COP – Fremskridt eller Flop?
Klimatopmødet COP29 endte endnu engang uden de store beslutninger. Hvorfor mon? Hvordan er COP-møderne gået fra et optimistisk fyrtårn til en pessimistisk påmindelse om menneskets inaktivitet? Det prøver Jos at besvare i dette indlæg.
Jeg mener, at Conference of the Parties (COP) bevægelsen i dag skuffer.Den lever ikke op til de krav og forventninger, som sit globale ansvar stiller. Hovedmålet for møderne er at sænke globale menneskeskabte CO2 udledninger. Verdens samlede CO2-udledning er dog kun steget siden bevægelsens start i 1995.
COP-bevægelsen har derudover, især i de seneste år, haft svært ved at indgå bindende aftaler og skabe handling til de aftaler, den har indgået. COP29 var desværre endnu et glimrende eksempel på problematikkerne ved COP-bevægelsen.
COP29s hovedformål var at lægge en plan, for at skabe økonomisk lighed vedrørende klimaforandringer. De rigeste nationer, som samtidig udleder mest CO2, skulle enes om et økonomisk bidrag til verdens fattigste nationer, som typisk bliver hårdest ramt af klimakrisen.
Man endte med at indgå en aftale om et økonomisk tilskud på 300 milliarder dollars om året til udviklingslandenes klimakamp. Det var 200 milliarder mindre, end en koalition af udviklingslande havde foreslået. Det ledte da også til, at flere af udviklingslandene udvandrede fra forhandlingerne i protest.
Når man ser på COP29, bliver det tydeligt, hvordan prioriteringen af COP-møderne er mindsket. Til COP15 i København kunne klimabevægelsen tiltrække verdens største statsledere. Barack Obama, Angela Merkel samt Dmitry Medvedev, daværende russisk præsident, deltog alle i forhandlinger og gav dem dermed aktualitet og pondus.
Til COP29 var der ingen tegn af Joe Biden, Olaf Schultz samt mange andre statsledere. De 13 lande med højest CO2-udledninger havde ikke en statsleder til stede ved COP29.

Klik her og Støt SEIN
Langsomme møder og luskede lobbyister
En anden af de klare forhindringer for COP-møderne er olie-og kul industrien, som oversvømmer møderne med lobbyister og penge, for at holde politikerne, fra at indsætte for strenge skærpninger på den fossile økonomi. Mere end 1700 lobbyister fra olie og kul industrien var til stede ved COP29.
Det gør næsten den fossile økonomi til den delegation med flest deltagere ved et klimamøde om at mindske brugen af fossile brændstoffer.
Jeg mener dog, at det er for nemt at give disse lobbyister hele skylden for COP- mødernes manglende effekt. Jeg mener, at lobbyister er en pestilens i det politiske miljø, men ved udelukkende at give skylden til dem, fjerner man ansvaret fra de folkevalgte politikere, som burde tage afstand til lobbyisterne.
COP-møderne er derudover en langsommelig proces. Der er kun møde én gang om året, og samtlige lande, der indgår, skal have lov til at komme til orde. Det kan være nogle lange møder. Verdens lande er jo, på godt og ondt, sjældent helt enige.
Hvorfor skulle Kina og Indien, der netop nu er i gang med et økonomisk fremskridt, sætte bremsen i og nedsætte deres indbyggeres livskvalitet. Hvordan man bør overtale disse nationer, har jeg, på skrivende stund, ikke en løsning på. Jeg håber blot, at det kan ske, inden naturkatastrofer verden over bliver det stærkeste argument.
Verdens største klimakonference står svagt. COP-bevægelsen mangler gravitas og optimisme, men fortiden fortæller, at det ikke altid har været sådan.
Desværre for mig var verdens ledere ikke klimakrisens Iron Man, Captain America og Thor.
Fortidens optimisme
I år 1995 blev det første COP-møde afholdt i Berlin. De sidste ti år havde klimaforskere fået mere at sige. Klimakrisen havde fået mere og mere bevågenhed, og derfor startede FN i 1992 en klimakonvention. Målet var at sænke verdens drivhusgas udledninger. Et af konventionens vigtigste mål var at gøre samarbejdet mod klimakrisen global og sikre fremtiden for kommende generationer. Derfor startede de Conference Of the Parties i 1995.
Håbet voksede efter COP3 i Kyoto i 1997. I Kyoto-Protokollen aftalte verden at arbejde for at mindske CO2-udledninger. Verdens mest industrialiserede lande ville gå forrest i kampen. Kampen mod klimakrisen var så godt som allerede vundet, og vi kunne bare slå benene op, og lade politikerne styre os sikkert i land. Eller hvad?
Herefter fulgte 12 år med diskussioner, for at udbrede og implementere Kyoto-Protokollen. Aftalen udløb i 2013, og skulle derfor genopfriskes ved COP15 i København i 2009. Alle de gode ideer fra Kyoto, skulle her konkretiseres og mere konkrete planer skulle bringes til live.
For mig er tiden inden COP15 i København et klart eksempel på den optimisme, der prægede topmøderne før i tiden. Med store øjne så jeg, hvordan København transformerede sig. Verdensledere fløj ind og verdenshistorien skulle skrives i min barndomsby. Stoltheden over den globale indsats voksede i mig. Store klimademonstrationer fyldte gaderne, og føltes umulige at ignorere. Kunne verdens kloge og fornuftige ledere løse denne antagonist af filmiske dimensioner?
Desværre for mig var verdens ledere ikke klimakrisens Iron Man, Captain America og Thor. COP15 i København blev senere dømt en skuffelse. Aftalen The Copenhagen Accordom blev underskrevet, havde ingen juridisk binding, men baserede sig nærmere på løfter og fremtidige møder. Den fik efter underskrivelsen delte meninger, men størstedelen kritiserede den for at være for uambitiøs.
Dette er desværre en tendens, som jeg mener har fyldt COP- bevægelsen lige siden.
Ved COP21 i 2015 blev en vis optimisme genfundet ved Parisaftalen. Her blev verdens lande enige om en juridisk binding til at nedbringe CO2-udledningen med 40 procent. Samtidig skabte man målsætningen om at holde den globale stigning på to grader.
Desværre er der som bekendt tit langt mellem ord og handling. Størstedelen af nationernes plan for CO2-reduktion var, ved 5-års dagen for Parisaftalen, ikke nær ambitiøse eller konkrete nok. Det efterlader os ved dags dato og ved COP29.
Skal vi så bare COPgive?
Jeg har stadig håb om, at Conference Of The Parties kan være et vigtigt initiativ, der kan skabe reelle forandringer.
Klimakrisen er global og kræver en global løsning. Verdens lande må stå sammen, og ikke mindst snakke sammen, for at mindske CO2-udledninger. Verdens lande er dog ikke lige skyldige i, at klimakrisen eksisterer. Der skal tages hensyn til hvordan det globale nord, siden den industrielle revolution, har været langt den største udleder af CO2.
Vi skal træffe beslutninger, som både er fair, fremskridt og en fælles indsats. Det kommer til at kræve store ofre, især for vores livsnyderiske verdensdel. Vi må selv gå forrest med konsekvente og ambitiøse krav til landbrug, industri og forbrug. Kun sådan kan resten af verden følge trop.
Efter at have dykket ned i COP-bevægelsens historie, må jeg erkende, at COP-møderne kan være et vigtigt værktøj.
Gennem tiden har COP møderne taget betydelige beslutninger, som har skabt præcedens for reel udvikling. Her er årene omkring Kyotoaftalen et eksempel på, hvordan verdens lande godt kan blive enige. Kan vi finde den samme optimisme og handlekraft, som prægede denne tid, kan vi også finde en løsning sammen.
Fremskridt kræver dialog, forståelse og tålmodighed. Men tålmodighed må ikke blive manglende ambitioner.
Tekst: Jos Klitgaard
Visuelt: Sofie Mylliin Rasmussen
Redaktør: Kamille Agerley
Stærke ord! Håber man igen kan finde optimismen!