Da hun passerer 7-Eleven, håber hun et øjeblik på at styrte 

24. september 2020

Nogle mennesker længes hele livet. Andre lever formodentligt i ro med det, de har. Det er netop det, som Astrid i denne lyriske tekst forsøger at sætte ord på.

Det følgende er fire fiktive nedslag i en sommer i et konstrueret liv.

14. juni
14.37
sidder hun på køkkenbordet og drikker gintonic
og tænker over at de nok bare har sat “alaska” på “alaskasej” for associationernes skyld
på Svend Brinkmanns Instagram-profil
ser hun et verdenskort fra fisks perspektiv
måske husker du at hun sendte det til dig
en eftermiddag
der er blåt over det hele
hun går ud
til kanten af zonen
og sidder lidt med fødderne over vandet
hun åbner maps på sin splintrede iPhone
og zoomer ud
til Smålandsfarvandet
til Vesterhavet
til Skagerak
til Isefjord
og alle stederne mærker hun på sin krop
blå mærker, et ar lige over håndleddet
det smager af salt

 

19. juli
23:14
cykler hun med høj fart ned ad Frederiks Allé
da hun passerer 7-Eleven, håber hun et øjeblik
på at styrte
og bare glide hen ad asfalten
ligge lidt under gadelyset
og trække vejret
intet andet
måske blive sengebundet med skader
som ikke giver varige men, men som kræver ro og pleje
et par uger fx
endnu bedre ville det være
hvis det var noget fremmed
der var årsag
til styrtet
så ville al skyld frafalde hende selv
en tagsten taget af vinden fx
eller en måge

27. august
20.32
går hun ud med en recept på taktik
og køber en færgebillet
og misforstå hende ikke
det er ikke dig hun vil forlade
det er alt det som gør at hun ikke kan mærke dig
før du går med dine meloblå øjne og matchende Reebok Revenge
det er for din skyld også
at hun nu står i en natmørk gate med en taske og en flaske med vand
denne by er ikke hendes
vi ved det jo alle sammen godt
og rundt om hende er regnen en atmosfære
da hun trykker play på en sang du ikke ved minder hende om dig
hun ville ringe til dig
det ved du nok ikke
men hvordan skulle hun også have fortalt dig det
hun tænker på hvordan det ville være
at stå
i en forladt havneby
i de tidlige morgentimer
under en vintersols violette lys
hun har grædt mere end hun plejer de sidste måneder
det ved du nok ikke
men hvordan skulle hun også have fortalt dig det
der er mange ting man ikke kan tale om
og snart sejler båden
måske over Atlanten
måske over Kattegat
det er ikke vigtigt, for hun skal ikke af
hun skal væk

 

4. september
16.27
står hun ved en regnvåd bænk
og venter utålmodigt på efteråret
på den anden side af gaden ligger Aldi
hvis bogstaver lyser blåt
det gør Nordeas også
og de blå busser der holder stille på stationen
og vejskiltene og et tabt mundbind på brostenene
malingrester på et stillads
en cykel der hviler mod det
en piges Kansas-jakke
en plastikpose
en bil
der kører forbi
hun tænker
jeg er udødelig
jeg er udødelig
indtil den dag jeg dør
og overalt under hende ligger asfalten
og spejler himlen

Hvad tænker du?

  1. Astrid Lykke R. siger:

    Tak, Marie. Det er jeg meget glad for, at du synes <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN