DEL 2: At være alene i Japan

Læs første del af serien her.

Lige dér på mit værelse i Takashima står det klart for mig, at jeg har to valgmuligheder: Jeg kan give op, tage hjem, kaste håndklædet i ringen. Eller jeg kan blive, få det bedste ud af det, lære at være alene. Jeg skrev rejsedagbog næsten hver dag på min tur, og lige den dag har jeg skrevet, at jeg bestemt mener, det var universet, der havde placeret mig i den situation. Ikke i religiøs forstand, men det var en meget klar følelse i mig, at dette var en test. Det var en prøvelse i at være alene, en test, jeg sagtens kunne bestå, hvis jeg satte mig for det.

Jeg ville godt kunne rejse alene og klare mig selv. Det var det, jeg havde trænet til de sidste måneder dér i mørket. Nu var det nu.

Så næste dag efter at have indtaget min morgenmad bestående af misosuppe, ris og et spejlæg, sagde jeg farvel til det flinke personale på mit hotel, der bukkede og sagde ”Arigato Gosaimas” (mange tak) om og om igen. Så tog jeg toget til Kyoto.

Da jeg ankom til min Airbnb, forsvandt jeg meget hurtigt ud af lejligheden igen. Hvis jeg skulle rejse alene, måtte jeg forsøge at møde andre, der også rejste alene. Så jeg gik mod et hostel i nærheden, som jeg havde læst mig frem til havde en bar, hvor backpackere hang ud. Mens jeg gik i de smalle gader i Kyoto i den lune aftenluft, tænkte jeg, at hvis jeg absolut skulle forlades på den anden side af kloden, var Japan trods alt et ret okay sted. Japan er et af de lande i verden med allerlavest kriminalitetsrate, og jeg følte mig virkeligt tryg ved at gå alene på gaden også om aftenen.

På hostelet den aften mødte jeg en gruppe folk, der alle rejste alene, men som var stødt ind i hinanden på tilfældig vis. Blandt andet var der pigen Jenny, der var tysker, men havde rejst verden rundt i toogethalvt år og ikke havde planer om at vende hjem lige foreløbigt. Og så var der Alex, der var en medicinstuderende fra Holland, han skulle oprindeligt have været i Japan med sin kæreste, men hun have slået op med ham kort for inden, så nu rejste han rundt alene. Vi bondede over vores til dels lignende historier.

Næste dag mødtes jeg med denne gruppe mennesker, og vi tilbragte hele dagen sammen, hvor vi både besøgte den berømte bambusskov og så Nijo Castle. Det var en varm dag, og da jeg kom hjem om aftenen, viste det sig, at jeg havde fået solstik, jeg var helt dårlig og træt på samme måde, som hvis man har taget en køresygepille. Selvom jeg havde haft en god dag med mine nye venner, var jeg helt vildt ked af det i lige det øjeblik. Jeg følte mig fucking alene og lillebitte i min egen lejlighed uden andre omkring mig. Jeg tjekkede endda, hvad en flybillet hjem ville koste, hvilket var 10.000 kr. Det var simpelthen for latterligt. Fra det øjeblik overvejede jeg slet ikke at tage hjem resten af turen. Jeg gik ned i den nærmeste 7Eleven, købte mig en nudelsalat og nogle andre snacks og spiste min aftensmad i sengen.

Dagen efter var al fortvivlelse – sammen med mit solstik – helt væk. Trætheden og varmen havde haft stor indflydelse på mit humør. Den dag tog jeg til ”De 1000 Porte,” som er en masse røde porte stillet op efter hinanden, så de danner en tunnel. Ruten går op ad et bjerg, og det var helt vildt smukt og en meget fredfyldt tur at gå. Jeg var fuldstændig betaget. Jeg gik bare der alene med mine egne tanker, op og op og op indtil jeg faktisk havde gået hele vejen til toppen, og både portene og menneskene blev færre iblandt. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville have taget hele ruten, eller at jeg havde sådan nydt at gå der alene i mine egne tanker flere timer i streg uden hverken podcasts eller tv-serier til at distrahere mig. Franciska i februar 2017 havde i hvert fald ikke troet på det. Det var en helt ren og nærmest spirituel oplevelse med gentagelsen, den ene fod foran den anden, den ene røde port efter den næste. Lige der på toppen af ruten med udsigt over byen kunne jeg mærke, at jeg ikke længere var bange for at være alene.

Men jeg var stadig ikke halvvejs på min rejse og havde endnu flere oplevelser, der ventede mig.