Cecilies nyhedsindblik: Velkommen tilbage til hverdagen

Handelskrigen mellem verdens to største økonomier
En af de historier, der har skabt en lang række overskrifter i løbet af hele sommeren, er handelskrigen mellem USA og Kina. Økonomer og amerikanske landmænd er bekymrede, og milliardbeløb bliver slynget rundt i artikler og ud af munden på USA-korrespondenter. Men hvad er det egentlig, det hele betyder?Kort sagt: Trump har lagt ekstra told på nogle af de varer, USA importerer fra Kina. Det skete i starten af juli. Kina svarede prompte igen ved at tillægge amerikanske varer importeret til Kina samme ekstra told. I august forhøjede USA endnu engang toldsatserne, mens Kinas modsvar igen var at give tilbage af præcis samme skuffe.

Hvad er meningen med de forhøjede toldsatser så? Hvis vi ser det ud fra USA’s synspunkt, er håbet at mindske Kinas eksport til USA– på den måde kan USA ramme Kinas økonomi, som i øvrigt har været støt stigende de seneste år og langsomt er ved at hale ind på USA. Desuden kan den ekstra told være med til at sætte skub i den interne handel i USA, da amerikanske borgere og virksomheder måske nu vil vælge en af landets egne producenter frem for kinesiske for at undgå tolden.

Godt så. Men hvorfor har Trump-regeringen overhovedet startet handelskrigen? Trump beskylder Kina for blandt andet at sabotere amerikanske firmaer, der forsøger at komme ind på det kinesiske marked, og for at stjæle teknologi fra amerikanske virksomheder. De forhøjede toldsatser fungerer altså som en form for straf – og så handler krigen også om magtforholdet mellem de to lande. Hvad betyder handelskrigen så for dig og mig? Ikke det helt store. Men meget tyder på, at den er langt fra slut. Trump har ignoreret alle advarsler om at eskalere konflikten og valgt at optrappe krigen med ekstra told på kinesiske varer for 200 milliarder dollar. De nye toldsatser træder i kraft d. 24. september. Og når de to største økonomier i en globaliseret verden er i handelskonflikt, vil det med tiden kunne mærkes af alle – også af os i Danmark.

Er et håndtryk lig med at være dansker?
Det berygtede burkaforbud trådte i kraft den 1. august, men snakken om de lange, sorte klæder er ikke den eneste værdipolitiske debat, der har rørt på sig i løbet af sommeren.

I Sverige fik en muslimsk kvinde erstatning i en sag om ikke at give hånd til en mand, mens et muslimsk ægtepar blev nægtet schweizisk statsborgerskab, da de ikke ville give hånden til det modsatte køn.  

Begivenhederne har peget snakken i Danmark væk fra lovgivning om andre folks påklædning og i stedet hen på lovgivning om, hvordan vi hilser på hinanden. Regeringen vil nemlig gøre håndtryk til et krav for at få dansk statsborgerskab. Det omtalte håndtryk skal finde sted under en ceremoni, som alle, der søger om dansk statsborgerskab, skal møde op til i den pågældende kommune. Her skal ansøgeren skrive under på at ville overholde Grundloven – og så skal ansøgeren give hånd.

Forslaget har splittet både Folketinget og danskerne i et for og imod. På den ene side har vi regeringen med integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen. Ifølge Støjberg handler det ikke bare om et håndtryk, men om ligestilling, frihedsrettigheder og respekt. På den anden side mener Socialdemokratiet ikke, at man bør lovgive på et område, hvor der endnu ikke er et problem. Forslaget har også skabt røre internt i Venstre, da flere Venstre-borgmestre har meldt ud, at de er klar til direkte at ignorere lovkravet, hvis det skulle blive vedtaget, og i den forbindelse blev ordet ”symbolpolitik” også nævnt. Måske er der noget om det, symbolpolitikken. Ifølge Sherin Khankan, leder af Exitcirklen, imam og religionssociolog, er der kun tale om en lille gruppe muslimer, der ikke giver hånd til det modsatte køn – og årsagen skyldes ofte kultur frem for religion. Højrefløjen kan bruge de førnævnte sager i Sverige og Schweiz til at kritisere islam for manglende respekt for danske værdier og diskrimination – men måske er det ikke så enkelt endda?

Den sommer, hvor Danmark fik øjnene op for klimakrisen
Den varmeste, tørreste og mest solrige. Den netop forbigåede sommer har slået mange rekorder og medført blandt andet skovbrande, afbrændingsforbud og giftige alger. Hverken det eller den tilhørende snak om klimaforandringer kan næppe være gået nogens næse forbi. Klimaforandringer har i løbet af sommeren skabt utallige overskrifter – Information har tilmed udgivet en særavis dedikeret til klimaudfordringen, og her på SEIN har vi skrevet om, hvordan det er at være ung under klimakrisen.

Men det store fokus på klimaforandringer har også skabt rum til forvirring og misinformationer. Der er stadig nogle, der tvivler på, at klimakrisen er menneskeskabt. Og hvordan ved vi overhovedet, at den varme sommer udspringer af klimaforandringer, når vi har haft varme somre før? Det hjælper heller ikke på det, at mediebilledet vrimler med skræmmebilleder og dommedagsprofetier om, at vi kun har 80 år tilbage på jorden.

Alligevel føles det, som om den ekstreme sommer har givet mange mennesker et kollektivt wake up-call. Der er efterhånden opstået en konsensus om, at vi mennesker ikke kan løbe fra klimaudfordringerne.

Flere vælger at skære ned på kødet, der bliver opfordret til klimaoprør, og noget tyder på, at folket er ved at blive utålmodige over politikernes manglende handling. I Debatten fra d. 23. august (som jeg vil anbefale dig at se, hvis du er interesseret i emnet) lader det til, at regeringen fortsat håber på, at vi kan udvikle og opfinde os ud af klimakrisen. Måske kan klimamarchen, der blev afholdt d. 8. september, åbne også politikernes øjne?

Valget i det splittede Sverige
Det kommende folketingsvalg i Danmark begynder så småt at kunne ses og mærkes, men det netop afholdte valg hos vores naboer i Norden har også fyldt en del i det danske mediebillede. Det er selvfølgelig det svenske valg, som fandt sted d. 9. september, jeg snakker om. Valgdækningen har især handlet om ét svensk parti, det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, som er den svenske pendant til Dansk Folkeparti, og som blev spået et fremragende valg med stor fremgang. Svenskerne er splittede, og der er ingen tvivl om, at indvandring er et af de helt store hovedtemaer i svensk politik i øjeblikket. Sverige er det land i EU, der i 2015 til 2017 tildelte flest mennesker asyl, og blandt andet den åbne politik overfor flygtninge har fået svenskerne til at søge mod ydrefløjene, mens flere bevæger sig væk fra midterpartierne som Socialdemokraterna. Der var altså mange grunde til, at det netop overståede valg blev spået til at være afgørende for svensk politik.

Hvad blev resultatet så? I det svenske Riksdagen, der svarer til det danske folketing, er der 349 mandater. Rød blok får 144 mandater, blå blok 143 mandater, og Sverigedemokraterna ender på 62 mandater. Sverigedemokraternas fremgang blev altså ikke så markant, som mange havde enten håbet eller frygtet, men ikke desto mindre er de ikke til at komme udenom, når der skal dannes en svensk regering. De to blokke mangler henholdsvis 31 og 32 mandater for at danne flertal og dermed regering – mandater, der skal findes hos Sverigedemokraterna, som ingen vil samarbejde med. Det er altså endnu uvist, hvordan den kommende svenske regering kommer til at se ud. Selvom svenskerne gik til stemmeurnerne den 9. september, bliver Sveriges nye statsminister tidligst valgt den 28. september.