Det er okay at vise sine svagheder

Det sværeste for mig er at vise sårbarhed og svaghed. At brede sig selv fladt ud som en åben bog. Jeg tror, det er nemmere at beskytte sig selv med en lås. Ligesom låsen på disney-prinsesse-dagbogen fra min barndom, som kun få mennesker fik lov til at åbne og se, hvad indeholdt. Ting bag lås er noget, der skal beskyttes på grund af skrøbelighed, dyrebarhed eller sentimental værdi. Uanset hvad skal det holdes hemmeligt og skjult af forskellige grunde. For mig er mine følelser og brud på stolthed en hemmelighed.
Det er jo egentlig ret skørt – for alle mennesker har følelser, og alle mennesker laver fejl. Men frygten for at vise svaghed ligger dybt. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Det er ikke en ny følelse hverken blandt mine venner eller samfund. Der ligger en styrke i at se ud som om, man har styr på sit liv. Og svaghed og at være transparent kan virke negativt og slapt.

Jeg var sikker på, at jeg var den eneste, der vaklede i min gymnasieklasse. Usikkerhed er en af ens største fjender som ung, og jeg kender den alt for godt. Men hvorfor kæmper jeg sådan for at opretholde en pæn facade, hvis dét, jeg egentlig har brug for, er at være bundærlig over for mine nærmeste? Hvor et opkald eller et besøg kan ændre både mit energiniveau og mit humør til det bedre?

Jo ældre, jeg er blevet, desto flere episoder har jeg været igennem, og vil der komme, der tester min stolte facade. Jeg har så småt prøvet at krakelere den. Men det var først til sidst i gymnasiet, jeg turde vise, at jeg overraskende nok ikke var et overmenneske.
Jeg havde ikke styr på at skabe balance i både at have minimalt fravær, skrive 12-tals afleveringer, ses med venner og komme til både gymfester og byture til den lyse morgen. Jeg var udmattet af mine egne forventninger til mig selv og det pres fra min omkreds, jeg selv havde opdigtet.
Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få mig selv til at være ærlig overfor min familie og venner. Jeg turde ikke vise mine åbne sår og sarte sind i frygt for at blive behandlet anderledes og set som svag.
Først til sidst da jeg ikke kunne klare at bære læsset mere, åbnede jeg op for mine venner. De hjalp mig op igen. Jeg gav dem mulighed for at spørge ind, så de kunne hjælpe så godt, de kunne. Og jeg er for evigt glad for, at jeg kom over min stædighed. For jeg kunne ikke klare det selv.

Jeg gik ind i sommeren med huen og et permanent smil på læberne. Men der var stadig noget, der nagede i mit indre. For snart ville jeg være alene uden familiariteten i gymnasiets gang, familie og venner – og hvordan skulle det så gå?
Klassiske pejlemærker i ungdommen, som at flytte hjemmefra, starte ny uddannelse eller arbejde og ikke mindst sabbatår kan alle teste. Jeg er nu nået til sidstnævnte. Jeg sidder alene i Berlin. Jeg er her kun i seks uger. Men det er alligevel frygtindgydende, at man i 42 dage skal tage vare på sig selv og sin egen hverdag, når man har boet hjemme hele sit liv.
Det er skønt selv at bestemme, hvornår man tager opvasken, hvad man vil nå hver dag, eller om man helst vil have morgenmad til aftensmad. I dag har jeg for eksempel spist en vegansk soyadessertbudding til frokost. Men det er egentlig mere fordi, det er det eneste, der er i køleskabet. Og jeg er for doven til at gå 50 m ned til det nærmeste supermarked i øsregnvejr.

Før jeg tog afsted til Berlin, var jeg ret nervøs for opholdet. Mit hoved kørte på højtryk med tanker, om jeg nu kunne klare det. Ville jeg komme udenfor overhovedet. Turde jeg sidde på en café alene. Ville det bare være en gentagelse af den sidste tid i gymnasiet med et nedbrudt sind. Og ville jeg turde ringe til mine forældre eller venner og sige, jeg havde det dårligt?
Jeg har overrasket mig selv i Berlin. Jeg har kun haft enkelte dage, hvor jeg ikke kunne hive mig selv ud af sengen. Men efter jeg ankom til mit Airbnb-værelse, har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det rette for mig at starte mit sabbatår her.
Jeg har været ærlig, når jeg har snakket med min omgangskreds om min oplevelse. Jeg har grædt i telefonen til mine forældre og min søster – men jeg har også grint. Jeg var bange for, at min stolthed ville holde mig tilbage, men det er som om, at låsen på dagbogen er smidt væk til fordel for “bare” at holde den skjult midlertidigt. Det virker lidt skørt, at der ikke skulle mere til end et skift af miljø før, jeg turde vise svaghed. Måske er det fordi, den eneste jeg står til ansvar for er mig selv og ikke en højere autoritet, eller måske vidste min hjerne, at det ikke kunne blive værre end slutningen af gymnasietiden. Jeg føler mig i en vis forstand fri. Og det føles som om, at jeg har mulighed for at opbygge mit tidligere skrøbelige indre og turde vende tilbage med en større transparenthed.

Jeg har brugt meget tid på at sammenligne mit liv med, hvordan jeg tror andres liv er. Men i virkeligheden så vidste jeg slet ikke, hvad mine klassekammerater gik hjem til, når vi fik fri fra gymnasiet. Mine tanker fik mig til at tro, jeg var den eneste, der var bange for at vise usikkerhed og svaghed, og at jeg var nødt til at bide det i mig og komme videre. Det var nobody’s business, hvordan jeg havde det. For hvem havde alligevel lyst til at høre om det?
Men jeg vil ikke længere se mig selv som egoist for at tage vare på min egen mentale tilstand. For ligesom jeg fortæller mine venner, når de kommer til mig, så er det aldrig en byrde at lette hjertet. Det skal jeg også huske gælder for mig selv.

Alle billeder er Carolines egne fra Berlin.