Fodfæste

20. januar 2018

Bang. Så slår man op. Så slutter et år. Så starter et nyt. Så skal man date. Og så har man tabt alle sine følelser på gulvet.
Oskar og hans kæreste slog op, kort før 2017 sluttede. Nu skal han vende sig til at skrive 2018. Han skal finde ud af, hvordan man kommer over et break up, hvordan man begår sig i datingverden, og hvad man gør med følelser der, når man f.eks. ser en god film, bare vælter ud.

Illustration af Thit Thyrring på foto fra filmen "Call Me by Your Name"

Jeg står her i det nye år. Det er koldt, og luften er ishvid. Jeg skælver lidt, mens jeg trækker min cykel hjem. Da jeg kommer hjem og indenfor, begynder min krop at brænde i den pludselige varme. Dagene er stille, jeg sidder oppe om natten, ser film eller laver ingenting og vågner først, når det er blevet eftermiddag. ”Jeg er i et mærkeligt mellemstadie,” siger jeg.

Kort inden 2017 slap sit klamme greb, slog min kæreste og jeg op. Vi havde været sammen i to år. ”To vilde år, måske de to første år af dit voksenliv,” påpeger en bekendt. Hun siger: ”Nu starter du et nyt liv”. Jeg bliver overrumplet, men det giver mening. Jeg er på helt fremmed jord. Året er nyt, og alt, jeg kender, er anderledes, som i nyt lys. Jeg kan bedst beskrive det, som om jeg skal genfinde mit fodfæste i livet. Som når man cykler og venter i et kryds, det bliver grønt og ens fødder glider på pedalerne, man kan ikke komme i gang, men så til sidst finder man pedalerne og kan cykle videre.

På en måde er alt gået i stå. Dagene soves væk, mine følelser er upålidelige. Det ene sekund føler jeg på en bestemt måde, kort efter helt modsat. Jeg går fra trist til hysterisk til sentimental til lykkelig. Jeg kan ikke skrive om andet end det her.

Det føles, som om alle andre omkring mig også går rundt med et knust hjerte, vi deler den opgave, det er at skulle hele. Man kan give og få forståelse, men man kan ikke hjælpe hinanden – kun hjælpes ad. Den hårdeste erkendelse er, at det tager tid, at selvom man kan hente støtte hos sine venner, så har man kun sig selv.

Pludselig skal man finde ud af, hvad man så vil; hvad man har brug for. Jeg downloader Tinder, så kan jeg ellers swipe og skrive lidt, mødes og drikke øl. Jeg kan mærke, hvordan jeg er som en fremmed i datingverdenen. Jeg kan ikke tilpasse mig reglerne, hele tiden at skulle være i tvivl om, hvad den anden mener. Jeg ender bare med at føle mig håbløs, jeg er pinlig og skamfuld, fordi jeg hele tiden vil ting mere end den anden part. Jeg hører mig undskylde for mig selv. Jeg gør mig umage for at overbevise mig selv om, at jeg ikke føler, som jeg tror, jeg gør. Jeg genkender det hele fra tiden før min kæreste. Hvor let jeg ”forelskede” mig i folk, hvor pinligt og forfærdeligt jeg synes, det var.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være forbundet med en enorm skam at føle noget, der er mere end ”bare” seksuel tiltrækning. Jeg afskyer trangen i mig selv til at give op på forhånd, så jeg ikke risikerer at blive såret. Det er, som om det hele tiden handler om at føle mindst muligt. Som om der er en eller anden konsensus om, at man har vundet, hvis man er den, der vil en relation mindst.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være forbundet med en enorm skam at føle noget, der er mere end ”bare” seksuel tiltrækning.

Jeg går i biografen en aften og ser Call Me by Your Name. Den måske vildeste kærlighedsfilm, jeg nogensinde har set. Den skildrer kærlighed og seksualitet med alle de modstridende følelser, alle de akavede omfavnelser, den ubehagelige seksualdrift. Den slags følelser, der tager én fuldstændig i deres magt, den stormfulde kærlighed, der trodser alt. Hen mod slutningen af filmen lyder en replik sådan her:

”We rip out so much of ourselves to be cured of things faster than we should that we go bankrupt by the age of thirty and have less to offer each time we start with someone new. But to feel nothing so as not to feel anything – what a waste!”

Da filmen er slut, går jeg ud i kulden og mørket. Jeg finder soundtracket på Spotify og går en kæmpe omvej hjem. Jeg registrerer knap nok, at jeg har tårer i øjnene, før de løber ned af mine kinder. Jeg siger til mig selv, at det er enden på at undertrykke mine følelser, skamme mig over dem, undskylde for dem. Jeg beslutter mig for at tro på 2018. Lige nu er jeg et mærkeligt sted, jeg er i gang med et helingsarbejde. Og det er, som om jeg skal omstrukturere mit liv fra bunden. Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for, jeg må finde mit fodfæste først.

Hvad tænker du?

    1. Laura Maj siger:

      wow, hvor synes jeg bare du rammer fuldstændigt plet i hvad du siger i denne tekst. Det var virkelig skønt at læse en så rammende, præcis formulering af de tanker vi alle tænker, men ikke rigtigt for indkredset.

      1. Olivia Nedergaard siger:

        Wow, virkelig god tekst Oscar <3 Altid et stort skud ud til dem med knuste hjerter!

        1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

          Tak alle 3 <33 x

  1. Laura siger:

    Tror der er mange, som kan genkende det med at føle sig forkert, når man virkelig investerer sig selv i noget og ikke bare kan virke ligeglad. Tak for at sætte ord på dét på fineste vis. Og må dit knuste hjerte snart hele igen <3

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Hej Laura. Tak for din søde kommentar. Er så træt af det med at man skal virke ligeglad, tror jeg vil gøre helt modsat i 2018. Tror nok hjertet skal hele, men det er også fint at det er knust lidt, sådan er det vel når man har elsket nogen! <3 x

  2. Josefine siger:

    Det her er så vanvittig godt og smukt skrevet, Oskar. Du sætter ord på præcis de følelser, jeg selv er så frustreret over. Ja tak til mere mod i 2018!

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tusind, tusind tak! <3 God vind, tror på at 2018 er mere modigt! x

  3. Emma siger:

    Jeg er helt vild med, at du skriver: “Den hårdeste erkendelse er, at det tager tid, at selvom man kan hente støtte hos sine venner, så har man kun sig selv”. og “Det er, som om det hele tiden handler om at føle mindst muligt. Som om der er en eller anden konsensus om, at man har vundet, hvis man er den, der vil en relation mindst”. Det er åh så sandt og præcist. Mega fint skrevet!

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tusind tak!!! Er “glad” for at du kan genkende det og det det ikke bare er mig <3 x

  4. tinka siger:

    vil gerne være med til at finde fodfæste og kærlighed i 2018 <3

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Det er en aftale!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *