Den søde, smukke, skønne pige, der krakelerede

Pludselig titter solen frem bag skyerne, mennesker flokkes uden for de lokale barer, og snakken flyder i gaderne, i parkerne og ved vandet. Når jeg hverken orker mennesker, men heller ikke orker at være dem foruden, går jeg gennem gaderne, sætter mig i parkerne eller lægger mig ved vandet. Jeg nyder deres selskab, deres stemmer, der svæver gennem vinden, mens jeg åbner min bog og langsomt forsvinder ind i min egen verden.

Jeg har i den seneste tid læst to bøger lige efter hinanden, og deres universer har derfor smeltet en smule sammen for mig. Jeg har læst Sød Tøs af Anna Juul og fået en mindre identitetskrise over mit eget pleaser-gen, mit københavneri og min lyst til at blive set på på en bestemt måde. Jeg har læst Skønheden af Rosalinde Mynster og følt mig taknemmelig for min opvækst, følt mig ramt i den evige kamp for skønhed. Ikke mindst i kampen for at gemme raseriet væk for at undgå at slå skår i den smukke overflade.

Sød Tøs af Anna Juul

Vi møder Anne, der endnu en gang bliver forladt af en mand, som har for travlt med sig selv og sine kortfilm, overvejer at flytte til Berlin og derfor ikke passer ind i Annes søde, men dog kedelige tilværelse. Anne tyr i sin hjertesorg til den vennegruppe, hun har fra gymnasiet, men opdager stille og roligt, hvordan disse såkaldte BFF’s hverken kender hende eller reelt interesserer sig for hende. Hun er jo bare den “søde”, der altid lytter, rummer og giver plads til andre. Søde Anne. Altid sød, aldrig på tværs, aldrig gal, aldrig noget andet end sød. Hvem er hun egentlig? Langsomt vokser der et raseri inde i hende. Tanker, hun ikke kan styre. Grimme tanker, særligt om hendes veninder, som jo elsker hende. Gør de ikke?

Problemet med adjektivet “sød” er, at det er identitetsløst og mest af alt eksisterer som en måde at holde Anne fastlåst på. Den søde pige, der passer på den gode stemning, er belejlig, rummelig og dermed mest af alt er til gavn for alle omkring hende. Lige indtil de keder sig for meget til at være kærester med hende, holde nytår med hende eller lytte, når hun vover at dele ud af sig selv.

Sød Tøs udstiller vores samfunds pleasere, der anonymt går rundt og giver plads til alle omkring dem. Anne lever med hele sit væsen op til det, der forventes af hende som den “søde pige”, men det giver hende klaustrofobi. For hvor gør man af vreden, smerten og uretfærdigheden, når enhver lille ventilation mødes af reaktioner som: “Det her er jo slet ikke dig, Anne.”

Skønheden af Rosalinde Mynster

Udbruddet bor omvendt altid i Nat, som vi møder i Skønheden af Rosalinde Mynster. Nat vokser op isoleret med sin syge mor i en verden af skønhedskonkurrencer, glitrende kjoler og drømmen om, at den ultimative skønhed kan blive Nat og hendes mors adgangsbillet til det søde liv. Sådan venter livet altid på den anden side af skønhedskonkurrencerne, hvis bare Nat forbliver den søde, bedårende smukke lille pige. Det gør hun bare ikke.

Hun vokser ud af de fine kjoler, får bumser i ansigtet og hår på benene. Lige fra Nat er helt lille, får hun sådanne udbrud, at hun skriger, løber væk eller klamrer sig voldsomt til sin mors ben. Denne adfærd står altid i kontrast til hendes skønhed. Bumserne i hendes ansigt, udbruddene af skrig og postyr slår skår i den gave, hun generøst er blevet givet: hendes skønhed.

Men lige meget hvor meget hun skrubber sit ansigt, vil bumserne ikke forsvinde. Lige meget hvor stramt hun binder forbindingen om sin mave, bliver maven aldrig flad. Lige meget hvor meget hun prøver, vil raseriet ud.

At være grim i enhver forstand

Jeg tænker på et citat af den engelske artist FKA Twigs. I et interview med Politiken bliver hun spurgt, hvilke artister der rører hende, og hun fortæller:

Hun giver eksempler på kvindelige artister, som PJ Harvey og Patti Smith, der har afvist presset og den indoktrinering, de har været udsat for, om at skulle være perfekte. Det er alle kvinder, der er naturligt smukke, talentfulde og fantastiske, men som på et tidspunkt valgte at sætte følelsen højere end æstetik, forventninger og samfundets pres.

Skønhedens porøse overflade

Jeg tænker på Anne og Nat. Jeg tænker på de kvinder, der holder fast i sig selv i frygten for at miste skønheden; deres vigtigste valuta. På hvordan vreden ulmer under Annes overflade og til sidst bobler over. Jeg tænker på Nats krop, der slår skår i den lille porcelænspige, der er pyntet med glimmer, tyl og uskyldighed. Jeg tænker på, hvordan grimheden fylder dem med skam og knuser skønhedens porøse overflade.

I de to romaner er grimheden uundgåelig. Ligegyldigt hvor meget terapi, make-up og slankekure man kaster efter den, finder grimheden vejen frem. Den kommer ikke stille. Den kommer med en sådan styrke, at den afskrækker alle omkring og måske er det netop derfor, FKA Twigs finder grimheden så stærk og frigørende.

Tekst: Anna Hedvig Larsen
Visuelt: Mathilde Kiel
Redaktør: Laura Rye Bislev