Det, du gjorde ved min krop

15. februar 2019

På Camillas computer ligger en tekst, hun skrev for mere end halvandet år siden. I den forsøger hun at navigere i sit følelsesmylder efter i lang tid at have benægtet dét, hun oplevede. Det handler om at tvivle på retten til at være ked af det, om at bebrejde sig selv og om det spørgsmål, hun alligevel gerne ville stille til ham, der ikke vidste, hvad han gjorde.

Collage af Thit Thyrring

Når jeg sidder i S-toget et sted mellem Hovedbanegården og Dybbølsbro Station. Når jeg fanger et glimt af mit spejlbillede i butiksruden på en sidegade i Indre København. Når jeg ligger i mørket klokken 00.14 og lytter efter mit eget hjerteslag. Dér udspiller der sig en monolog i mit hoved. Jeg kan mærke ordene. Vibrationerne, der starter fra min hals, formes af mine læber og forsvinder ud i verden – et sted, hvor jeg aldrig vil kunne tage dem tilbage igen. Ved du egentlig, hvad dét, du gjorde ved min krop, gjorde ved mig?

Jeg tror, at jeg kender svaret. Jeg ved godt, at du ikke har nogen anelse. Jeg ved godt, at du nok aldrig lagde mærke til, at noget var galt. Og jeg ved godt, at det ikke var din mening at gøre mig fortræd.

Gør det mig til et dårligt menneske, at en del af mig alligevel gerne vil fortælle dig det? At mine fingre allerhelst ville skrive det hele ned og sende det afsted med posten? At mine ben så gerne ville bære mig hen til din dør, så jeg kunne banke på? At det ofte føles, som om min krop fortrænger noget, jeg ikke kan identificere, hvad er, men som er både lydløst og øredøvende på samme tid – og som måske vil være henvist til at bo der for evigt?

Hvordan kan jeg i virkeligheden bebrejde dig for noget, som tog mig selv næsten to år at indse? Der kan ske meget skade på to år, men den værste af slagsen – tør jeg godt påstå nu – er den, der sker, når man fortæller sig selv, at man ikke kan tillade sig at have det skidt over det, man har det skidt over. Og når man fortæller sig selv, at det var ens egen skyld.

Jeg har hugget statuer ud af dine ord og minderne om det, du gjorde. De står på min indre kaminhylde som vidnesbyrd om, hvordan min krop blev gjort til en fremmed. En fremmed, jeg i lang tid ikke kunne genkende, men samtidig ikke slippe væk fra. Ordbogen kalder det et overgreb, men det var også et indgreb. Og hvad er så værst?

Jeg har hugget statuer ud af dine ord og minderne om det, du gjorde.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er vred på dig. Måske er jeg vred på mig selv. Eller også er jeg slet ikke vred, men mere ked af det. Ked af det på grund af dig og ked af det på grund af mig. Ikke fordi jeg tror, det var min skyld. Ikke mere. Men ked af, at det skulle tage mig så længe at indse, at alt den selvafsky og ligegyldighed, der voksede ud af oplevelsen, ikke var berettiget. Ked af alle de tårer, der er kravlet ned over mine kinder og endt på dit badeværelsesgulv. Ked af, at jeg stadig kan blive ked af det. Ked af, at jeg kan vide alt dette og alligevel blive i tvivl, om jeg har ret til at være ked af det.

Men måske mest af alt ked af at leve i et samfund, hvor mennesker overskrider grænser uden at vide det, og hvor dem, som det går ud over, fortrænger og benægter og retter skylden mod dem selv.

Hvad tænker du?

  1. Anton siger:

    Virkelig rørende og på samme tid tankevækkende tekst. Tak for at dele den med os, Camilla. Vild oplevelse at læse – det er stof til eftertanke.

  2. Julie siger:

    Utrolig flot tekst med så vigtigt et emne. Virkelig flot!

  3. CamillaKlarskov siger:

    Mange tak for din kommentar, Anton! Den sætter jeg pris på🌟

  4. CamillaKlarskov siger:

    Tusind tak, Julie!

  5. Anonym siger:

    Tusind tak fordi du skriver om dette emne og at du deler din oplevelse med mig. Det synes jeg er meget modigt!
    Jeg var udsat for en lignende oplevelse for nogle måneder siden, og jeg har virkelig haft brug for, at nogen forstår de tanker, overgrebet sætter igang.
    Det er utrolig svært at gå rundt med de følelser alene, men din tekst giver mig en tryghed i at jeg, desværre, ikke er alene om dem.

  6. CamillaKlarskov siger:

    Kære du. Mange tak for din kommentar. Jeg værdsætter dine ord højt, selvom det gør mig ondt, at du kan genkende følelserne. Jeg synes dog, at du er stærk, at du allerede kan og tør stå ved dem – det er du i din fulde ret til, og du er ikke alene! Jeg sender dig et stort, virtuelt kram <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *