Den ambivalente lykke

26. januar 2018

Camilla er lige dét sted, hvor hun er glad. Dér, hvor hun er helt Walking on Sunshine-lykkelig. Og alligevel er der noget i hende, der gør hende bange for at miste det hele lige om lidt. En tanke om, at al lykken må kollapse på et tidspunkt, så ulykken kan vende tilbage. Hun har skrevet en tekst om frygten for at blive ulykkelig, når man faktisk ikke er det og håber, at hun ikke er alene om følelsen.

Foto af Caroline Hjorth Lehmann

For et par uger siden blev jeg inden for 24 timer tilbudt mit drømmejob og (efter at have været boligsøgende på det københavnske marked i næsten to år) en lille, fin lejlighed. Begge to ting, som jeg forinden havde investeret en utrolig mængde energi i at håbe på, og som lige pludselig blev realiseret på én gang. Jeg brugte resten af dagen på at danse til Walking on Sunshine, spise en abnormt stor portion risotto, drikke øl og (bogstaveligt talt) skrige ind i en pude, når jeg ikke kunne rumme alle følelserne i min krop. Alle klichéer, der kan bruges til at beskrive lykke (og som normalt ville få mig til at himle med øjnene) blev udløst, og pludselig gik jeg på en lyserød sky og følte trang til at nive mig selv i armen bare for at være sikker på, at jeg ikke drømte.

Men dér, lige midt i min eufori, kravlede en lille dæmon ind i mit øre og begyndte at hviske grimme ting. Hvorfor var det egentlig mig, der skulle være så heldig? Havde jeg virkelig fortjent det? Lige så glad som jeg var, lige så sikker blev jeg pludselig på, at noget måtte gå galt. At noget dårligt måtte være i vente. Ingen får alt, hvad de drømmer om, og al denne lykke måtte unægteligt få konsekvenser et andet sted i tilværelsen. Right? Pludselig tog jeg mig selv i at bekymre mig over, hvorfor min mormor ikke svarede på den sms, jeg tidligere havde sendt, og lede efter en detalje i mailen fra boligselskabet, som kunne få det hele til at falde fra hinanden.

Der er nu passeret nogle uger, og jeg går stadig og venter på, at en ulykke indtræffer, så mit lykkeregnskab kan blive udlignet. Det er, som om lykkerusen har resulteret i en afgrundsdyb følelse af sårbarhed. Det er ikke kun tanken om at kunne miste lejligheden og drømmejobbet, der har gjort mig opmærksom på min egen akilleshæl, men lige så meget alle de andre ting i mit liv, som gør, at jeg ikke har noget imod at stå op i vintermørket på en mandag morgen eller læse flere hundrede siders pensum. Og det er ikke, fordi jeg ikke er glad og lykkelig og taknemmelig for, at livet gav mig en hel storm af medvind på én gang. Jeg er bare samtidigt blevet opmærksom på alle de ting, der også kan gå galt; hvor meget jeg har at miste – og ikke kun, når det gælder bolig og job.

Det er, som om lykkerusen har resulteret i en afgrundsdyb følelse af sårbarhed.

Måske er der tale om selvsabotage: et resultat af, at en lille afkrog af mit hjerte godt ved, at jeg i min relativt korte levetid allerede har fået meget mere, end hvad mange mennesker nogensinde får. Måske er det bare sund fornuft. Eller også er det en beskyttelsesmekanisme, der forsøger at vattere jorden, så det ikke vil gøre helt så ondt, når jeg igen skal ned fra min lyserøde sky.

Jo mere frustreret jeg er blevet på mig selv over ikke bare at kunne være til stede i lykken, desto mere har jeg fået øjnene op for, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at håndtere – og nyde – lykken. Ligegyldigt om det drejer sig om gode karakterer, en virkelig sød kæreste eller gevinst på skrabejulekalenderen, kan jeg se på mine venner, at de også bliver bange for at være lykkelige. At lykken sjældent får lov til at stå alene og stråle, fordi en lille, hæs stemme altid dukker op som en uønsket ledsager, der gør opmærksom på, hvor nemt det hele kan blive taget fra én igen.
Det er egentlig ret ondt, unødvendigt og destruktivt: at vi ikke giver os selv lov til at danse til Walking on Sunshine, drikke alle de øl, vi vil, spise en kæmpe skål risotto og skrige ind i en pude uden samtidig at blive bekæmpet af dårlig samvittighed, tvivl og en tom følelse af ekstrem sårbarhed.

Jeg tænker, det er et udtryk for, hvor bange vi er blevet for at være ulykkelige. Så snart man har prøvet at stå på bunden af et mørkt hul – så langt nede, at man næsten ikke kan skimte lyset et sted langt oppe – vil man vide, at man aldrig har lyst til at stå der igen. Og så gør man alt, hvad man kan, for ikke at sætte sig selv i en position, der potentielt kan sende én ned i hullet igen. Det ved jeg i hvert fald, at jeg gør. Jo mere lykkelig man er, desto mere har man at miste. Men er det ikke ironisk, at vi bliver så bange for at miste lykken og alle de ting i livet, der forårsager den, at vi afholder os selv fra for alvor at nyde den, når den så er der?

Det har jeg nu tygget på i nogle uger; forsøgt at rense mine øregange for uvelkomne stemmer og i stedet fokusere på lykken. Og jeg er kommet frem til, at hvis jeg skal bøde med min lykke for at beskytte mig selv fra mørkere og knap så lykkelige stunder, så vil det hele hen ad vejen være ligegyldigt. For hvis vi ikke kan give os selv lov til at være lykkelige, hvad er så egentlig pointen med…noget overhovedet?

Hvad tænker du?

  1. Anna siger:

    Tak for at sætte ord på noget jeg selv har tænkt over på det seneste. Meget vigtig og velskrevet tekst!

    1. CamillaKlarskov siger:

      Ih tak, Anna♡

  2. Tove siger:

    Jeg kender det fra mig selv, alt kører bare, men alligevel bryder man sammen fordi man ikke overskuer at alt kan forsvinde så let som det er kommet. Hvor er jeg taknemmelig for at den verden som er her i dag, er et sted hvor vi kan dele tanker som disse og finde ud af at man ikke står alene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *