Den onde spiral
At få taget sin smerte alvorligt kan føles som en sejr. I denne tekst skriver Luna om sin kobberspiral, der sad helt forkert, og om tilliden til den prævention, der skulle beskytte hende.
Jeg marcherer tappert op til lægen for at få hjælp. Smerten kan jeg ikke længere holde ud. Jeg kan allerede mærke en skam over at føle mig utilstrækkelig for min egen krop. Jeg fortæller lægen om mine menstruationssmerter; hun nikker anerkendende og siger, at der er høj sandsynlighed for, at det er min kobberspiral, som forårsager det. Vi får lagt en tid til en undersøgelse, og jeg går derfra, som om jeg har fået dato for en domsafgørelse.
11 dage senere tropper jeg op hos lægen med min bedste veninde under armen som tiltrængt moralsk støtte. Jeg er hunderæd for at få den taget ud, da indsættelsen var helt igennem forfærdelig.
Jeg lægger mine ben op i metalbøjlerne. Jeg fryser — hvorfor har jeg også taget mine sokker af? Min bedste veninde sidder på en velplaceret plastikstol ved siden af mig; jeg klemmer hendes hånd. Den føles blød og tryg. Gynækologen tager sin ultralydsdildo op i mig for først at tjekke, hvordan spiralen sidder. Vi kigger sammen på skærmen, hvor man kan se ultralydsscanningen af min skede og livmoder. I et kort øjeblik leger jeg, at vi er her, fordi jeg er gravid, og min veninde er faren til barnet. Hun forklarer mig, hvad jeg kan se på skærmen, og bruger nogle gode, kvindelige anatomitermer, som jeg selvfølgelig har glemt nu. Der går mindre end et minut, før hun straks kan konstatere, at der er noget helt i vejen. “Jeg forstår virkelig godt, du har haft ondt — den sidder jo helt forkert,” siger min læge omsorgsfuldt. Pludselig, som jeg ligger der med mine bare fødder og benene i vejret (meget sårbar situation), kan jeg mærke et ustyrligt væld af tårer. Jeg græder; græder fordi min smerte bliver anerkendt, græder fordi jeg ikke har været hysterisk, for sensitiv eller svag. Spiralen ligner hajtænder inde i min livmoder, eller som om nogen har taget en stor bid og efterladt tandmærker. Gynækologen forklarer, at den faktisk har siddet SÅ forkert, at jeg på intet tidspunkt har været beskyttet af den! Jeg er chokeret; det samme er min veninde ved siden af mig, som ved, hvad det har betydet for mig at vide mig helt sikker. Jeg græder noget mere, imens jeg ligger på briksen. Helt overvældet med 1000 modsatrettede følelser får jeg besked på at tage 3 dybe vejrtrækninger, og på den tredje hiver hun den ud. 1, 2, 3 — den er ude. Jeg ånder lettet op: “Var det bare det?” Gynækologen holder spiralen op; min veninde siger: “Den ser virkelig også ond ud.”
Jeg gik derfra og følte mig som Nicole Kidman, der lige er blevet skilt fra Tom Cruise — let som en fjer og med en ejerskabsfornemmelse over min krop, som jeg ikke vidste, jeg havde manglet. Efterfølgende kommer mine følelser af frustration og svigt krybende. Det kan simpelthen ikke passe, at min krop skal gennemgå de her ting for at have middelmådig sex med mænd?? Jeg har som mange andre kvinder været igennem et handlingsforløb med først p-piller, så minipiller, en uønsket graviditet for så at ende ved spiralen. Den burde have været svaret, men endte som den værste løsning.
Jeg har svært ved at finde frem til, hvor jeg skal pege min frustration hen. Vi er blevet solgt kvindefrigørelse i pilleform siden 1960’erne, og jeg skal ikke underminere, hvad det har betydet for kvinder. Men der er opstået en stilstand. Mange mænd forventer eller antager, at deres kvindelige sexpartner er yderligere beskyttet, og tager derfor ikke selv spørgsmålet eller kondomet op. Det er en ansvarsfralæggelse. Jeg har taget det ansvar, siden jeg var ung teenager, og jeg er ærligt bare træt nu.
Jeg er skuffet over sundhedssystemets tilgang til prævention og negligering af kvindesygdomme. Og så står jeg tilbage med en følelse af at være blevet snydt. Snydt for min egen tryghed, snydt for beskyttelse, snydt for den sikkerhed, jeg troede, jeg havde. Hvad skal jeg så gøre nu? Der er en særlig form for magtesløshed og mistillid i at finde ud af, at man har gjort alt rigtigt — og alligevel har været ubeskyttet. Jeg tør ikke have sex uden prævention, men hvilken prævention tør jeg have sex på? Det føles magtesløst at stå et sted, hvor jeg enten indvilliger i ekstreme smerter en uge om måneden, eller at hvert samleje bliver en slags russisk baby-roulette.
Virkelig fin tekst! Så mange gode tanker, kan virkelig relatere <3