Det modbydelige er dét, vi ønsker os

Jeg overhørte kommentaren i mængden af 1000 andre studenterhuer. Det var til afslutningsfesten inden dimissionen. Overgangsritualet der skulle lede os alle videre ud i nye fodspor – alt afhængigt af balancen mellem drømme og karaktersnit selvfølgelig. Jeg karakteriserede stemmen i mængden. Det var ikke en, jeg kendte, men promillen var høj nok til, at jeg turde blande mig:

“Hvad mener du med det, du lige sagde?”

Med et bredt ordforråd i en alkoholiseret udtalen formulerede han sin pointe: noget a la hvor farveløst det føles at møde så lidt modstand i livet. Altid at være god nok. Altid at være elsket.

“Jeg tror, jeg har brug for at blive knust, inden jeg bevæger mig videre”, sagde han.

Jeg kunne ikke abstrahere fra tanken. Vi brugte alle gymnasietiden på at støbe os hver en guldske i røven – i visse tilfælde; polere dén, der var givet i forvejen. Når man endelig har nået målet, hvorfor så søge modgangen? Er vi unge generelt dårlige til at håndtere det at have det godt?

May all your dreams come true

Som det identitetsforvirrede menneske jeg nu var, brugte jeg dele af gymnasietiden på at overgive mig lidt til tilfældighederne. I en stresset periode fandt jeg ro i to firkløvere, som jeg engang plukkede ude på plænen foran Musikhuset.

Jeg slog mig ned med illusionen om en lykke, der forsikrede mig, at det hele nok skulle gå. Meteorregn silede over mig om natten, mens hvide katte passerede mig på vejene om dagen. Med stof til eftertanke havde jeg nok brug for noget større, der kunne tage ansvar for mine handlinger. Selv var jeg jo bare et lille menneske.

Virkeligheden ramte mig først, lige inden jeg passerede døren til eksamenslokalet. Parat til at blive målt og vejet stod jeg med naivt krydsede fingre og tæer, idet min lærer kom forbi:

“Held og lykke!.. Eller sludder – det er jo slet ikke held og lykke, man skal bruge for at klare sig godt, hehe.”

Jeg vidste det godt i forvejen, men havde nok bevidst fortrængt det. Trods de t0 kløverblomster havde jeg jo valgt at læse op hjemmefra. “Tak,” sagde jeg, inden døren foran mig åbnede, og jeg blev kaldt ind for at præstere. Jeg forstod nu, at jeg var alene om at bane vejen.

Det skrøbelige ved at have noget godt

Jeg er blandt de 95% af min gymnasieklasse, som nu går sabbatåret i møde. Det er en barndomsdrøm, der overgår alt andet; Disney Channel og luftmadrasser. Tænk engang at kunne bestemme helt selv!

Det er også først nu, jeg begynder at tænke på drengen, der gerne ville synke, inden han steg til vejrs.

Nu er drømmene for alvor blevet omdannet til virkelighed. En kæmpestor virkelighed. Når det hele bliver så stort, begynder jeg dog at frygte, at jeg pludselig en dag vil tro, at jeg kan flyve. Frygten om at flyve er frygten om at det hele braser sammen, når jeg igen rammer bunden.

Jeg konfronteres med advarsler allerede i startspurten:

“Pas nu på med ikke at starte for sent på studie. Verden skrider så hurtigt fra én i mellemtiden. Det er med at holde sig i gang.”

Man må ikke have det for godt, spise for mange mælkesnitter eller tage for mange fridage, for så kommer det i sidste ende til at ramme én selv.

Måske var det dét, mor og far prøvede at fortælle mig op gennem barndommen. Skjulte beskeder i madkassen; en leverpostejs-klapper, der signalerede vigtigheden ved ikke at have for meget nydelse. Det er samme budskab i dag – formuleret ved direkte tale.

Lad det være et kaos

Tankerne fører mig tilbage til afslutningsfesten, hvor jeg står foran drengen med de farveløse privilegier. Min krop slingrer i ubalance, mens jeg sluger hans ord om at bryde sammen. Jeg indser nu, at jeg spejler mig i noget af det, han siger.

Det modbydelige er dét, vi ønsker os. Men jeg tror, det er fordi, vi lader os styre af en indre autoritet, der er skabt af alle de ord og gode råd, som vi omgiver os med. Efter et helt liv som iagttager til lektioner fra mor, far og skolelærere, efterlades vi i stilhed. Det er i den stilhed, hvor vi selv begynder at udfylde tomrummene fra de efterladte barndomsdrømme.

Jeg gad godt vide, hvordan man slipper væk fra frygten om at falde, før man overhovedet er steget til vejrs. Uden at vide mig sikker, tror jeg, det er vigtigt, at vi lytter til os selv og snakker med hinanden. Om det så er i beruselse eller med en komplet fremmed til en afslutningsfest.

“Bare rolig, jeg tror vi alle synker uanset,” sagde jeg til ham.

Vi flød hver især tilbage i strømmen af studenterhuer. Det var ikke til at få øje på ham efter. Huerne sværmede sammen i glæde – hen over klinkerne på det fyldte dansegulv. Aftenen fløj afsted. Herfra var det ret ligegyldigt, hvordan man skulle bruge den næste dag.

Visuelt af Johanne Madsen og Astrid Urup Møllerhøj