DEL 3: At være alene i Japan

21. marts 2018

Franciska tog til Japan med sin gode ven i sommerferien. Alt var planlagt. De skulle have tre uger med Totoro og hinanden. Men efter fem dage er Franciska alene. Helt alene på den anden side af jorden.
Læs sidste afsnit af tekstserien her.

Billede af Clara Martens

Læs første og anden del af serien, inden du læser videre.

Efter Kyoto gik turen til Osaka. Her tog jeg lyntoget Shinkansen, hvilket også føltes som en bedrift i sig selv. Jeg havde booket et hostel i Osaka, jeg helt tilfældigt havde fået anbefalet af nogle amerikanere, jeg var faldet i snak med i en kø tilbage i Tokyo, hvor vi startede vores rejse.
‘Guesthouse The sun’ var en smal blåmalet bygning, der lå helt ud til en flod. Pigen i receptionen hed Aika, havde et åbent smilende ansigt og talte bedre engelsk end mange japanere, jeg havde mødt indtil da, da hun havde været et år i Canada. På hostlet sov jeg i en overkøje, der lå helt ud til vinduet, og jeg havde udsigt direkte ned til vandet fra min hovedpude. Det var helt magisk. Aika og jeg snakkede sammen hver dag, hun havde en virkelig kær meget japansk feature med at gøre store øjne og tage hænderne til munden, når jeg fortalte noget overraskende. Fuldstændig som en figur i en japansk tegnefilm. Vi spiste også morgenmad sammen en dag, og da jeg måtte tage videre fra Osaka til Tokyo, og vores veje skiltes, tog hun mine hænder i sine og sagde ”I really hope to see you again some day”.

I Osaka mødtes jeg også med Alex fra Kyoto igen. Vi skulle spise sushi sammen en dag, og på vejen for at møde ham stødte jeg pludselig på en blond pige med en stor rejserygsæk på ryggen og en Fjällräven-rygsæk på maven. Hun holdt et kort foran sig og kiggede forvirret i flere retninger.
”Can I help you?” spurgte jeg for en sikkerheds skyld på engelsk, men da hun svarede, at hun ikke kunne finde sit hostel med en dansk, endda århusiansk accent, slog jeg over til dansk og hjalp hende på vej med Google Maps. Dette var Alberte, som også rejste alene i disse dage, da hun havde besøgt Japanske venner indtil nu. Vi endte med at drikke øl sammen med Alex den aften, og senere var vi både på Ramen-museum og mødtes også i Tokyo de sidste dage af min tur.

Og så begyndte jeg at smile. Sådan helt stort med tænder, jeg nærmest sad og grinte for mig selv, mens byen bevægede sig for mine øjne gennem vinduet.

Da jeg skulle rejse fra a til b for sidste gang, nærmere bestemt fra Osaka til Tokyo, sad jeg i toget med min store rygsæk foran mig fastlåst mellem mine ben. Jeg kiggede omkring mig, så familier, der rejste sammen, japanere på deres daglige commute, de fleste af dem sov. Og så begyndte jeg at smile. Sådan helt stort med tænder, jeg nærmest sad og grinte for mig selv, mens byen bevægede sig for mine øjne gennem vinduet. Jeg var på vej. Jeg havde klaret det selv, jeg havde selv fundet vej, og jeg havde det godt. Jeg var helt igennem glad, og det skyldes udelukkende mig selv og de oplevelser, jeg havde haft.
Jeg havde mødt Aika, Alex og Alberte, der alle føltes som nye venner for livet. Jeg var rolig, lykkelig, varm i ansigtet fra solen, varm på ryggen for rygsækken og luftfugtigheden, og jeg var i Japan, jeg følte mig nærmest hjemme her, og jeg var fucking lykkelig, og jeg var alene.

For nyligt spurgte en af mine venner mig, om jeg havde tilgivet ham, der forlod mig. For på en måde havde han jo indirekte givet mig en gave. Jeg har ikke noget endegyldigt svar på det spørgsmål, for tilgivelse er en svær størrelse.

Jeg er taknemmelig for min rejse, for at jeg lærte at være alene, for at jeg fik så meget tro på mig selv og mine evner. Nu ved jeg, at jeg til hver en tid kan klare mig selv, også selvom det er på den anden side af jorden. Men uanset alt dette synes jeg ikke, at det kan være i orden at forlade en ven så langt væk hjemmefra. Eller faktisk forlade sine venner i det hele taget. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale det til nogen. Men alle burde prøve at rejse alene en dag, og det er jeg taknemmelig for, at jeg har gjort.

Hvad tænker du?

  1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

    Har lige (endelig) fået læst din tekstserie. Og hvor er den altså bare fin!! Tusind tak for virkelig god sen aftenlæsning, Franciska. Japan lyder så skønt i din beretning! <3

  2. Franciska siger:

    Hej Oskar. Et lidt forsinket tak for din fine kommentar, er rigtigt glad for, at du kunne lide min lille serie <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *