Jeg har også grædt i dag

13. december 2018

Nu skal du græde. Lad nu være at tude. Hvorfor græder du ikke? Hvorfor græder du hele tiden? Vi har allesammen et forhold til gråd og en idé om hvornår man skal græde eller lade være. Anneli reflekterer gennem animation og tekst over hvad gråden betyder for andre og hvad den betyder for hende selv.

Nogle uger græder jeg hver dag. Det lyder voldsomt. Gråden er ligesom et behov, jeg har, som om den er derinde og behøver at komme ud. Og når først jeg har grædt, er resten af dagen lidt tættere på en tåre.

Lige nu græder jeg meget, fordi jeg er forelsket. Min teori er, at jeg græder over alle ting, når jeg generelt er i kontakt med en eller anden større følelse. Det var det samme, da min venindes mor døde af kræft i foråret. Dér græd jeg over alle mulige små, mærkelige ting – både det, der havde noget med død og familie at gøre, men også alt muligt andet, der slet ikke var relateret til dødsfald. Det føltes, som om der lå et vandspejl lige under mine øjne, sådan at der næsten ikke skulle noget til, før det tippede over og løb ud. Eller som den der følelse, man kan have på kroppen, når man har feber, og alle berøringer kilder på huden og næsten gør ondt.

Jeg har altid grædt meget, så det er ikke fremmed for mig. Jeg græder i diskussioner om emner, jeg brænder for, når jeg elsker nogen, til skole-hjem-samtaler, når andre er kede af det. Og selv når jeg griner, græder jeg. Der er heller ikke særlig langt mellem grin og gråd for mig – det er samme reaktion – samme behov – med forskellige lydspor.

Det har undret mig, at andre mennesker ikke har det på samme måde, og at de negative følelser har patent på gråden. Gråden lindrer og renser – helt biologisk faktisk. Gråd udløser endorfiner og udrenser de kemiske forbindelser, der er forbundet med stress. Så det er faktisk ret passende med udtrykket ”at græde ud” eller ”få grædt ud”…

Alligevel er det kun socialt acceptabelt at græde, når man er ked af det, og oftest kun hvis man er rigtig ked af det.

Derfor er det også mega svært at forklare folk, jeg græder overfor, at jeg ikke er ked af det. Og det værste er at blive trøstet, når man ikke er ked af det. I forstår ikke, at jeg bare synes, det, jeg diskuterer, er vigtigt.

For de mennesker, jeg kender, der ikke græder så meget, er gråden til gengæld en prisværdig ting. For min ven, der er deprimeret og ikke har grædt i fem år, er det at græde en uopnåelig, men efterstræbt ting. De følelser, jeg ellers ville have grædt ud, bliver i stedet til en kugle i maven på ham og forsvinder ikke lige med det samme. Og for min veninde, hvis mor døde, kan manglen på gråd være tabubelagt og grund til skyldfølelse, fordi det er forventet, at man græder som pisket i forbindelse med sorg.

Og sådan er det altid med gråden.

Nu skal du græde. Lad nu være at tude. Hvorfor græder du ikke? Hvorfor græder du hele tiden?

Hvad tænker du?

  1. Siri siger:

    Jeg har det på præcis samme måde! Jeg græder ofte, hvis jeg bare lige har brug for at mine følelser skal løbe ned af mine kinder som tårer, eller hvis jeg har brug for at rense ud. Derfor synes jeg, det er vigtigt at pointere – som du siger, at man ikke altid er synderligt ked af det, når man græder. Og det heller ikke er nødvendigt at græde, hvis ikke man kan. Virkelig godt at bringe op på sådan en mørk torsdag 🙂

  2. Liv siger:

    Jeg kan relatere rigtig meget til din fine tekst. Lige nu græder jeg også hver dag. Det er noget jeg har lært med tiden. Som barn holdt jeg altid tårene tilbage, fordi jeg vidste, at jeg ville blive mødt med en form for forvirring og frustration. Det er ærgerligt at gråd er så tabubelagt, når det er så smukt og helbredende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *