Hvorfor skriver SEIN om kultur?
Efter en sommer med den højest målte globale gennemsnits-temperatur nogensinde er det ikke så underligt, at fokus mere og mere er på menneskers ødelæggende potentiale. Det kan derfor være svært at forstå, hvorfor vi også skal bevare fokus på det skabende potentiale. Den nyudklækkede kulturredaktør har fået til opgave af den afgående kulturredaktør at reflektere over, hvorfor det overhovedet er vigtigt at have en kulturredaktion. Hvorfor vi skal blive ved med at beskæftige os med alle de teaterforestillinger, digtsamlinger og festivaltalks, der til tider kan virke virkelighedsfjerne. Hvorfor vi skal blive ved med at fortælle historier. Svaret er (måske) at finde i én bestemt musical.
‘Hadestown’ er en musical fra 2019, der spiller i Walter Kerr Theatre i New York. Små 6.000 km og et verdenshav fra min hjemby, Aarhus. Jeg har altså aldrig rent faktisk set Hadestown i levende live. Men cast-albummet er mit mest hørte album på Spotify, jeg har læst alle de anmeldelser, jeg kunne komme i nærheden af, og jeg har set rystede optagelser taget i smug inde fra Walter Kerr Theatre’s mørke.
‘Hadestown’ er en genfortælling af den græske myte om Orfeus og Eurydike. Et ungt par, der forelsker og gifter sig, hvorefter Eurydike dør af et slangebid og bliver sendt til den græske underverden, hvor dødsguden Hades regerer. I stedet for blot at acceptere deres skæbne rejser Orfeus efter hende og forsøger at overbevise Hades om at lade hende gå. Hades indvilger, og Eurydike får lov til at rejse tilbage til de levendes verden. Dog på den betingelse at Orfeus skal gå hele vejen uden at vende sig om for at sikre sig, at hun stadig er bag ham. De er næsten nået hele vejen, da tvivlen bliver for meget. Han vender sig om, og Eurydike står ganske rigtigt bag ham, men bliver med ét suget tilbage i mørket.
Myten har eksisteret i flere tusinder af år – som vasemaleri, som barok skulptur og som opera. Og de fleste vil derfor kende slutningen allerede, inden de sætter sig til rette i teatret eller trykker play på albummet. Vi ved, at det slutter tragisk. Vi ved, at Orfeus – som den eneste levende sjæl nogensinde – formår at rejse hele vejen til underverdenen, men alligevel i allersidste sekund fejler og vender tomhændet hjem. Og alligevel bruger vi stadig tid på at høre historien igen. Og det er netop det, som musicalen ‘Hadestown’ hylder.
I musicalens første sang bliver der sunget:
”It is a sad song; it is a tragedy. But we are gonna sing it anyway… we are gonna sing it again … maybe it will turn out this time.”
Der eksisterer med andre ord en udtalt metatekstuel bevidsthed på scenen om, at de alle sammen blot er skuespillere. Skuespillere, der fortæller den samme historie otte gange om ugen (de spiller to gange om søndagen) for forskelligt publikum. Igen og igen. Med det håb om, at denne gang – måske netop denne gang – vil de unge elskere nå hele vejen op i lyset. Kærligheden vil overvinde tvivlen, og de 2.000 år gamle vaser skal males over, fordi Orfeus og Eurydike nu endelig har fået den slutning, de fortjener. Det er naivt, ja, men for mig er det også det smukke i det. Håb er kun håb, når vi også gør det på trods. Når vi gør det uanset hvad. Med idéen om, at hvis man bliver ved med at håbe, ender man på et eller andet tidspunkt med at få ret.
Så når mennesker bliver ved med at fortælle historier, gennem alle tænkelige udtryksformer, og når vi skal blive ved med at lytte til dem og engagere os i dem, så er det ikke mindst, fordi de kan repræsentere håbet. Evnen til at fortabe sig i en historie, at blive optaget af den, er noget, vi skal holde fast i. Så når vi hos SEIN skriver om kulturlivet i bred forstand, skriver vi om vores kollektive historiefortælling. Vi dyrker evnen til at blive ved med at se noget nyt i vores omgivelser. Håbet om, at det hele nok skal gå til sidst. Selv i den allermørkeste og mest pessimistiske kunst kan der gemme sig et ønske om forandring
Årstider
Et andet centralt tema i ‘Hadestown’ er årstider. Hades’ kone, Persefone, er græsk mytologis svar på jordens aksehældning: Det er hende, der får årstiderne til at skifte. Hun tilbringer vinterhalvåret i underverdenen med Hades, mens de i sommerhalvåret har et langdistanceforhold, hvor Persefone er i de levendes verden og bringer foråret og sommeren med sig. ‘Hadestown’ skildrer altså det helt fysiske i at vente på, at foråret kommer kørende med toget – tilbagevendt fra mørkets dyb.
Og nu, hvor vi lige er trådt ind i efteråret, sidder jeg og hører albummet, mens dagene bliver kortere, morgenluften bliver koldere, og de første svampe er dukket op i græsplæner rundt omkring. Og jeg bliver bare siddende og lader årstiderne ændre sig. Lader årstiderne ændre mig. Og jeg tænker, at hvis sommer virkelig skal blive til vinter og efterår til forår og vinter til sommer, og hvis tiden virkelig skal gå, så kan jeg ikke forestille mig en smukkere måde.
Orfeus udbringer i løbet af musicalen en skål.
”To the world we dream about… And the one we live in now.”
I kulturen og kunsten drømmer vi om alt det, verden kunne være. Og vi forholder os til, hvordan den ser ud nu. Begge dele er værd at gøre.
Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Frederikke Vinter Vittrup
Hvad tænker du?