HÅR
Shabnam har skrevet en tekst om, at det kan være svært at forholde sig til sin krop. Særligt når en del af den føles anderledes. Når hår, krop og kvindelighed mødes i et kaos – og man skal prøve at finde sig selv i et ambivalent forhold. For hvordan forsoner man sig med en del af sin kvindelighed, som man hele tiden helst vil skjule, fordi man ikke så eller hørte om det så tit?
Animation af Anna Wittenkamp Rich
Jeg har taget dig med mig hele livet. Nu river jeg dig ud én for én. Hårsækkene er det eneste minde om dig. Det eneste, der er tilbage fra dig. En del af min kvindelighed. Den behårede del. Den del, som jeg aldrig ser nogen steder omkring mig. Eller på andre. Jeg gemmer dig væk for mig selv. indtil jeg står om natten og ser min nøgne krop i spejlet. Mit eget spejlbillede. Om en uges tid ser jeg dig igen. Jeg har stået klar til at tage imod dig. Hver gang har jeg købt mig fattig i Matas. For at se dig forsvinde igen.
Jeg gemmer dig væk for mig selv. indtil jeg står om natten og ser min nøgne krop i spejlet.
En gang blev jeg så frustreret over, at du ikke rev dig løs fra min overlæbe. Jeg rev og rev og græd og rev igen. Mens mascaraen rendte under mine øjne. ”Jeg gør det for skønheden,” sagde jeg til mig selv og rev igen. Det har jeg sagt i flere år. Jeg køber stadigvæk de forbandede voksstrips fra Matas. Jeg køber mig fattig i det, de kalder for skønhed. Jeg køber mig fattig i det, jeg kalder for skønhed. For hår på kroppen tilhører kun mænd. Hårsækkene på kvinder er skjulte lig. Intet skal gro på en kvindekrop.
Alt groede på min kvindekrop. ”Velkommen kvinde,” sagde min mor. Jeg ønskede hende ikke. Ikke den del af mig. Jeg husker stadig den forbandede voksstrip fra Veet, som ikke kunne rive dig fra mig. Hver gang min mor lagde den på, lukkede jeg mine øjne. Farvel. Og så kom jaget, mens du blev revet op, og et eller andet sted mistede jeg en del af mig selv, men jeg ville ikke have dig. Ikke her. Ikke på min krop. Ikke så længe folk fortalte mig, at det ikke var normalt. Ikke så længe jeg fortalte mig selv, at de små hår på min krop var forkerte. Fordi jeg aldrig havde set piger som mig selv. Da jeg så mig i spejlet, så jeg dig ikke længere. Kun et rødt mærke over mine læber. Det begyndte at svie.
Jeg lader dig gro, fordi jeg nogle gange glemmer, at jeg skal fjerne dig hver anden uge.
Nogle nætter ser jeg på mig selv i spejlet. Du er der stadig. Nogle nætter mere end andre. For en stund lader jeg dig gro. Selv over mine læber. Jeg lader dig gro, fordi jeg nogle gange glemmer, at jeg skal fjerne dig hver anden uge. Sådan ca. Det tager tid. Jeg er bare en kvinde, der gerne vil lære at elske min krop. Med og uden hår. For du vil mig jo ikke noget ondt. Og jeg vil dig ikke noget ondt. Indtil jeg en dag får nok og river dig af igen. Og så starter det hele forfra. Igen.
Hvad tænker du?