Der var et lukket land, det stod med brede bøge

11. marts 2022

For ikke så lang tid siden åbnede København sig igen. Og jeg skulle sige farvel til en tid, hvor jeg ellers havde kunnet gå alene hjem ad Nørrebrogade klokken 23 i stilhed. Det fik mig til at overveje, hvad det gør ved byen og bymenneskets sindstilstand for en tid at have levet stille? Hvad gør det ved os, at barerne igen kan holde åbent til sent?

Det første forår landet lukkede, var det som om bøgen blomstrede to gange.

Det andet efterår landet åbnede, skiftede bladene farve, uden nogen opdagede det.

Det var jo som for 20 år siden. Vi kunne sove i stilhed i vores lejlighed på Sankt Hans Torv. Der var ingen, der festede til klokken 3 ovenpå. Jeg kunne vågne midt om natten og høre ingenting. Der var stille, så vi kunne bo i lejligheden.

Eva holdt af tiden, da landet lukkede ned. Hun oplevede det hverken som fængslende eller ensomt, men som en frihed og en opblomstring for bydelen, hun havde boet i gennem de sidste 20 år. Men denne tid er ved at få sin ende, og byen er begyndt at åbne sig sammen med resten af landet. Det får mig til at tænke på, hvad det gør ved mennesker, når bilerne igen begynder at køre, og barerne kan holde åbent til sent? Hvad gør det ved bymenneskets sindstilstand for en tid at have levet stille?

Sankt Hans Torv ligner egentlig sig selv. Vi står på hjørnet af Elmegade og Guldbergsgade, Eva og jeg. Det er uvant at stå stille på et sted, hvor alt er i bevægelse. Der er cykler i krydset og mennesker på fortovet. De er alle sammen på vej hjem eller ud. Der er ikke så meget tilbage af solen. Himlen er hvid, og gaden spejler sig under den. En håndværker med maling på hænderne træder hårdt i pedalerne og slingrer uden om en lastbil. En bildør åbner ud til gaden. Lastbilen standser. Et barn vågner i en klapvogn. Latter. En ung kvinde spilder kaffe på sin hånd, mens hun cykler. Men da landet lukkede, stod alt det stille, og Eva oplevede et øjeblik at bo i en anden by: Der var ingen på gaden, ingen larm, fortæller hun.

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

En anden form for storby

Hvis filosoffen Georg Simmel havde gået rundt i gaderne i København på daværende tidspunkt, ville han nok have set en noget anderledes storby. Simmel, som beskriver bylivet som hurtige og skiftende indtryk, der er svære at forholde sig til som individ, ville nok have undret sig over byens forandring. På en formiddag ville alle fortovscaféerne på Elmegade være lukkede. Lyset ville være slukket og dørene ville være låst i boghandlen, smykkebutikken og skohandlen. En far ville gå langsomt med sine børn nedad Sølvgade og ind i Kongens Have ved 12-tiden. Og der ville være ingen på steder, hvor der normalt altid er nogen; på Strøget, i Nyhavn og foran D’Angleterre. Den ellers tilstedeværende puls fra biler og hæle mod asfalt ville være væk som på en tidlig søndag morgen. Men det er svært at genkalde sig en tid, der er væk, og Simmel er desværre født mere end 150 år for sent til at kunne have oplevet det. Nedlukningen og den efterfølgende genåbning har dog ikke kun haft indflydelse på byens udtryk og støjniveau, men også på de mennesker, der bor her.

Det ikke at føle at det er tabt liv

Lidt længere nede af Nørrebrogade, tæt på runddelen og de gule murer, der holder om Assistens Kirkegård, står Laura i lyskrydset og venter. Det regner, og blade har sat sig fast under hendes støvler. Hun er på vej hjem og drejer nedad en sidegade tæt på Nørrebro station. Hun går opad alle trapperne til anden sal. Lyset går ud på første. Hun tænder det ved sin underbo, som hun plejer. Da hun kommer indenfor, hænger hun sin regnjakke på knagerækken i gangen og ser sig selv i spejlet. Hun har fået røde kinder og vådt hår. Det klæber til hendes ansigt. Hun går ud i køkkenet og hælder lunkent vand ud af elkedlen. Så hælder hun nyt vand i og sætter den over. Hun sætter sig på køkkenbordet og venter. I den lille lejlighed, hun rejste væk fra, da landet lukkede ned. Hun tænker på haven i Silkeborg, på sine forældre, og at hun savner dem, at bo hos dem. Dengang var byen blevet fire vægge, der talte til hende, og en forsamling af en masse mennesker, der levede hver deres lukkede liv. Store brede munde havde formet sig i det hvide savsmuldstapet, og hun var taget hjem til Silkeborg.

Men det var dejligt, da landet lukkede. Hun syntes faktisk, at det var rigtig rart, at verden blev sat på pause. Så hun også kunne pause. På fredagene, hvor hun kunne ligge derhjemme i sin seng. Så var det dejligt at vide, at ingen var ude, og ingen kunne noget. Så hun kunne helt legitimt blive i sin seng uden at skulle forklare sig.

Hun ser ud på regnen. Det er lidt ligesom, når det er pissedårligt vejr. Hun elsker de dage, hvor det er virkelig dårligt vejr. Det er de bedste dage. Når hun kan være inde, velvidende at der ikke er særlig mange ude. Det er en følelse af ikke at føle sig ensom, ikke at føle FOMO. Ikke at føle, at det er tabt liv, og at hun spilder sin tid.

Dengang, da alt var lukket, kunne hun nyde den isolation, som hun altid har kunne lide at praktisere. Hendes alenetid blev lige pludselig kollektiv. Alle havde alenetid. Og hun kunne spejle sig selv og sit behov i alle andre, der også var hjemme.

Nu begynder kapløbet

Hun ser på sin telefon. En veninde har skrevet og spurgt, om de skal drikke en øl. Det er jo også rart. Det er jo fint, at tingene åbner op. Hun synes også, at det kan være rart at komme ud i byen, drikke øl og være et ungt menneske, med hvad det nu indebærer. Det er jo også sjovt. Det er det. Men hun kan godt mærke en lille smule hjertebanken ved tanken om, at nu begynder ræset igen. Nu begynder kapløbet.

Det er, når hun står af på hovedbanegården, at hun mærker det. Sit hjerte, der banker. Når hun vender tilbage til byen. Det er der, hun bliver ængstelig og selvbevidst. Når hun tænker over den historie, hun fortæller udadtil. Når hun går forbi ruderne på vejen hjem og ser sin spejling, så tænker hun på sin historie. Hvilket studiejob hun har eller ikke har. Hvilke frihedsinteresser har hun, hvilke fællesskaber er hun en del af?  Har hun nok venner? Har hun et netværk, hun er glad for? Får hun en kæreste nogensinde? Får hun børn? Skal hun have børn? Kan hun få børn? Skal det være snart? Det skal det vel, det er inden for fem år. Så er hun 30, så skal det til at være. Fem år det er ikke lang tid til at leve et liv, hun ikke føler, hun er særlig god til at leve, sådan puuuuuh. Sådan puhaaa, hun bliver helt forpustet.

Elkedlen klikker. Så når det hele lukker op, så starter kapløbet igen. Det gør det bare. Hun hælder vandet ned i sin kop ovenpå tebrevet og sætter sig ind på sit værelse.

Teksten er et perspektiv på, hvordan genåbningen og nedlukningen af byen kan opleves? Men hvad er din oplevelse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN