Det betyder så meget, at nogen husker, hvad man laver

Vi ville jo egentlig ikke bo sammen, siger Mina.

Hvorfor ikke?

Fordi vi var bange for, at det skulle ødelægge vores venskab. Man har jo hørt så mange historier, hvor det er sket, siger Boy.

Men hvorfor valgte I så at flytte sammen alligevel?

Fordi vi hele tiden var sammen og gik og planlagde, hvordan vi skulle skiftes til at sove hos hinanden, når vi flyttede hjemmefra. Så ville det alligevel være lettere bare at bo sammen, fortæller de.

Mina og Boy er lige kommet hjem fra tre dage i Stockholm. Mina har spillet der med sit band og været til forskellige møder. Boy er med til at filme og dokumentere Minas første tid i musikbranchen. Og så er det jo en bonus, at vi deler nogle af de oplevelser og har det sjovt samtidig, siger Mina og smiler.

Mina Okabe er en spirende stemme på den danske musikscene med sange som Every Second og Walk Away, der har flere millioner lytninger på Spotify. Gennem sommeren har hun spillet på Roskildes Countdown Scene og flere andre scener rundt om i landet, men hun er også bare Mina, der snart fylder 22 og lige er flyttet hjemmefra med Boy.

Boy Ewald er ligesom Mina spirende, bare indenfor skuespil. Hun har indenfor de senere år gået på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og medvirket i flere forskellige filmprojekter som filmen katastrofer (2021) og serien Håber du kom godt hjem (2022). I år har hun søgt ind på forskellige skuespilskoler og kommet ind på William Esper Studio, der ligger i New York.

Både Boy og Mina bevæger sig i mange forskellige kunstneriske retninger, men spørgsmålet er, hvordan de vedligeholder deres venskab samtidig?

Vi står inde på Boys værelse og ser rundt, mens vi taler. Væggene er orange.

Som en appelsin, siger jeg.

Ja, siger Mina, det føles som at stå inde i en varm appelsin.

Det sagde jeg også til Mina, da vi skulle flytte sammen, siger Boy, at hun skulle vide, at jeg ville have en crazy farve på væggen.

Det havde jeg det fint med, siger Mina, nu overvejer vi at male gangen i en farve. Måske grøn, så det passer til Boys værelse. Som en stilk til appelsinen.

Hvordan går det med at bo sammen?, spørger jeg.
Det går godt, siger Boy. Vi er ikke blevet uvenner endnu, men vi har selvfølgelig også kun boet sammen i fire måneder.

Der var lige noget med at vaske tallerknerne af, inden vi satte dem i opvaskemaskinen, griner Mina, men det sagde jeg bare til Boy, at det var jeg vant til at gøre. Og det gik jo fint med at sige det, så det handler nok bare om at kommunikere, og det er vi heldigvis gode til.

Og interessere sig for hinanden. Og lytte, tilføjer Boy.
Mina er rigtig god til at huske på alle mine castings, og hvad de handler om, spørge ind til dem. Og sidde og lytte til mine tanker, når jeg får et afslag. Som da jeg søgte skuespilskoler i vinter, der var Mina rigtig god til bare at sidde og lytte og være med mig, da jeg for eksempel ikke kom ind på den danske scenekunstskole. Det betyder så meget, at nogen husker, hvad man laver, og spørger ind og følger med i hverdagen.

Og prioritering, siger Mina. At man prioriterer hinanden. Det er Boy også rigtig god til, at prioritere mig og støtte mig.

Boy griner. Jeg jokede også med min kæreste i starten, da vi kom sammen, og sagde, at Mina altså var min førsteprioritet. Men nu er de jo også blevet venner, og så hænger vi ofte ud alle tre, når vi er i lejligheden.

Jeg tænker, når I følger hinandens drømme så tæt, er der så nogle gange, I har oplevet, at det går godt for den ene, mens det er svært for den anden?

Det er da helt sikkert sket, men vi bliver aldrig jaloux. For der er stor nok forskel på det, vi laver til, at vi ikke rigtig kan sammenligne os.

Altså jeg græd helt vildt, da jeg så Mina spille i Vega første gang, men det var jo bare af glæde, siger Boy.

Og jeg fik tårer i øjnene, griner Mina, da jeg sad til en filmfestival og både kunne se op på lærredet og på sædet ved siden af mig og se Boy.

Det lyder jo alt sammen lidt cheesy. Det er jo ikke, fordi vi aldrig har svære perioder. Det var for eksempel svært, da jeg var på højskole, og vi var langt fra hinanden, siger Boy.

Men det lærte vi også bare rigtig meget af, at det var svært og igen bare det med at øve sig i at kommunikere, siger Mina.

Ja, og nok også at lade hinanden vokse og prøve ting af uden at dømme hinanden. Både kunstneriske ting, men også fjollede små ting som at tage hvid mascara på i dag, og Mina så bare synes det er fedt, siger Boy.

Ja det er nok bare det med at vokse op, men sammen, afslutter Mina.

Måske om nogle år vil vi kunne følge Minas kunstneriske udvikling gennem Boys kamera, men indtil videre er det bare de to, der følger hinanden tæt, og det er måske meget godt; Så de kan vokse ved siden af hinanden i både drømme og venskab.