Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt?

10. april 2020

Hvordan kommer man bedst igennem denne corona-tid uden at gå helt ned med flaget? Er alt nedgang og elende, eller er der også noget at glædes over i en tilsyneladende glædesløs tid? I dette indlæg reflekterer Michael over at finde den svære balancegang mellem pessimisme og optimisme.

Animation af Maria Arevad

I denne historiske sundhedskrise vi alle er vidne til lige nu med COVID-19, kan det være svært at holde hovedet koldt. Svært fordi det for mange er første gang de oplever en pandemi af en så omfattende karakter at det har haft medført nedlukning af store dele af samfundet. Svært fordi den hverdag vi kender, er blevet sat på standby på uvis tid. Og først og fremmest fordi det er en ny type af virus som sundhedseksperterne ikke på forhånd vidste noget om. I dag er vi klogere end i januar, hvor det blev vurderet at der var en “meget lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark”, men stadig ikke nok, og mange af de ubesvarede spørgsmål vi står med, fører både til frustration og fortvivlelse.

Udover de åbenlyse diskussioner om det fysiske helbred er der også det mentale helbred: Hvordan kommer man bedst igennem denne tid uden at gå helt ned med flaget? Egentlig ville jeg have skrevet en tekst om netop dét, om hvordan man håndterer corona-angst, men da jeg hurtigt begyndte selv at kæmpe en selv med det (søvnbesvær, træthed og apati), erfarede jeg at det nok snarere var mig der havde brug for at læse sådan én end at det var mig der skulle skrive den. De fleste dage starter med et lyst og optimistisk sind, og gradvist og i løbet af dagen kommer den sortseer der er inde i mig og ikke vil dø, ud. Så er jeg ikke rar at være i rum med (jeg bor så også alene – så der er ikke engang nogen der har fornøjelsen af mit selskab bare omkring halvdelen af dagen). Men jeg, der altså for tiden ofte oplever at gå fra det ene humør til det andet, har under karantænen forsøgt at sætte tankerne i system når de meldte sig: Hvilke nyheder og historier er brændstof for pessimisten, og hvilke er for positivisten?

Hvordan kommer man bedst igennem denne tid uden at gå helt ned med flaget?

En velkendt – men også fortærsket, fladtrådt og død metafor (tilgiv mig for at tage så stor en sproglig kliché i brug – coronakrisen har ikke gjort mig mere sprogligt opfindsom end ellers, snarere tværtimod) – beskriver forskellen mellem pessimister og positivister så alle kan være med: den der ser glasset som halvt tomt, og den der ser det som halvt fuldt. Hvis du ikke ved hvilket glas jeg taler om fordi du ikke har et stående foran dig, så kan jeg godt forstå det – det forlyder at vi drikker for meget i karantænetiden, og måske har du netop prøvet at lægge den last på hylden. Men så må du forestille dig et glas i stedet. 

For at følge den gode, uskrevne regel om at starte med den dårlige nyhed og slutte med den gode vil jeg også starte i det pessimistiske hjørne og ende i det positive. 

Set fra et internationalt synspunkt er der meget at være pessmistisk omkring: Mennesker dør stadig overalt i verden (i så stort et omfang at lighusene i de lande der er hårdest ramt, ikke kan følge med), og rekorder over dagligt antal døde bliver slået dag for dag. Flere nationer står over for økonomiske kriser, virksomheder ser sig nødsaget til at fyre deres medarbejdere, ledigheden når historiske højder. Al den elende der er omkring os lige nu, og som man ikke kan undgå at få øje på hver gang man åbner en avis, tænder for sin computer eller ser fjernsyn, skal man være overordentligt følelseskold for at være upåvirket af. Der findes mennesker der ikke tror at der kommer et efter. At den verden vi lever i nu, er det vi kommer til at befinde os i, er eksistensens nye vilkår, krisens vilkår. Og andre mener at coronavirussen er Guds straf for menneskernes ulydighed hvilket jo er svært at be- eller afkræfte selvom jeg, der ikke er fatalist, hælder til det sidste. 

