Mit goddag til psykiatrien

Animation af Sophia Krowicki

Fredag, 05.10.18

08.00

Han lagde armen rundt om min morgenkrop. Jeg lagde ikke mærke til det før lidt senere, men da jeg gjorde, kunne jeg mærke, hvor glad og tryg jeg følte mig.

08.30

Med alt for stort tøj på cykler jeg mod min læge på Østerbro. Der er ikke meget, jeg nogensinde har skullet på Østerbro, andet end at se min læge i den gamle herskabslejlighed i tide og utide.

08.45

Der er forfærdeligt mange mennesker på cykelstien. Jeg cykler og sveder og cykler endnu stærkere og sveder endnu mere, blot for at komme væk fra dem.

08.57

Jeg er fremme, tjekket ind, jeg sveder kraftigt.

09.10

Vi er her nu. Den og jeg. Jeg har succesfuldt bragt den mørke del af mig selv ind i det sildebensparketbelagte konsultationslokale. Den og jeg og lægen. Han spørger mig, hvad jeg vil have, at vi gør ved det hele. Jeg ved det ikke. Jeg begynder at græde igen. Gennem et tyngende lag af gråd og angst prøver jeg at fortælle ham, at jeg skal bruge hjælp, nu.

09.15

Han reagerer. Tager mig seriøst. Han gør noget. Han griber den institutionsagtige stationære telefon og ringer til psykiatrisk skadestue.

”Jeg sidder her med en ung pige, som har det rigtig skidt, hun lider under kraftige selvmordstanker, og jeg vurderer, at det ville være bedst at sende hende forbi jer,” siger lægen.

Det synes de var en god ide.

Han sender mig videre ud i kongeriget med en seddel i min hånd. På sedlen står der lægens observationer under samtalen samt en kort note fra de gange før, hvor jeg har prøvet at række ud.

09.20

Det regner. Jeg har papiret i hånden.

’P.t. lider under selvmordstanker…’

Jeg tør ikke at læse videre. Tiden står stille, og nu skal jeg rykke mig. Hvordan undgår man, at ens selvmordstanker er synlige, når man overhaler de andre cyklister på cykelstien. Og bør man overhovedet overhale folk på cykelstien, når man har ”kraftige selvmordstanker”?

09.40

Bispebjerg Hospital er stort, dystert, og der svæver en vis overnaturlighed i luften og i trækronerne. Der er øde, men små mænd i neon svæver rundt på maskiner med hjul fra den ene bygning til den anden.

Alt virker ligegyldigt. Jeg parkerer min cykel, låser den og undrer mig over hvorfor. Den psykiatriske skadestue er et sæt grå barakker, måske fra halvfjerdserne.

’Psykiatrisk… ’

Dét ord står alle vegne, i alle farver. Jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Jeg forstår ikke pilene, tallene og bogstaverne. Jeg bliver bange, og den tyngende angst flyder langsomt ud i blodet. Ingen af dørhåndtagene bringer held.

09.45

En kvinde, som jeg ikke husker hvordan ser ud, ser mig og hjælper, tak.

09.50

Sygeplejersken har mad i munden og ved ikke, om hun skal bruge den hånd, som der ikke er mad i, til at tage i mod min seddel. Hun tager den, tygger færdigt og buzzer mig igennem glasdøren.

Jeg træder ind i det simple rum. Her lugter af klor. Den lugt minder mig om at være på arbejde, og det virker virkelighedsfjernt. Jeg vælger en af de syv stole, som står og gaber i lokalet. Sygeplejersken kommer og måler mit blodtryk. Hun måler også noget gennem mit øre. Hun går igen, men vender sig og siger:

”Jeg skal sikre mig, at du kan sidde herude uden at gøre skade på hverken dig selv eller andre”

Jeg kigger rundt i lokalet, som om jeg forventer, at bemærkningen er til en anden.

”Hallo?”

Det er til mig.

”Ja, ja det kan jeg godt”.

Jeg venter videre.

’Hjælp’

Det står kradset i bordet i en barneagtig skrift. Jeg synes, det er lidt dramatisk, men det er vel, hvad vi er her efter.

10.01

En læge, muligvis på min egen alder, men nok ikke, træder ind i lokalet. Hun trykker min hånd, og jeg undrer mig over, om det er procedure, eller om jeg bare lignede en som havde lyst.

Jeg rejser mig, kigger en sidste gang på det nedkradsede råb om hjælp og følger lægen.

Hun låser os ind i et meget småt lokale. Jeg ved ikke, hvilken af de to stole jeg skal vælge. Hun guider mig til nummer to stol.

”Det er sådan, vi plejer”

Nu taler hun til mig, stiller mig spørgsmål, fisker efter de oplysninger, som hun skal bruge til sin rapport, som hun sirligt nedskriver med en tynd kuglepensstreg. Jeg føler, at jeg svarer forkert. Hun forvirrer mig. Jeg forstår ikke samtalen. Jeg vil gerne ud og væk. Jeg kan ikke finde ud af det.

”Kan du klare dig gennem weekenden uden at gøre skade på dig selv?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. For hvem ved? Hvem ved ærligt talt noget som helst?

10.??

Hun fører mig tilbage til venterummet med de syv stole. Nu er jeg ikke alene derinde længere. Jeg kan mærke, at venterummet bliver meget virkeligt med selskab. En kvinde på min mors alder sidder og taler med sig selv, eller måske med sin mand, som sidder ved siden af, men han svarer i hvert fald ikke. Hun laver mange kropslige lyde, som jeg havde glemt eksisterede.

10.??

Lægen henter mig igen. Nu fortæller hun mig, hvad der skal ske. Jeg kan mærke, at jeg nu er i databasen, det kan man høre på den måde, hun taler til mig.

”Du har en depression”

Jeg er i chok. Jeg er i chok, fordi den oplysning ikke kommer bag på mig, og jeg oprigtigt troede, at de ville fortælle mig noget, som jeg ikke vidste. Jeg tænker, at det ikke er det væsentlige og er chokeret over, at det er det eneste, de ser.

”Er det okay med dig?”

Jeg forbliver i chok. Jeg indikerer, at jeg ikke ved det med et vagt skuldertræk.

Jeg bliver ført videre. Ud af et rum. Ind i et andet, i hænderne på en kasketbærende mand, som jeg ikke ved hvorfor er her. Min kontaktperson. Han skal kende mig, siger han. Og så skal jeg komme igen onsdag, siger han. Også skal han ringe til mig hver mandag, så han kan sikre sig, at jeg ikke er død, siger han. Det er svært at regne ud, om man skal takke folk herude, men jeg takker kasketten.

Udmattelsen rammer mig. Jeg fryser i det sterile rum, men sveder, når jeg græder.

Kontaktkasketten er god nok, men jeg ved ikke, om jeg er. Om jeg er syg nok til at være her. Deprimeret nok. De vil have snitsår, psykoser og selvmord. Hvordan videreformidler jeg seriøsiteten af den hånd, som holder omkring min hals. En hånd fuld af selvhad, familietragedier, humørsvingninger og håbløshed.

”Vi udskriver noget medicin til dig”

”Medicin? Hvilken medicin?”

”En antidepressiv”

”Jamen, hvilken medicin?”

”Det hedder sertralin”

10.56

Jeg står og kigger på de grå barakker igen. Det regner stadig. Jeg sveder, men indeni er jeg tør. Jeg kører hjem igen, af veje jeg ikke kender, men det går hurtigt.

11.11

Jeg er hjemme. Hvad nu. Nu er jeg deprimeret. Hvad så? Hvornår ringer kontakten? Hvad skal jeg sige, når han ringer?

”Du vil nok føle dig meget træt, når du kommer hjem”

De har ret. Jeg skal ligge ned, en af de værste beskæftigelser, som jeg kan forestille mig. Jeg havde ikke gjort det hvis hun ikke havde sagt det. Jeg er træt.

21.00

Jeg har ligget en hel dag. Træthed og hovedpine. Ikke én tanke er gået gennem mit hoved, siden jeg lagde mig i min dagskoma. Min roommate lokker mig ud efter noget mad, vi spiser og går så tilbage på vores værelser og sover.

08.13

Jeg vågner og kan ikke se noget, det sker, når jeg har grædt.