Fodfæste

Jeg står her i det nye år. Det er koldt, og luften er ishvid. Jeg skælver lidt, mens jeg trækker min cykel hjem. Da jeg kommer hjem og indenfor, begynder min krop at brænde i den pludselige varme. Dagene er stille, jeg sidder oppe om natten, ser film eller laver ingenting og vågner først, når det er blevet eftermiddag. ”Jeg er i et mærkeligt mellemstadie,” siger jeg.

Kort inden 2017 slap sit klamme greb, slog min kæreste og jeg op. Vi havde været sammen i to år. ”To vilde år, måske de to første år af dit voksenliv,” påpeger en bekendt. Hun siger: ”Nu starter du et nyt liv”. Jeg bliver overrumplet, men det giver mening. Jeg er på helt fremmed jord. Året er nyt, og alt, jeg kender, er anderledes, som i nyt lys. Jeg kan bedst beskrive det, som om jeg skal genfinde mit fodfæste i livet. Som når man cykler og venter i et kryds, det bliver grønt og ens fødder glider på pedalerne, man kan ikke komme i gang, men så til sidst finder man pedalerne og kan cykle videre.

På en måde er alt gået i stå. Dagene soves væk, mine følelser er upålidelige. Det ene sekund føler jeg på en bestemt måde, kort efter helt modsat. Jeg går fra trist til hysterisk til sentimental til lykkelig. Jeg kan ikke skrive om andet end det her.

Det føles, som om alle andre omkring mig også går rundt med et knust hjerte, vi deler den opgave, det er at skulle hele. Man kan give og få forståelse, men man kan ikke hjælpe hinanden – kun hjælpes ad. Den hårdeste erkendelse er, at det tager tid, at selvom man kan hente støtte hos sine venner, så har man kun sig selv.

Pludselig skal man finde ud af, hvad man så vil; hvad man har brug for. Jeg downloader Tinder, så kan jeg ellers swipe og skrive lidt, mødes og drikke øl. Jeg kan mærke, hvordan jeg er som en fremmed i datingverdenen. Jeg kan ikke tilpasse mig reglerne, hele tiden at skulle være i tvivl om, hvad den anden mener. Jeg ender bare med at føle mig håbløs, jeg er pinlig og skamfuld, fordi jeg hele tiden vil ting mere end den anden part. Jeg hører mig undskylde for mig selv. Jeg gør mig umage for at overbevise mig selv om, at jeg ikke føler, som jeg tror, jeg gør. Jeg genkender det hele fra tiden før min kæreste. Hvor let jeg ”forelskede” mig i folk, hvor pinligt og forfærdeligt jeg synes, det var.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være forbundet med en enorm skam at føle noget, der er mere end ”bare” seksuel tiltrækning. Jeg afskyer trangen i mig selv til at give op på forhånd, så jeg ikke risikerer at blive såret. Det er, som om det hele tiden handler om at føle mindst muligt. Som om der er en eller anden konsensus om, at man har vundet, hvis man er den, der vil en relation mindst.

Jeg går i biografen en aften og ser Call Me by Your Name. Den måske vildeste kærlighedsfilm, jeg nogensinde har set. Den skildrer kærlighed og seksualitet med alle de modstridende følelser, alle de akavede omfavnelser, den ubehagelige seksualdrift. Den slags følelser, der tager én fuldstændig i deres magt, den stormfulde kærlighed, der trodser alt. Hen mod slutningen af filmen lyder en replik sådan her:

”We rip out so much of ourselves to be cured of things faster than we should that we go bankrupt by the age of thirty and have less to offer each time we start with someone new. But to feel nothing so as not to feel anything – what a waste!”

Da filmen er slut, går jeg ud i kulden og mørket. Jeg finder soundtracket på Spotify og går en kæmpe omvej hjem. Jeg registrerer knap nok, at jeg har tårer i øjnene, før de løber ned af mine kinder. Jeg siger til mig selv, at det er enden på at undertrykke mine følelser, skamme mig over dem, undskylde for dem. Jeg beslutter mig for at tro på 2018. Lige nu er jeg et mærkeligt sted, jeg er i gang med et helingsarbejde. Og det er, som om jeg skal omstrukturere mit liv fra bunden. Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for, jeg må finde mit fodfæste først.