Det er ikke deres fremtid – det er vores!
D. 9. januar tog Rasmus til ’Ungdommens konference om naturkrisen’, der løb af stablen i Folketingets fællessal og var arrangeret af Verdensnaturfonden, Miljø- og Fødevareministeriet og De Unge Biodiversitetsambassadører. Rundt til oplæg, interviews, løsningsorienterede forslag og en masse kritiske spørgsmål følger vi Rasmus, der nysgerrigt graver ned i, hvad forskellen på naturkrisen og klimakrisen er, og hvad De Unge Biodiversitetsambassadører kæmper for at gøre politikerne (og resten af os) opmærksomme på.
Torsdag d. 9. januar træder jeg ind under Thorvald Jørgensens respektindgydende lysekroner i Folketingets fællessal. Fællessalen danner i dagens anledning rammerne for ‘Ungdommens konference om naturkrisen’, der er arrangeret i et samarbejde mellem Verdensnaturfonden, Miljø- og Fødevareministeriet og en stor gruppe af unge ildsjæle, der kalder sig De Unge Biodiversitetsambassadører. Til konferencen mødes unge fra hele landet for at udvikle mål og løsninger, der skal bidrage til det politiske arbejde frem mod det internationale topmøde, CBD COP15, i Kina til oktober. Der er nemlig hårdt brug for en samlet global indsats på natur- og biodiversitetsområdet, for det går mildest talt rigtig, rigtig dårligt. Præcist hvor dårligt det går, stod først rigtig klart for mig cirka 20 minutter inde i konferencen under et hårrejsende oplæg fra Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet og chef for Center for Makroøkologi ved Københavns Universitet. Uden at gøre denne artikel alt for lang vil jeg bare sige, at ordet masseudryddelse blev nævnt.
“Abrikostræerne findes”, skrev Inger Christensen i 1981. Under konferencen tænker jeg for mig selv, at hvis digtet var skrevet i dag, ville man blive nødt til at tilføje ordet “endnu”.
Carsten Rahbek fortæller, at han har brugt de sidste ti år på at advare politikere om udviklingen, men at der stort set ikke er sket noget. “Måske fordi det ikke er deres fremtid, det handler om”, siger han, “det er jeres”. Jeg fanger ham efter hans oplæg og spørger, hvad han håber på, at ungdommen kan opnå, når han endnu ikke selv har haft held med at få politikerne til at yde den tilstrækkelige indsats. “Hvis vi tager Greta Thunberg, så hørte jeg til dem, der som mange andre i min generation først tænkte, at det var da meget sjovt, men at det måske heller ikke var den helt rigtige måde at håndtere det på”, siger han og fortsætter: “Men i takt med at det er blevet til en bevægelse, sådan så det ikke handler om hende, så kan jeg se, at det rykker noget, og jeg er blevet kæmpe fan. Og jeg tror også, at hvis ungdommen har en holdning, så betyder den noget for politikerne. Især hvis ungdommen begynder at melde ud, at de vil noget på det her område, så bliver der lyttet til dem, for de er jo den fremtidige generation af vælgere, og det tror jeg, der bliver lyttet meget til i de politiske partier. Et af problemerne for biodiversitetskrisen er, at den i Danmark ikke har været særligt højt oppe på den politiske dagsorden, fordi der ikke er særligt mange vælgere, der har interesseret sig for den, og der tror jeg, at hvis unge begynder at snakke om, at det er vigtigt, så tror jeg, at de er med til at sætte den politiske dagsorden. Politikere gør jo ikke noget, hvis det ikke er, fordi deres vælgere kræver det”.
“Abrikostræerne findes”, skrev Inger Christensen i 1981. Under konferencen tænker jeg for mig selv, at hvis digtet var skrevet i dag, ville man blive nødt til at tilføje ordet “endnu”.
Imens jeg har talt med Carsten Rahbek, er konferencens deltagere gået sammen i grupper fordelt under emnerne ‘Formidling og undervisning’, ‘Klima’, ‘Naturforvaltning’, ‘Naturressourcer og fødevarer’, ‘Uddannelse og forskning’, ‘Økonomi og finansiering’. I de grupper skal de i de næste 40 minutter forsøge at identificere den allermest presserende udfordring i forbindelse med det pågældende emne. Imens grupperne arbejder, snakker jeg med konferencens tre værter: Alberte, der læser naturressourcer, Tine, der studerer klimaforandringer, og Joshua, der læser biologi. Jeg starter med at spørge dem, på hvilke måder naturkrisen og klimakrisen adskiller sig fra hinanden, og på hvilke måder de er forbundet, og Joshua forklarer det med en yderst poetisk metafor: “Jeg har før hørt det forklaret sådan, at klimakrisen handler om at beskytte selve huset – kloden – hvilket jo er godt, men hvis alt det, der lever inde i huset, er væk, hvad er huset så værd? Naturkrisen handler om al den natur og den biodiversitet og de arter, der lever inde i huset. Kloden skal nok blive ved med at være her, men hvis naturen forsvinder, så kommer den ikke igen”, siger han, og de andre to nikker. “De hænger så sammen på den måde, at biodiversiteten og økosystemerne er med til at vedligeholde og regulere klimaet”, supplerer Tine, og Alberte tilføjer, at naturkrisen, eller biodiversitetskrisen, som den også kaldes, i mange henseender er langt værre for mennesker, da det er naturen, der udgør vores levebrød – det vil sige det vand, vi drikker, og den mad, vi spiser. “Der hvor man særligt skal være opmærksom på forskellen på de to kriser, er, når man taler om løsningerne, fordi nogle løsninger på klimakrisen vil forværre biodiversitetskrisen. Et eksempel kunne være, hvis man vil nedsætte udledningen af CO2 ved at nedsætte forbruget af kul og derfor planter en masse afgrøder for at lave biobrændsel. Det ville være enormt dårligt for biodiversiteten, fordi man ville fjerne urørt natur med forskellige økosystemer og forskellige arter for i stedet at have nogle opdyrkede områder med meget lille biodiversitet”, siger Tine.
Da jeg spørger, hvad de ville vælge at få gennemført for at afhjælpe biodiversitetskrisen, hvis de kunne få gennemført én enkelt ting lige med det samme, er det da også urørt skov, der står højest på ønskelisten: “Jeg synes, forslaget om at oprette naturzoner er enormt godt. I Danmark er der bestemte zoner, hvor der må være landbrug, og nogle andre, hvor der må være byer, men der er ikke nogen regler for, hvor der skal være natur. Hvis man for eksempel sagde, at 20 procent af Danmark skal være urørt natur, og der må mennesker ikke gøre noget som helst for at regulere, så ville det være enormt effektivt”, siger Alberte, og de to andre virker enige. Det er med andre ord triste udsigter for alle, der som digter Emil Bønnelycke måtte ønske sig en fuldstændigt tæmmet og industrialiseret verden, hvor alt er lavet af stål og cement: “Jeg ønsker et liv med larm og granit/ og genlyden slynget mod hvælvet/ En skønhed af jern og af kul og grafit/ og pipfuglesangen til helved”, som han skrev i 1921. Dér ville Bønnelycke nok være langt gladere for Tines forslag om at indskrænke landbruget markant: “Landbruget skal have meget mindre støtte og meget mindre plads”, siger hun.
Jeg spørger dem, hvad de håber på at få ud af konferencen, og de er enige om, at de håber på at få gang i en ungdomsbevægelse ligesom den, der er i forbindelse med klimakrisen, og at konferencen bliver startskuddet for den bevægelse, de kalder ‘De Unge Biodiversitetsambassadører’ (find dem på Facebook!). Da jeg spørger, om de ser sig selv som aktivister, lyder der et enstemmigt “Ja!”. Jeg påpeger, at hvor tidligere generationer har benyttet langt mere aggressive og demonstrative metoder for at blive hørt, har de derimod valgt at gå direkte i konstruktiv dialog med politikerne. Kunne de forestille sig at tage andre aktivistiske metoder i brug, hvis de efter denne konference oplever ikke at blive hørt? “Vi kommer nok også til at holde nogle demonstrationer”, lyder svaret meget tøvende. De pointerer, at den meget lovlige og fredelige aktivisme, der har været i eksempelvis Den Grønne Studenterbevægelse, har vist sig at være enormt effektiv, hvilket eksempelvis den nye klimalov bærer præg af. “Man skal ikke være sur bare for at være sur”, siger Tine. Det er altså ikke fra den kant, at man skal forvente det 21. århundredes svar på Ulrike Meinhof, kan jeg regne ud.
"I Danmark er der bestemte zoner, hvor der må være landbrug, og nogle andre, hvor der må være byer, men der er ikke nogen regler for, hvor der skal være natur."
Jeg snakker videre med de tre værter, og de fortæller, at de nogle gange oplever ikke at blive taget alvorligt, fordi de er så unge: “Vi snakker en del om begrebet youth-washing. Er vi med, bare fordi det ser godt og smart ud, at der er nogle unge med? Jeg har været til rigtig mange møder, hvor der bliver snakket rigtig meget om ungeinddragelse, men hvor jeg er den eneste unge til stede og ikke engang bliver set i øjnene”. Jeg vender tilbage til det, de sagde tidligere om at ville starte en ungdomsbevægelse, og jeg påpeger, at de jo gennem deres uddannelser har nogle helt særlige forudsætninger for at vide noget om naturkrisen og dens løsninger. Jeg spørger, om de synes det er problematisk, at klimadebatten i så høj grad er præget af en person som Greta Thunberg, der jo teknisk set ikke har den største faglige viden om emnet. Ville det genere dem, hvis det samme skete med debatten om naturkrisen? “Vi er måske privilegerede, fordi vi har de her uddannelser, men jeg vil enormt gerne kæmpe for, at alle og enhver har mulighed for at kæmpe for naturen. Vi kan jo alle sammen gå ud i naturen og nyde godt af alle de ting, den giver os, uanset hvor gamle vi er, eller hvilken uddannelse vi har”, siger Joshua, og Tine tilføjer: “Jeg kan blive provokeret, hvis de beslutningstagere, der lovgiver på området, ikke ved noget om det, men jeg synes, det er vigtigt, at alle går ind i kampen, og at alle har et forhold til naturen”. Til sidst spørger jeg dem, om de er optimistiske for fremtiden: “Jeg tror, det med at have håb er en sindssygt vigtig ting, fordi hvis det hele bliver håbløst, er der jo ingen grund til at gøre noget. Hvis man på forhånd har givet op, hvilket jeg sagtens kan forstå, hvis man gør, fordi det ser så kritisk ud, så kan man ende med bare at blive helt paralyseret. Så jeg synes, det er vigtigt at fejre delmålene og de små sejre og se, hvor meget vi allerede har opnået. Der er virkelig meget at være håbefuld overfor”, siger Alberte. Tines svar lyder en smule mindre optimistisk: “Jeg er stoppet med at tænke særligt langt ude i fremtiden. Jeg har håb for det, der sker nu, og for 2020, men 2021 – der er jeg ikke kommet til endnu”.
