CPH:DOX: Personlige historier der lyser op i biografmørket

I halvanden uge nynner alle Københavns biografer den samme sang. Sangen om dokumentarfilmen. Og det lyder så godt, for til CPH:DOX går det virkelig op for én, hvor mange forskellige retninger dokumentaren kan gå i. Uanset om du er til politik, mennesker, kroppen, kunst eller teknologi, er der rig mulighed for at lære mere om det, der interesserer dig.

Apolonia Sokol. Pressefoto.

En af mine yndlingsting ved CPH:DOX er instruktørbesøg. Der er noget surrealistisk ved at se en film, og så kommer filmskaberne pludselig frem og giver dig noget insight, som du ellers aldrig ville have fået. Det skete blandt andet, da jeg så den danske film ‘Apolonia, Apolonia’.

Efter filmen går instruktøren Lea Glob og filmens omdrejningspunkt, kunstneren Apolonia Sokol, på scenen. De fortæller historien om, hvordan de mødtes: I 2009 er Lea Glob studerende på Den Danske Filmskole. Hun får til opgave at filme en person til et skoleprojekt. Hun hører om en ung kvinde, som er vokset op i Danmark, men som er født og bor i et teater i Paris’ undergrundsmiljø. Lea tager til Paris, stiller sig foran teatret og råber: “Apolonia, Apolonia!” Og ud kommer hun.

Klik her og Støt SEIN

Det er en peak-boheme-livsstil, Apolonia Sokol kører, da vi først møder hende. Hun lever i et vildt, kunstnerisk miljø og er som en sprudlende social sommerfugl, der svæver mellem alle sine bekendtskaber. Hun klipper sin egen micro-bang, stjæler kød fra supermarkeder og hopper over hegnet i metroen for at komme hen på den prestigefyldte kunstskole, hvor hun studerer. Og kunsten er, hvad der driver filmen: Vi følger Apolonias udvikling som maler, og alle de steder – gode og dårlige – hendes kunst tager hende hen. Vi ser hende vokse, hendes overvejelser om livet, hendes forhold til andre mennesker, hvor det vigtigste måske er venskabet til aktivisten Oksana Shachko – og vi ser hende give alt til kunsten. For hendes liv er hendes kunst, og hendes kunst er hendes liv. 

Det bliver helt tydeligt, at Apolonia er født til at være kunstner, da hun viser en samling af videobånd, hun har fået af sine forældre. På det ene bånd har forældrene filmet undfangelsen af Apolonia, som om de allerede ved, at hendes liv bliver værd at dokumentere. Lea Glob fortsætter den dokumentation og bliver ved i hele 13 år.
Apolonias liv er egentlig så vildt, at hun nemt kunne blive en slags mytisk figur. Det er det liv, vi drømmer om, når vi keder os på kontorjobbet. Smukt, intimiderende og virkelighedsfjernt. Apolonia burde føles fjern for os, men filmens styrke ligger netop i, hvordan Lea Glob behandler hende: som sin ven. Deres forhold gør filmen ret intim og resulterer i, at man bliver endnu mere involveret i Apolonia og hendes liv. Glob bliver også selv en større del af filmens fortælling, som årene går. For livet fortsætter, mens kameraet filmer, og efter 13 år er det uundgåeligt, at fortællingen ændrer sig sammen med dem, der skaber den. Heldigvis er ‘Apolonia, Apolonia’ et nærværende og fascinerende værk hele vejen igennem. Et portræt af en kunstner og et portræt af den filmskaber, der foreviger hende.

Jeg kan vildt godt lide, når en filmskaber giver sig selv til kende i sin film, som Glob gør i ‘Apolonia, Apolonia’. Det sker ikke så tit i fiktionsfilm, at instruktøren bare dukker op og siger: ”Hej, det her er min film.” Det kan de i dokumentaren. De kan blive en del af deres eget værk. Det kan være en kæmpe styrke for en film. Det giver personlighed, og ofte er dokumentaren netop et projekt, filmskaberen laver ud fra egen passion til et vist emne. Det er personligt for dem at lave præcis denne film.
Det er i hvert fald tilfældet i ‘Apolonia, Apolonia’ – ingen tvivl om det.

