovligt indhold, men som internettet voksede i størrelse, viste opgaven sig for stor. Mange firmaer tabte sværdet og gemte sig bag skjoldet. Det banede vejen for internettet, som vi kender det i dag: et mekka af ufiltreret indhold.

Bægeret flyder over
For pornoindustriens ofre forvandles et mekka sig til et mareridt. For selv hvis hjemmesiderne fjerner det krænkende indhold, er det uden garanti for, at det ikke dukker op igen. Især PornHub kritiseres for at tilbyde deres brugere en downloadfunktion. Den efterlader ofrene i en spiral af trauma.

I slutningen af sidste år offentliggjorde The New York Times en række frygtelige historier, som alle lignede den 15-årige piges historie fra Florida. Artiklerne kritiserede PornHub for at tillade videoer med titler som ”teen passed out” og ”teen getting destroyed”. Det blev dråben, som fik bægeret til at flyde over. I kølvandet på artiklerne stoppede Mastercard, Visa og Discover deres samarbejde med Pornhub, hvilket havde store konsekvenser for mange sexarbejdere, som er dybt økonomisk afhængige af betalende abonnenter. I et forsøg på at udbedre skaderne valgte PornHub at slette alt indhold, der ikke var ‘‘verificeret’’, et mærkat, som blot krævede, at brugeren indsendte et billede, hvor de holder et papir med deres brugernavn. Det tegner umiddelbart et billede af et sikkerhedsnet fuld af huller. Som resultat af shitstormen endte Pornhub dog med at fjerne i alt 10,6 millioner ikke-verificerede videoer. De fjernede også omsider deres omstridte downloadfunktion.

Disse forbedringer er dog ikke tilstrækkelige for #CancelPorn-bevægelsen, som stadig råber på et fuldkomment boykot. Et boykot af porno er de facto et boykot af al sexarbejde. Men fortjener sexarbejdere at blive smidt under bussen, fordi kriminelle bagmænd misbruger børn? Og hvordan skaber man en platform, som bekæmper krænkelser og overgreb, men samtidig sikrer sexarbejderne bedre vilkår?

OnlyFans til undsætning?
Måske kan det nye medie OnlyFans være en del af løsningen. På mange måder ligner platformen Instagram. Man kan dele billeder, videoer og tjene penge på websitet. De to medier differentierer dog ved, at man som bruger på OnlyFans skal betale for at få adgang til kreatørernes profiler. I bund og grund kan man købe adgang til al indhold, men det er især ‘’voksenindustriens’’ indhold, som stortrives på dette sociale medie. Herved får sexarbejderne et supplement til deres økonomi. Simultant med dette kan kreatørerne på OnlyFans herske over de administrative beslutninger såsom æstetikken, hvor blottede de er, samt hvem der må følge dem.

“Noget af det, der er fedt ved at have en OnlyFans, er frihed, og at jeg ejer 100 procent af mit materiale. Der er ikke nogen anden virksomhed, der tjener penge på mit arbejde. Jeg er min egen chef”, fortæller 24-årige Natascha Sophiaa, der det seneste år har haft OnlyFans som sit fuldtidsjob.

For det andet gør #CancelPorn-bevægelsen en pointe ud af, at pornoen ikke gør plads til forskellige kropstyper. Riley Reid og Alex Adams, nogle af de ledende pornostjerner på Pornhub, er et billede på den ideelle krop, der så tit bliver portrætteret i pornoverdenen.
Men mangler der så ikke en generel kritik til samfundet frem for at udpege den direkte i pornoen?

De mange feticher og kinks, der er i porno, kan heldigvis bidrage til normaliseringen af de kropstyper, der afviger fra ‘’den perfekte krop’’. Hvis man yderligere ønsker at bidrage til et kropspositivt miljø, er OnlyFans igen et godt alternativ. På OnlyFans kan enhver person nemlig få success som sexarbejder, selvom de har pandekagenumser eller fersken-emoji-numser. Derved skal de ikke igennem en castingsproces, der bedømmer dem fra hoved til tå.

For det tredje ved vi, at porno er den førende ledsager til onani. Med onanien kommer bedre søvn, mindre stress og godt humør. Så hvorfor ikke fejre de samtykkende sexarbejdere og deres rettigheder i dag? Ovenikøbet kan du måske få WAP eller stådreng på af OnlyFans, som man i højere grad kan være sikker på ikke udspringer fra noget kriminelt.

Det må være vores pligt og virksomhedernes pligt, at verificerede voldtægtsofres videoer aldrig bliver en trend igen. Det er uden tvivl forfærdeligt, at det har været en realitet. Til trods for dette kan det blive et problem, hvis man gør pornoen til en dikotomi – noget, som #CancelPorn gør.
Man må huske på, at pornoen faktisk har mange gode kvaliteter.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her