Det, du gjorde ved min krop

Når jeg sidder i S-toget et sted mellem Hovedbanegården og Dybbølsbro Station. Når jeg fanger et glimt af mit spejlbillede i butiksruden på en sidegade i Indre København. Når jeg ligger i mørket klokken 00.14 og lytter efter mit eget hjerteslag. Dér udspiller der sig en monolog i mit hoved. Jeg kan mærke ordene. Vibrationerne, der starter fra min hals, formes af mine læber og forsvinder ud i verden – et sted, hvor jeg aldrig vil kunne tage dem tilbage igen. Ved du egentlig, hvad dét, du gjorde ved min krop, gjorde ved mig?

Jeg tror, at jeg kender svaret. Jeg ved godt, at du ikke har nogen anelse. Jeg ved godt, at du nok aldrig lagde mærke til, at noget var galt. Og jeg ved godt, at det ikke var din mening at gøre mig fortræd.

Gør det mig til et dårligt menneske, at en del af mig alligevel gerne vil fortælle dig det? At mine fingre allerhelst ville skrive det hele ned og sende det afsted med posten? At mine ben så gerne ville bære mig hen til din dør, så jeg kunne banke på? At det ofte føles, som om min krop fortrænger noget, jeg ikke kan identificere, hvad er, men som er både lydløst og øredøvende på samme tid – og som måske vil være henvist til at bo der for evigt?

Hvordan kan jeg i virkeligheden bebrejde dig for noget, som tog mig selv næsten to år at indse? Der kan ske meget skade på to år, men den værste af slagsen – tør jeg godt påstå nu – er den, der sker, når man fortæller sig selv, at man ikke kan tillade sig at have det skidt over det, man har det skidt over. Og når man fortæller sig selv, at det var ens egen skyld.

Jeg har hugget statuer ud af dine ord og minderne om det, du gjorde. De står på min indre kaminhylde som vidnesbyrd om, hvordan min krop blev gjort til en fremmed. En fremmed, jeg i lang tid ikke kunne genkende, men samtidig ikke slippe væk fra. Ordbogen kalder det et overgreb, men det var også et indgreb. Og hvad er så værst?

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er vred på dig. Måske er jeg vred på mig selv. Eller også er jeg slet ikke vred, men mere ked af det. Ked af det på grund af dig og ked af det på grund af mig. Ikke fordi jeg tror, det var min skyld. Ikke mere. Men ked af, at det skulle tage mig så længe at indse, at alt den selvafsky og ligegyldighed, der voksede ud af oplevelsen, ikke var berettiget. Ked af alle de tårer, der er kravlet ned over mine kinder og endt på dit badeværelsesgulv. Ked af, at jeg stadig kan blive ked af det. Ked af, at jeg kan vide alt dette og alligevel blive i tvivl, om jeg har ret til at være ked af det.

Men måske mest af alt ked af at leve i et samfund, hvor mennesker overskrider grænser uden at vide det, og hvor dem, som det går ud over, fortrænger og benægter og retter skylden mod dem selv.