Jamen, er der da slet ikke noget at glædes over og være positiv omkring? Jo, det er der selvfølgelig, og heldigvis for det

Jamen, er der da slet ikke noget at glædes over og være positiv omkring? Jo, det er der selvfølgelig, og heldigvis for det: I Wuhan, det oprindelige epicenter for coronavirussen, er sygdommen angiveligt nu under kontrol, og kineserne er langsomt ved at vende tilbage til hverdagen. I Danmark er tallene med antallet af indlagte og døde stabile, og vi ser ikke en eksponentiel stigning som i andre lande. Sundhedssystemet kan følge med. “Samfundssind” er et ord der er kommet på alles læber, og som alle praktiserer mere end nogensinde. De fleste folk følger myndighedernes påbud og anvisninger og bliver enten hjemme eller holder afstand hvis de går ud. Frivillige køber ind for muligt smittede, smittede, ældre eller andre udsatte grupper der isolerer sig hjemme. Der arrangeres fællessang over hele landet, gennem fjernsynsskærmen eller vinduet, sammen og hver for sig (jeg har for eksempel taget mig selv i næsten at fælde en tåre til en video fra en østerbrosk ejendom der synger Tim Christensens “Love Is a Matter of Distance”). Folk holder ved og ud.

Dét lyder jo ikke dårligt. I skrivende stund tales der da også om grund til at være “forsigtig optimist”. Statsministeren annoncerede på sit pressemøde mandag 30. marts at kurven med antallet af smittede går i den rigtige retning, og at der er tegn på at den langsomt flader ud. Hvis tallene fortsætter i samme retning, og hvis vi fortsætter med at holde afstand og følge de retningslinjer der allerede er, vil Danmark så småt begynde at åbne op igen efter påsken. Det var positivt og godt nyt: et lille lys at skimte for enden af tunnellen, et lille håb at klamre sig til. Og uden håb og fremtidsperspektiver har vi ingenting at kæmpe for. I mandags blev vi endnu klogere: Genåbningen er et faktum, og fra d. 15. april bliver samfundet lukket op for børnene i daginstitutionerne og skolerne og for afgangseleverne på gymnasierne. Hvad det kommer til at få af betydning for smittepresset, og for hvad eller hvem der åbnes op næste gang, vil tiden vise. En ting er dog sikker: Den gradvise åbning kommer ikke betingelsesløst, og er vi generelt for positivistiske og begynder at tænke at vi kan mødes som før igen allerede, vil de tiltag der er sat i værk, være spildt, og smitten vil begynde at stige igen og måske komme ud af kontrol. 

Det er let nok at være pessimist i disse tider, men der er også flere og flere grunde til at være det modsatte, i hvert fald i en moderat grad.

Det er let nok at være pessimist i disse tider, men der er også flere og flere grunde til at være det modsatte, i hvert fald i en moderat grad. For som Svend Brinkmann formulerede det for nogle uger siden, så tindrende klart at jeg ikke vil forsøge at gøre ham kunsten efter, men i stedet blot give ordet videre til ham: “Problemet er, at hvis vi kun forsøger at se glasset som halvt fuldt, risikerer vi at bagatellisere det, der reelt stadig kan blive meget værre, og vores adfærd kan så i sig selv skubbe i den retning. Men hvis vi kun ser det som halvt tomt, så mister vi modet”. Det handler derfor om at finde den gyldne mellemvej. Hvilket jo lyder så flot at skrive, men kan være sværere at praktisere. Ikke desto mindre vil jeg prøve at se glasset som halvt fuldt det meste af tiden – også selvom det ikke alle dage er lige let. Ikke for at være blind over for de reelle massive problemer der stadig findes rundt omkring i verden – dem skal vi hverken ignorere eller fortrænge – men fordi troen på at der også findes et sted på den anden side af coronakrisen holder os væk fra den sump af mod- og meningsløshed vi ellers vil havne i.

Hvad tænker du?

  1. Simone Junker siger:

    Virkelig fin tekst. Tror det er det mange af os går og tænker over lige nu, og det dilemma bli’r der virkelig sat godt ord på her!!
    Vh Simone

    1. Michael F. siger:

      Tak Simone, det glæder mig at høre!

  2. Helene Kemp siger:

    Tak for indlægget, det er så velskrevet 🙂

    1. Michael F. siger:

      <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN