Den gensidige tavshedskontrakt

Den indgås, når man et par hundrede meter i forvejen indser, at der går en, man ikke ved, hvordan skal gribes an.

Eller, ikke personen: situationen. 

Måske har man været bedste venner i sjette klasse, delt en del og mødt hinandens forældre. 

Spurgt, om man måtte spise sammen i hverdagene og sove sammen i weekenderne. Nu har man ikke talt siden man kastede karameller i niende, og dermed opstår den underlige forbindelse, hvor man ved meget, samtidig meget lidt om hinanden, og samtidig også ved, at man ikke skal snakke meget sammen fremover.

Men hvordan skal man så lige gribe det an, nu hvor de går der, mod en, hundrede meter fremme?

Det kan også være den, man sad ved siden af en tilfældig aften i byen, og det slog gnister, og man blev i branderten enige om, at verden er korrupt, mænd er idioter, og vi var bedste venner.

Man blev totalt venneforelsket og enige om, at “mødes der og der i morgen, ja for satan”, og pludselig vågner man op, man kan ikke rigtigt orke at suge relationen op fra slap, og man snakker aldrig rigtig igen. Pludselig går man og kigger på lamper på loppemarked, og de gør det samme. Hvordan griber man så den an?

Svaret er: den gensidige tavshedskontrakt.

Nøgleordet er “gensidig”; begge parter indgår den, bliver enige om ikke at anerkende hinandens tilstedeværelse, denne interne relation.

Det er det, der gør kontrakten så irrationel, åndssvag og måske endda dansk.

Uden at have talt sammen indgås den, man ser den anden stige ind i bussen og sørger så for at sætte sig i vinkel, så manden foran blokerer for øjenkontakt, så man har sit på det rene. Og skulle man støde ind i hinanden: “næh, Gud, jeg så dig slet ikke!”

Men man har set hinanden.

Man har i den grad set hinanden.

Man har set hinanden så meget, at man har brugt hele sin mentale kapacitet på ikke at se hinanden.

Manglen på kommunikation bliver kommunikationen, der binder kontrakten sammen.  

Det er den dovneste kontrakt, du kan indgå. På mange måder dén kontrakt, der sørger for, at alle bliver i deres stille bobler, at ingen kommer til skade, og at ingen kommer hinanden ved.

Det sure med det søde, det meget neutrale. 

Samtidig kræver kontrakten arbejde. Den er ikke doven.

Den kræver ens tankekraft, lægger beslag på ens øjne i nakken og totale fokus.

Hele tiden skal man have en udvej i sigte, en replik klar i munden, der kan gribe situationen: “hov, jeg gik her i min egen verden, jeg så dig slet ikke, hvordan har du det?”

Det skøre ved det hele er det ufarlige i samtalen. 

Så går man rigtigt der og kigger på brødet, når den anden kigger ned i køledisken, man sørger nænsomt for at gå over på den anden side af vejen i god tid, man tager telefonen frem, idet det fornemmes, at den anden nærmer sig.

Man bliver i butikken 2-10 sekunder ekstra og smutter ud ad døren, idet den anden er gået forbi, og man kan gå i behagelig afstand bagved det hele – lige indtil, hov, vedkommende vender sig om, eller måske bliver man fanget i en øjenkontakt eller telefonen lå uden for rækkevidde, og nu er du afsløret, og så må man tage fat, sige “hej” og “tak for sidst” og “hvordan var det på Gran Canaria?”

Det hele går hurtigt, der er jo egentlig ikke rigtig nogen, der oprindeligt magtede samtalen, og pludselig er den ovre, og hey, så var det slet ikke så farligt.

Faktisk føltes det helt godt. Du hilser fra dine venner, du når din bagkant, og du døde ikke af det.

Jeg har studset meget over den på det sidste. Jeg er lige flyttet tilbage til en by, jeg ikke har været i i et helt halvt år. 

Gaderne virker overrendte med bekendtskaber: venner, der er blevet til perifere relationer, personer, jeg har sovet med, der nu render rundt med andre personer i hænderne, gamle kollegaer, jeg har snakket mødetider, vagtbytte og alkoholpolitikker med, sidekammerater i bussen, som nu, hvor jeg ikke tager bussen længere, ikke engang kender navnet på.

Hele tiden tyer jeg til det nemme, undgåelsen:

strudsehovedet i jorden, blikket i cementen.

Det hele bunder i en frygt for det semiakavede, det ukontrollerbare, det kejtede.

En samtale, et møde, jeg ikke kender udfaldet af. Det er ikke en kaffeaftale eller en jobsamtale eller en fællesspisning eller andre møder, der står i min sociale kogebog. Jeg har ikke en opskrift på det her møde, derfor: smil, vink, skrid! 

Men åh, gid jeg kunne indgå i den samtale, dem alle sammen. Mingle, komme elegant ud af dem, sige noget smart og altid kunne træde uden for døren, gå rundt om hjørnet med mod i sindet. 

At jeg kunne hente mælk fra køledisken, selvom hende eller ham der stod der.

At jeg kunne sætte mig, hvor jeg havde lyst til i bussen, eller måske ovenikøbet kunne overhale dem på cykel. Det ville være optur. Jeg øver mig, for hey:

Det skal da ikke være så svært, og når alt kommer til alt, er jeg vel en ok person, der er ok at rende ind i. Jeg kender min besøgstid.

Haha, årh. At være et menneske, right?

Tekst: Alberte Prinds
Visuelt: Emma Kreutzfeldt 
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen