‘Carry Me’: Om tamponer, omsorg og alt det andet vi bærer rundt på i håndtasken

Da jeg første gang så udstillingen ‘Carry Me’, tænkte jeg over mit eget forhold til håndtasken. Den har på en meget subtil måde altid spillet en rolle i mit liv. Da jeg var barn, kiggede jeg på voksne kvinder og piger ældre end mig selv med stor fascination og beundring, når de hev alverdens ting frem fra deres håndtasker. Jeg glædede mig utrolig meget til selv at gå med en taske, hvor jeg kunne opbevare pung, make-up, parfume, læbepomade og alverdens andre ting, man kunne få brug for.

I dag tænker jeg også på håndtasken som en ting, der forbinder kvinder, femmes og folk, der menstruerer. 

Et minde, jeg synes er særligt sigende, var da jeg pludseligt fik menstruation på Roskilde Festival, og det endte med at være fremmede kvinder og deres tasker, der kom mig til undsætning. Jeg gik op mod kiosken i området P for at købe nogle sikkert alt for dyre tamponer. Jeg blev ramt af en stor irritation og svag panik, for de solgte slet ikke tamponer ude i campområdet. Min midlertidige løsning kunne forhåbentlig findes ved at spørge den lange toiletkø af piger med bæltetasker, rygsække og crossbodies. Situationen handlede egentlig om noget helt andet end tasker, men alligevel blev den bindeled mellem mig og dem. Jeg blev mødt af en utrolig gavmildhed og forståelse. Alle var villige til at hjælpe. Hvis den første, jeg spurgte, ikke selv havde en tampon, stod der en veninde ved siden af, som havde en. 

Her midt i toiletkøen var håndtasken ikke længere bare en beholder til materielle ting. Det blev også en beholder for omsorg og hjælpsomhed.

Klik her og Støt SEIN

Håndtaskens historie
Da håndtasken første gang kom på markedet i 1700-tallet, blev den latterliggjort, og dens navn, “reticule” (som betyder lille på latin), blev hurtigt lavet om til “ridicule”, altså latterlig.  Igennem udstillingen kan man se, hvordan taskens udseende og funktion ændrer sig efter tidsperioderne. Da den første gang kom på markedet, var det udelukkende af praktiske årsager. Moden for dametøj på det tidspunkt var ikke lommer. De blev derfor nødt til at medbringe en lille pose med deres ejendele i: en reticule.

I 1900-tallet var dametasken blevet helt almindelig og nye materialer samt større købekraft gav mulighed for nye standarder for taskens æstetik og funktionalitet. Specielt efter 1. verdenskrig i 1920’erne skete der et ryk i modernisering. Det betød også en ny kvinde, der gik på arbejde, røg cigaretter og dansede på klubber. Den nye kvinde krævede en ny taske. Tasken var nu blevet en udtryksform, der vidnede om modernitet og fremskridt i samfundet. Lige så meget som jeg elsker, at tasken for nogen blev et feministisk statement, er jeg også ked af, at det i takt med økonomisk vækst og kvinder, der langsomt bevægede sig ud på arbejdsmarkedet, blev en måde at kapitalisere på feminismen.

Jeg forestiller mig, at datidens kvinder har set på en rivende udvikling, hvor man pludselig kunne få lov at være en selvstændig person. Måden, man kunne udtrykke det på, var bl.a. at købe en ny taske. Min oplevelse er, at det desværre også forholder sig sådan i dag. Vi har svært ved at gøre os fri af kapitalismens tag i os. Jeg kender i hvert fald godt den forbrugertrang, der lurer indeni, som kan overbevise mig om, at man kan købe sig til forskellige udtryk. Der er forskellige farver, mærker, stilarter og lignende, som signalerer forskellige identiteter og overbevisninger. Alt sammen noget, som kan købes for penge.

Er tasken en kønnet byrde?
Udstillingen spørger beskueren, om håndtasken er en kønnet byrde? For mig er håndtasken, ligesom mange andre modefænomener, en nuanceret størrelse. Som nævnt med min oplevelse på Roskilde Festival forstår jeg håndtasken som noget, der bringer os tættere på hinanden. Hvis nogen spørger efter et tyggegummi eller en Panodil, nyder jeg at være den, der kan trække hjælpen op af min taske. Det giver mig en følelse af, at vi kvinder imellem har en uskreven regel og forståelse af, at man altid kan låne af hinanden. Omvendt oplever jeg også sommetider, at det kan være resultatet af en trang til at tage sig af andre. Som f.eks. altid at have en vandflaske, vådservietter eller håndsprit i tasken. Noget, jeg vil påstå, er et ansvar, som oftest kvinder oplever at blive pålagt. Om det er noget, andre har pålagt os, eller noget, vi pålægger os selv, kan nok diskuteres.

Måske var det tasken, der sikrede jægersamlersamfundet dets overlevelse? Og måske er det stadig håndtasken med alle de vådservietter og al den omsorg, den indeholder, der holder sammen på vores moderne samfund? Selvom man kan tale om tasken som en kønnet byrde, bør man også anerkende, hvor vigtig denne byrde er at løfte

Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin har skrevet essayet ‘Bæreposeteorien om fiktion’, der tager udgangspunkt i jægersamlersamfundet. Her fremhæver hun samlerdelen som afgørende for menneskets overlevelse. Vi hører tit om spyddet som menneskets første objekt og den dertilhørende heltehistorie. Manden, der kom tilbage fra jagt og havde skaffet føde i form af et bytte, som blev fanget og dræbt med spyddet. Le Guin argumenterer for, at det var beholderen og ikke spyddet, der gjorde jægersamlersamfundet bæredygtigt. Måske var tasken menneskets egentlige første objekt, der gjorde det muligt at samle bær, rødder og andet i større mængder? Måske det var tasken, der sikrede jægersamlersamfundet dets overlevelse? 

Jeg synes, at bæreposeteorien er et godt argument for at tage håndtasken seriøst som andet end en pyntegenstand. 

Da Helle Thorning Schmidt tiltrådte som statsminister forærede Lars Løkke Rasmussen hende en håndtaske. Tasken var lavet specielt til hende. KØN spørger, om det bare er en taske? Helle Thorning fik også senere øgenavnet Gucci-Helle grundet sine dyre tasker og prangende outfits. Jeg hæfter mig ved to sider af dette kælenavn. På den ene side kan man godt argumentere for, at øgenavnet er en smule sexistisk. Der er en klang af useriøsitet over navnet, og der ligger også et fokus på Helle Thornings udseende, der ikke har noget med hende politiske arbejde at gøre. På den anden side kan man også se øgenavnet som en måde at udtrykke en utilfredshed med den socialdemokratiske regering. Er en Gucci-taske socialdemokratisk? 

Den kønsneutrale taske
Der findes også tasker, der hverken associeres med køn eller overforbrug. Muleposen er et godt eksempel på en taske, der er blevet båret af alle og ikke nødvendigvis associeres med et af de to binære køn. Derudover er det en taske, som mange af os har erstattet indkøbsposen af plastik med. De senere år er det også blevet meget moderne at bære muleposer med politiske statements på. Jeg tænker over, om muleposen har gjort vores politiske overbevisning mere synlig, eller om muleposen som symbol har gjort os mere politiske. 

Jeg vil påstå, at muleposen også er blevet en del af vores popkultur. Den kommer i alle former og farver, men er også blevet et meget konkret symbol på bæredygtighed. Et symbol mange af os abonnerer på. Jeg er vist heller ikke den eneste, der synes, det er federe at bære mine varer i et stofnet end en plastikpose.

Der er masser af fede ting ved, at bæredygtighed er kommet på mode, men desværre er det jo også noget, der øger vores forbrug. I stedet for at bruge den mulepose, som ligger derhjemme, vil man måske hellere have en mulepose med et sejt statement eller et flot tryk. Når vi så går rundt på gaden med vores nye muleposer, kan vi kigge rundt på hinanden og have en fælles og stille forståelse af, at vi er sådan nogle, der gerne vil redde kloden. 

Så kan håndtasken godt både være billede på kvindeoprør, kapitalisme og bæredygtighed? Uanset hvordan man kigger på tasken, synes jeg, det er godt, at KØN tager håndtasken seriøst og anerkender dens betydning. En betydning, der rækker fra Christiansborg til teenageværelset.

Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Katrine Frimor
Redaktør: Laura Rye Bislev