Da jeg gik i sorggruppe

Syv måneder efter min fars død var jeg næsten færdig med det praktiske papir- og flyttearbejde, som tabet af min far også bragte med sig. En aften, i stilhed efter stormen, tænkte jeg over de mennesker, som jeg tilfældigt havde mødt den seneste tid med et lignende kendskab til sorg. Mennesker, jeg før ellers ikke stødte ind i, men som jeg nu havde fået et fælles sprog med og nærmest oversanselige fornemmelser for. Det gav mig et skub, som fik mig til at hive computeren frem for at skrive til organisationen Børn, Unge og Sorg. Tre dage efter blev jeg ringet op, midt under en forelæsning.

Derfra tog det fart. Mange venter halve og hele år, så jeg var forbavsende heldig. Men med et møde med en psykolog senere startede jeg næsten fra den ene uge til den anden. Mødet skulle sørge for, at jeg blev visiteret til en passende sorggruppe, hvor jeg kunne føle mig genkendt og ligesindet med de andre unge i sorg. Som psykologen fortalte mig, er sorggruppe ikke terapi, men en samtalegruppe. Og det var rigtigt nok, men for mig blev det terapi. Jeg fik et rum, hvor jeg kunne dele mine dybeste følelser og tanker fra sorgen. Hvor vi lyttede for at forstå. Fordomsfrit. Og hvor vi talte for at aflaste.

Vores sorger havde mange ansigter og måder at komme til udtryk på. Det gav mig perspektiv til at forstå, at alle sorger ikke ligner min. Men på trods af vores forskellige skæbner og håndteringer af sorg opdagede vi mod forventning utænkelige ligheder.

Far død 4. august 2018

Mor død 7. august 2018 

Far død 9. august 2018 

Mor død 11. august 2018

Far død 12. august 2018 

Far død 19. august 2018

Opstarten i gruppen var overvældende og forløsende. I et lille lokale med farver på væggene og lange bølgede gardiner langs vinduerne stod der tekander og æsker med bløde servietter på et bord med plads til os alle siddende rundt om. Første gang sad vi lettere nervøse og kiggede udtryksløst på gruppens to frivillige gruppeledere. De var både empatiske og udstrålede overskud. De var på alder med os og havde oplevet tabet af en forælder for flere år tilbage og kunne derfor sætte sig ud over deres egen sorg. Og når sorgen begravede min idé om den kommende tid, blev de et stærkt billede på tidens helende kræfter.

Én efter én fortalte vi om vores syge og døde forældre. Om hvordan de langsomt, eller urimelig hurtigt, var svundet ind til en krop uden liv. Det var med et bankende hjerte, at jeg startede min første taletid, for følelserne sad ude på tøjet, som når du ikke kan holde tårerne tilbage ved lyden af en forælders stemme. 

Hver uge havde taletiden et tema. Første tema var om mennesket, vi har mistet. Derefter sygdomsforløbet. Og dødsdagen. Og så begravelsen. Bagefter fik vi to terapidage, hvor en psykolog dykkede ned i vores individuelt væsentligste sårbarheder. Den sidste halvdel af forløbet handlede om efterlivet, eksempelvis om ensomhed, relationer og frustrationer i sorgen. 

På skift og på samme tid græd vi ofte og meget, fordi vi i genkendeligheden gennemlevede det, vi ellers ikke talte om. Der var plads til tanker, som var svære at forstå og forklare. Og når tankerne blev svære at forklare, nikkede vi ofte forstående og signalerede med blikket, at vi kunne relatere. 

Det var ofte krævende at komme afsted. Især på gode dage, hvor det føltes meningsløst at snakke om det, der gør ondt. Men gruppen blev et frirum, hvor jeg kunne spejle mig, tage ved lære og føle mig mindre alene. En enkelt gang endte endda i total euforisk lettelse over at være blevet aflastet fra mine sorger. Nogle aftener endte også uforløsende. Det var frustrationen over at være på så dybt vand, at jeg ikke kunne sætte ord på mine behov i den overvældende verden, der åbnede sig. Men sådan var det, og sådan har jeg det stadig nogle gange. Heldigvis var der afsat tid efter hvert møde til fri snak uden gruppelederne, om vind og vejr og om de mennesker, vi også er, både med og uden sorgen.

Når jeg tænker tilbage, husker jeg tanken om at skulle snakke om min døde far. Alt i min krop strittede imod, og alligevel dirrede jeg efter et ufiltreret rum, hvor berøringsangst ikke fandtes, og hvor venskaber ikke kunne tæres på. Det rum, jeg fik, viste mig, hvordan jeg kan bære min far med mig videre på en ny måde. Og det håb, jeg gik derfra med, var alle tårerne værd, trods min krops strittende modstand.

Sidste dag i gruppen besluttede vi os for at holde kontakten, og nu ses vi med nogle måneders mellemrum. Jeg oplever, at vi har fået et sprog for det, der før var ubeskriveligt. Det sprog, jeg har fået for min sorg, er ikke kun tilegnet ét rum. Jeg håber, at unge, der ikke har oplevet at miste, tør være med til at udvikle et nysgerrigt og kærligt sprog for sorgen, så sorgen kan blive en lige så naturlig del af samtalen, som den er en naturlig del af livet. For hvis du lever, skal du dø, og hvis du elsker, skal du sørge.