Da de første 40 minutter er gået, har hver gruppe fået identificeret et problem. Der er tale om alt fra spørgsmålet om, hvordan vi bedst får naturkrisen på skoleskemaet, til hvordan vi kommer konflikten mellem økosystemstjenester og biodiversitet i møde i forhold til ressourcer og fødevarer. Herefter får hver gruppe besøg af en politisk ordfører fra et af folketingets partier. Grupperne præsenterer deres problemer for ordføreren og har så yderligere 40 minutter, hvor de sammen skal udvælge en konkret løsning, som de præsenterer for de andre grupper samt miljøminister Lea Wermelin. Løsningsforslagene bliver præsenteret med en imponerende tydelighed og selvsikkerhed, men det lader ikke til, at de politiske ordførere bidrager med ret meget andet end floskelagtige fraser som “Klap jer selv på skulderen”. Blandt de politiske ordførere kommer den langt mest interessante kommentar faktisk fra Dansk Folkepartis repræsentant, der begiver sig ud i en længere filosoferen over, hvad natur egentlig er, og det bliver da også pointeret af værtinden Alberte, at det er overraskende toner fra netop det parti. Det er jo ikke længe siden, at DF’s grand old woman Pia Kjærsgaard ytrede det nu ikoniske ord “klimatosser”.
"Jeg vil enormt gerne kæmpe for, at alle og enhver har mulighed for at kæmpe for naturen. Vi kan jo alle sammen gå ud i naturen og nyde godt af alle de ting, den giver os, uanset hvor gamle vi er, eller hvilken uddannelse vi har.”
Heldigvis får miljøministeren ikke lov til at slippe afsted med banaliteter. Der er nemlig 20 minutters spørgetid, og det er en sand fornøjelse at se unge mennesker have modet til at stille kritiske spørgsmål og også tillade sig selv at være demonstrativt utilfredse med hendes svar. Det sker for eksempel, da hun argumenterer for, at det vil forbedre biodiversiteten at indføre skatter på plastik. Har hun ret? Aner det ikke, men jeg elsker folks fortørnede reaktioner. Jeg stopper hende efter konferencen udenfor fællessalen og spørger, hvad ungdommen kan gøre, som politikerne ikke hidtil har formået. “Grundlæggende har man ikke tidligere taget naturkrisen alvorligt”, svarer hun og fortsætter: “Vi er som ny regering valgt på et historisk grønt mandat, og en af mine absolut fornemste opgaver er at vende den tilbagegang, som vi har talt om, at der er i Danmarks natur, og der tror jeg, at unge har en meget, meget vigtig stemme, ligesom de har haft det i klimakrisen. Det er det, jeg håber af resultatet fra i dag: at der kommer så mange naturambassadører, der tager det her op alle de steder, de er organiseret, og som bliver ved med at råbe om, at vi skal være mere ambitiøse og gøre mere, for det er en vigtig del af den offentlige debat”. Jeg slutter af med at spørge, hvordan hun ser på fremtiden. Er hun optimistisk? Ja, hun er: “Grundlæggende er jeg optimist, og jeg tror, at vi bliver nødt til at se glasset som halvt fuldt, og jeg tror på, at selvom vi står i en meget alvorlig naturkrise og klimakrise, så kan vi i et lille land som Danmark sætte et stort aftryk ude i verden”.
Det bliver spændende at se, hvilken indflydelse de unge biodiversitetambassadøres arbejde kommer til at få fremadrettet. Det er ikke længe siden, at det kom frem at ikke én eneste af folketingets klimaordførere har set de over tusind forslag, som borgere har indsendt i forbindelse med den nye klimalov, selvom det var klimaministeriet selv – godt nok under den tidligere regering, men alligevel – der opfordrede borgerne til at bidrage. Man kan kun håbe på, at de unges naturforslag bliver taget mere alvorligt.
Vildt interessant læsning!