Da jeg ikke kom ind #3

29. april 2020

SEINbidrag

På Stines rejse i Australien oplever hun de helt fantastiske sider af WWOOF – Word Wide Opportunities on Organic Farms. Men i denne sidste del af hendes fortælling om at få afslag fra studiet og boarde et fly til den anden side af jorden kommer vi også tæt på de lidt hårdere sider af måden at rejse på.

Dette er tredje og sidste del i en tekstserie, der tager os med på en rejse fra kvoter og forventninger i Danmark til “wwoofing” i Australien. Læs anden del her: https://seinmag.dk/da-jeg-ikke-kom-ind-2/

Kollage af Lasse Bækkel

Nogle gange, når jeg bliver spurgt om id nogle steder (i 7-Eleven’er hvor jeg vil købe cigaretter), kan jeg irritere mig over det, der er ved mit udseende, som åbenbart får mig til at se yngre og mere uskyldig ud, end jeg egentligt er. Da jeg stod midt ude i den australske bush hos Monique, og tårerne trillede ned ad mine kinder, var det for en gangs skyld lidt okay. Hun fik medlidenhed med mig, og tårerne var også reelle nok. Jeg var havnet et sted, jeg ikke ville være.

Da hun drejede ind på sin parkeringsplads, røg mine øjenbryn helt op til min hårgrænse, og jeg stivnede.

Da hun nogle timer forinden havde hentet mig på togstationen, med en flaske kombucha i kopholderen og munden på gled, havde jeg været fortrøstningsfuld. Jo længere tid vi kørte, jo mere vild blev naturen udenfor bilruderne. Træerne blev tættere, de lignede nogle der kunne være med i et eventyr og afstandene mellem husene blev større. Da hun drejede ind på sin parkeringsplads, røg mine øjenbryn helt op til min hårgrænse, og jeg stivnede. Der var ting overalt. Overalt. Hun fortalte, at det var en slags sygdom, samlermani, og med den information kom alt det andet væltende. Indenfor i de små gangstier, som var lavet mellem bøger, kasser, to punkterede yogabolde og beskidte tallerkner, gik tre syge hunde rundt. De gøede hele tiden, og Monique svarede igen med skældud. Der var to andre wwoofere, rødhårede Sophie fra Rumænien, hvis krop var plastret ind i bandage på grund af en motorulykke på Bali, og en tysk pige, som ikke sagde et ord, og som jeg ikke kan huske navnet på. Vi skulle sove i samme seng i et par dage, til de skulle videre, og det var okay. Så fortalte Monique, at de egentligt skulle være blevet i flere uger, men at deres planer havde ændret sig ud af det blå. Hun syntes, det var uforskammet. Jeg stavede langsomt til “fuck” inde i mit hoved. Under aftensmaden fik alle skældud. Min elskede Annie inklusiv, og jeg er jo godtroende og prøvede at forstå og få tingene til at hænge sammen, men da hun satte sig ind foran sin computer, og Sophie fortalte mig, at det, de havde lavet indtil nu, var at hjælpe med at rydde op i Moniques hjem, forstod jeg, at jeg ikke ville blive. Morgenen efter begyndte de der tårer. Jeg turde ikke sige, at jeg ikke ville være der, og at jeg syntes hun havde misforstået ideen med wwoof. I stedet endte jeg i et fuldstændig overspillet skuespil. En enmandsopførelse om min meget voldsomme allergi, som gjorde mig både svimmel og talebesværet og gav mig en forfærdelig hovedpine. Jeg er virkelig ikke stolt. Men det virkede. Monique gav mig et kram, og et par timer, en telefonsamtale med en beroligende Annie og en gåtur i 30 graders varme med to tasker og en mulepose, der gravede i min skulder, førte til mine veninders lejlighed, hvor jeg så sad med lidt for lidt en plan og spiste pandekager med sukker og citron, næsten helst symbolsk for alt det, der lige var sket.

Da jeg trådte ind ad døren blev jeg mødt af smilende ansigter, cowboystøvler og -hatte, ølmaver, ternede skjorter og en billedvæg med amerikanske citater.

Så lavede jeg en aftale med Donna. Hun var selvforsynende, det var jeg nysgerrig på, og hendes sms’er lignede nogle, en sød tante kunne sende. Det var nok mest på grund af det der med sms’erne. På stationen i Wodonga ventede hendes ældste datter på mig med sin hund spændt fast bag på ladet. Da vi havde hilst, og jeg fik at vide, at hun hed Chloe, og hunden Bonnie, kørte vi alle sammen til lyden af en high pitch-kvindestemmes pop-countrysang, indtil vi ramte deres 320 hektar store grund. Det blæste. Da jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af smilende ansigter, cowboystøvler og -hatte, ølmaver, ternede skjorter og en billedvæg med amerikanske citater. ”Stein. Sådan et sjovt navn”, afbrød de mig, da jeg prøvede at fortælle dem, at jeg hed Stine. De havde boet på gården i to år, og udover deres høns var de lige så selvforsynende som alle andre, der selv henter deres varer i supermarkedet. Donna var en masse ting, jeg ikke helt forstod, og ikke det, jeg havde forventet, men hun ville det godt, og alt var bedre end det, jeg kom fra.

Da vi stod der helt blottede for hinanden, blev alting lidt nemmere, og jo bedre jeg lærte Joan at kende, jo mere blev hun en levende reminder om, at man skal gøre det, man vil.

At jeg var startet hos Annie, havde nok gjort mig lidt forvænt, som hun hver evig eneste dag havde fodret mig med historier, der fik mig til at føle, meninger, som fik mig til at tale, og spørgsmål, der fik mig til at tænke. Donna skulle lige bundfalde sig i min krop. Jeg ville så gerne have, at hun kunne lide mig, også som en slags tilbagebetaling for, at hun åbnede sit hjem for mig, men jeg passede bare ikke rigtigt ind i samtalerne. Jeg blev snakket hen over hovedet, fordi jeg ikke havde set deres tv-programmer, og fordi de troede, jeg kom fra et sted, hvor man aldrig før havde set en vaffelis, og det betød, at jeg følte mig fremmed og alene.
Så kom Joan, Donnas mor. Joan med de store, grå proptrækkerkrøller, som hopper, når hun går, og de to lyserøde spænder, der slet ikke passer til resten af hende. Som bor i sin campingvogn nede ved alle hestene så langt væk fra huset som overhovedet muligt. Som går og venter på, at Donnas yngste børn er gamle nok til, at Jonas’ hjælp ikke behøves mere, og hun kan tillade sig at spænde sin campingvogn efter firhjulstrækkeren og tage ud at rejse igen, som hun har gjort de sidste 10 år. Vi fandt hinanden i en nødens stund. Donna havde spurgt, om vi kunne passe pigerne en aften, og da de endelig var faldet i søvn, og vi var alene, skiftedes de til at vågne, græde og savne deres mor. Jeg læste bøger om frilandshøns højt, gik rundt og vuggede og prøvede at efterligne min mors lyse sangstemme i alle de fineste godnatsange, jeg kender til. Joan klappede dem på ryggen, og jeg havde selv fået de klap af hende indimellem. De var ikke specielt beroligende. På et tidspunkt brød hun ud i en eller anden form for vise, jeg aldrig før havde hørt, med sit ansigt helt tæt på barnets, og sang af sine lungers fulde kraft. Da var der ikke mere ordentlighed tilbage i mig. Jeg grinte så meget, at jeg næsten ikke kunne holde op igen. Joan kiggede på mig, med et grædende barn i strakte arme. ”Jeg er virkelig ikke god med børn. De siger mig ikke noget”. Jeg lavede os hver en kop kaffe, og så prøvede vi igen. To mennesker en aften i kaos og magtesløshed. Da vi stod der helt blottede for hinanden, blev alting lidt nemmere, og jo bedre jeg lærte Joan at kende, jo mere blev hun en levende reminder om, at man skal gøre det, man vil.

Hos Donna var jeg et ekstra sæt hænder, og lige med det samme syntes jeg, at arbejdet var sjovt. Jeg lærte, at mine arme kunne blive meget stærkere, end jeg havde regnet med. Jeg lærte at bakke om hjørner med en ladvogn. Jeg lærte, hvilket tempo mine ben skulle bevæge sig i for ikke at blive tacklet af sultne får. Jeg lærte, hvilke hegn der giver stød, og hvilke der ikke gør. Jeg lærte, at man for helvede da skærer sig på et hønsebur, hvis ens opmærksomhed er alle mulige andre steder. Jeg lærte, at Lou Reeds musik klæder en tidlig morgenstund i en rød ladvogn utrolig godt. Glæden ved manuelt arbejde kendte jeg godt, men jeg blev mindet om, hvor godt en dåseøl lyder, når ens sidste kræfter dedikeres til at knappe den op.

Det var, når jeg havde fri, at det var svært. Men jeg lærte post kriseaftenen med Joan, at jeg skulle gøre det, jeg havde lyst til. Jeg begyndte at gå nogle lange ture i den natur, der også hos dem var så smuk, givende og helt eventyrlig. Jeg fandt på alle mulige fortællinger i mit hoved. Nogle af dem skrev jeg ned. Når jeg ikke selv gad at finde på, fortalte Troels Kløvedal mig igennem mine høretelefoner om alle sine morgener. Jeg prøvede at stille nogle af de spørgsmål, jeg ikke helt havde turdet på grund af mine fordomme, til dels fordi jeg trygt havde bevæget mig i det, der var åbenlyst og ikke satte noget på spil. Vi var virkelig forskellige. Men den lille ærgrelse, jeg prøvede at undertrykke de første dage, ændrede sig til, at jeg opdagede alt det gode i det der med at møde de mennesker, man ikke rigtig har noget til fælles med. Dem, jeg godt ved, jeg skal snakke med, men som jeg glemmer at bruge min tid på, fordi det er sjovere og nemmere at dyrke dem, som deler mine interesser. Det blev interessant i stedet for irriterende, at de ikke vidste, hvad Danmark var, og dét, at så lidt var givet på forhånd i vores samtaler, fik mit hoved åbnet for tankestrømme, jeg ikke før var faldet over.

Da jeg kom hjem, forstod jeg, hvorfor ingen havde fortalt mig om alt det, som at rejse ud også var.

Pludselig stod jeg en tidlig morgen på en togstation og havde sagt farvel til gården sammen med min veninde, som havde været på besøg et par dage. Vi lagde planer for, hvordan vi til sommer skulle ud at wwoofe igen i Europa et sted og kiggede på billeder af de smukke steder, Joan havde kørt os ud til. Da toget begyndte at tøffe afsted, og kontrolløren havde været rundt og med papir og blyant registreret os, fordøjede vi sammen de mennesker, hun nu også havde mødt, gården, livsstilen, ting, der var blevet sagt, og ting, der ikke var blevet sagt. Jeg lovede mig selv, at jeg ville huske, at det skulle vise sig at være så unødvendigt, at jeg de første dage havde på-forhånds-ærgret mig over, at jeg ville komme til at ærgre mig over, at Donna var den sidste gård, jeg kunne nå. Det havde jeg slet ikke behøvet. Annie, Monique og Donna er tre meget forskellige damer, og selvom jeg egentligt ikke synes, jeg er så sentimental, så sad jeg i toget og tænkte på, hvordan de er tre forskellige gaver, som jeg enten har fået eller givet mig selv. Nok begge dele.

Min dagbog fra Australien lugter af havvand, har mærker efter en kaffekop, og der bliver ved med at falde ting ud af den, som jeg på en eller anden måde har fået med mig hjem. Den er stoppet til randen med alle mulige floskler og klicheer, som får mine kinder til at rødme, når jeg læser dem nu, men som jeg følte og oplevede, da jeg skrev dem ned. Helt ærligt: Inden jeg tog afsted, kunne jeg ikke rigtig rumme det store privilegium at rejse og være væk fra mødetider på arbejde og hvidemalede trægulv, der altid skulle vaskes. Jeg syntes, wwoof var smart, fordi det ikke bare var ferie, og fordi det passede min pengepung meget bedre end de frivillige arbejdsprogrammer, forskellige organisationer tilbød. Det kan jeg næsten ikke forstå nu. Da jeg kom hjem, forstod jeg, hvorfor ingen havde fortalt mig om alt det, som at rejse ud også var. Jeg kunne ikke selv i en eneste samtale finde ud af at begynde på det. Det blev enten for fladt, eller også blev flosklerne og klicheerne for voldsomme. Men man bærer det med sig. Det er derfor, man ser så godt ud på sine rejsebilleder. Det er derfor, ens øjne stråler sådan, når man kommer hjem. Det gør måske faktisk, at ens rygrad lige bliver to centimeter højere.

Hvad tænker du?

  1. Signe siger:

    Denne serie er ren magi, så tak! Den skildrer så fint hele livets følelser og har givet mig tårer på kinderne og varme og håb i mit hjerte.

  2. Stine Ytzen siger:

    Hvor er det dejligt at høre Signe. Tusinde tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN