Professionel livsnyder

Jeg har ofte igennem min ungdom følt mig låst fast. Jeg føler mig stadig af og til låst fast. Det er en følelse af, at jeg følger en skabelon, jeg ikke engang er klar over, jeg har valgt. Det sker helt ubevidst og fortsætter, indtil jeg stopper op og bemærker den. Når jeg ser og snakker med andre, bemærker jeg den også hos dem.

Jeg har en veninde, som næsten ikke tør sige, at hun gerne vil være pædagog, fordi det ikke er en universitetsuddannelse. Hun har et gennemsnit på over 12 og kan vælge frit på hylderne. Hun ønsker ”bare” at blive pædagog, og hun kan næsten ikke få sig selv til at sige det højt. Der kommer et pres et eller andet sted fra. For det er, som om det ikke er godt nok, hvis hun ”bare” vil være pædagog. Men hvorfor har hun det sådan? Hvor kommer den holdning fra?

Måske er det hende selv eller hendes forældre, hendes venner eller samfundet. Uanset hvorfra det kommer, er det, som om der eksisterer et usynligt taksonomisk niveau-inddelingssystem. Et system, der låser hende og os fast i bestemte mønstre. Hun har klaret alle trinene og opnået højeste karakter, så hvorfor vælger hun så at gå ned igen til et lavere taksonomisk niveau? Det kan hun da ikke.

Bullshit.

Jeg føler mig både irriteret og provokeret, for selvfølgelig kan hun det, og det fortæller jeg hende også, da vi snakker sammen. Jeg undrer mig samtidig over, hvorfor hun skal have det sådan. Jeg kender nemlig godt selv følelsen.

Det er presset, der snakker. Tænk over det. Mærk, om det er der. Hvis det er, så vil jeg råde dig til at glemme det et øjeblik. Tænk i stedet over, hvad DU gerne vil. Jeg minder mig selv om det gang på gang. Tænk over, at livet er mere end en uddannelse, mere end et job – det er også alt det andet. Fritid, kæreste, børn, rejser, sport, mad, byture osv. Det kan godt være, at din Facebook profil og LinkedIn siger, at du arbejder/uddanner dig indenfor ’indsæt selv job/uddannelse’, men livet er ikke en status, det er en konstant opdatering.

Der kan være stor tryghed i det velkendte, men husk, at du ikke behøver at gå i dine forældres fodspor eller lytte til alle deres råd. Husk, at du godt kan tage fem sabbatår, selvom dine venner for længst er gået i gang. Husk, at du stadig kan nå alle de ting, du endnu ikke har turdet gøre. Lad være med at stille dig tilfreds med det velkendte – medmindre det selvfølgelig er det, du allerhelst vil.

Nogle gange har jeg sgu også ”bare” lyst til et 7-15-lønmodtagerjob med fri i weekenden, hvor jeg kan ligge og slappe af og se Netflix og gå ture i skoven. Hvad er der så slemt ved det? Hvorfor er det ikke også et nobelt erhverv?

Der er flere og flere trends og livsfilosofier, der popper op rundt omkring, som netop priser dette. De prædiker om at leve simpelt og uden overforbrug. Det handler om at blive pensioneret og slippe arbejdsmarkedet i en tidlig alder, så man har tid til at leve livet fuldt ud. Der findes så mange alternativer til den måde, du og jeg lever på lige nu. Så mange alternativer til de drømme og fremtidsplaner, vi har lagt. Så mange andre versioner end den, det måske er os påtvunget, at vi skal følge.

Skal jeg nødvendigvis for eksempel have en familie med børn? Det er noget, der nærmest ligger i vores DNA som mennesker, i vores instinkter som dyr. Men kineserne har lavet så mange, at der ikke nødvendigvis er brug for flere. Hvis jeg endelig skulle have et barn, kunne jeg hjælpe et allerede eksisterende barn i Afrika i stedet for at lave et helt nyt.

Min pointe er, at det kan godt føles, som om vi er vokset op i et samfund, der helt utilsigtet skaber forventninger til, hvordan vi skal leve vores liv. Bare husk på, at i sidste ende kan du vælge at bestemme helt selv. Hverken din familie, dine venner, din kæreste eller dit samfund skal holde dig tilbage.

Nyd livet på dine præmisser, fuldstændig som du gerne vil – vær’ professionel livsnyder.