Hvis du vil se passionen med egne øjne, så kan du netop nu fange ‘Apolonia, Apolonia’ i biografer landet over.

Still fra “And, Towards Happy Alleys”. Pressefoto. © Happy Alley Films

Passion og personlighed styrer også narrativet i filmen ‘And, Towards Happy Alleys’. Filmskaberen er den unge, indiske kvinde Sreemoyee Singh, som har elsket iranske film, lige siden hun blev introduceret for dem på universitet. Det er en kærlighed, der har fyldt i resten af hendes akademiske liv, og som nu danner grundlaget for denne dokumentar.

Sreemoyee Singh besøgte København i forbindelse med CPH:DOX. Til en formiddagsvisning i Cinemateket kommer hun op til lærredet for at lave en Q&A.
Hun stråler: lykkelig over at hendes film bliver vist på filmfestivaler. Hun fortæller, at hun lavede filmen, mens hun arbejdede på sin Ph.d., som handler om iranske instruktører i eksil. Hendes passion for emnet rakte så dybt, at hun lærte farsi for bedre at kunne kommunikere med de kunstnere og aktivister, som hun skulle interviewe.

‘And, Towards Happy Alleys’ tager sin titel fra et digt af den ikoniske poet Forugh Farrokhzad. Farrokhzad var en rebelsk og feministisk digter, hvis smukke ord var for kontroversielle for det iranske regime, og det blev forbudt at læse hende. Farrokhzads historie danner rammerne for ‘And, Towards Happy Alleys’. For filmen handler om at udtrykke sig – retten til at udtrykke sig – især når du bor i et land, der vil censurere dig. Singh interviewer en masse interessante mennesker såsom menneskerettigheds-advokaten Nasrin Sotoudeh, som senere ender i fængsel for sin aktivisme. Og sit filmskaber-idol Jafar Panahi, som har været i fængsel for at kommentere på den islamiske republiks uretfærdigheder i sine film. Det er tough stuff, men Singh håndterer det med ynde. Hendes spontane DIY-filmstil gør, at hendes interviews med Panahi ender med slet ikke at føles som interviews, men som to mennesker, der bare hænger ud.

Samtidig tager hun også en række emner omkring Irans kultur og samfund op. Der er et klart fokus på iranske kvinder, og ting som tørklæder og næseoperationer bliver diskuteret på indsigtsfulde måder. Filmen mangler dog en struktur, der binder alle leddene ordentligt sammen. Derfor føles filmen til tider som et ret flyvsk værk, der kræver, at man giver sig hen til den. Men udover den manglende struktur er der mange gode ting ved filmen. Singh er virkelig dygtig til at fange dagligdags-øjeblikke i Iran, og med dem maler hun et billede af kvinde-undertrykkelsen i landet på ærligste vis. Det fører til nogle virkelig stærke scener, som rammer én hårdt med sin hjerteskærende enkelthed.

Jeg blev for eksempel utrolig rørt over en scene, hvor Singh filmer i et indkøbscenter propfyldt med kvinder og mænd, som er der for at se en fodbold-landskamp. For i Iran er det ikke tilladt for kvinder at tage på fodbold-stadioner, og de må derfor samles andre steder for at mærke det fællesskab. Der bliver scoret mål, og hele centret jubler og krammer hinanden. En simpel scene, der viser menneskelighed i sin fineste form. Det er første gang i hele mit liv, at jeg har grædt over en fodboldkamp. 

‘And, Towards Happy Alleys’ er måske ikke den smukkeste dokumentar rent filmisk. Der er shaky-cam en masse, og redigeringen kunne godt have været skarpere. Men den har utroligt meget hjerte. Singh filmer Iran og landets befolkning med så meget respekt og kærlighed. Der er en trist aktualitet ved filmen, men hvis du vil have en dybere forståelse for situationen i Iran og hvor langt tilbage, problemerne går, så er det her, du skal kigge hen. 

‘And, Towards Happy Alleys’ kan lejes på CPH:DOX’s streamingtjeneste PARA:DOX 

Tekst: Ina Mariam Aruldass
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl