Det roder på mit værelse, og det har alt med klimaapati at gøre

14. oktober 2023

Klimaapati. Følelsen af at være overflødig i det store CO2-regnskab, men samtidig at ville gøre sit bedste for at give en klode videre til vores børn, som vi alle kan være bekendt. I dette indlæg beskriver Marie netop disse følelser.

Jeg er et rodehovede.

Nøj, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne holde orden, og tro mig, jeg har prøvet!

Nogle gange har jeg det som om, at hver gang jeg samler min yndlings røde skjorte op fra gulvet, lægger den ind i skabet, så havner der et par bukser og et par ildelugtende sokker på gulvet i stedet. Måske det bare havde gemt sig under min flotte røde skjorte, men alligevel – seriøst!

Det her er ikke nogen tekst om at rydde op, men en tekst om klimaapati.

Er du forvirret, og kan ikke se sammenhængen mellem min røde skjorte og klimaapati?

Det har ellers alt tilfælles.

Verden brænder, og det gør den bogstavelig talt. September blev den varmeste september måned i Danmark målt siden 1847, og hele sommeren har varmerekorderne stået i kø. Over hele verden ses ekstreme vejrfænomener, som enorme skovbrande, massive regnskyl og oversvømmelser. Og for at være helt ærlig gør det mig bange. Sommetider kan jeg få det som om, at jeg får min egen lille klimaforskyldte oversvømmelse i maven, når jeg overvældes af uoverskueligheden af de problemer, det virker som om, står i kø, hvis vi ikke vi ændrer adfærd.

Alligevel tænker jeg ofte, når jeg står i Netto, og skal vælge mellem danske, sæsonbaserede, men indskrumpede, urimeligt dyre grøntsager, og en stor, flot Pomello fløjet ind fra Kina, at jeg ikke kan gøre en forskel. Jeg bliver klima apatisk. Ligesom hvis jeg fjerner et stykke tøj fra gulvet, og det stadig roder.

Jeg gør ingen forskel.

Jeg fortæller mig selv, at jeg kun er 1/8.055.587.514 mennesker i verden, og bruger det som argument for, hvorfor jeg stadig gladelig flyver på ferie og shopper nyt tøj. Hvorfor gør jeg ikke noget, når nu jeg er bange? Jo, af samme årsag som at jeg ikke formår at holde orden. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte, og det virker uoverskueligt, så i stedet for at gøre noget, lukker jeg døren til mit værelse, og dropper at læse nyheder.

Min røde skjorte ligger nu på mit værelse på toppen af mit eget personlige Mount Fuji af tøj, med skjorteærmerne spredt over resten af tøjet, som en vulkan i udbrud. Min egen, lille, lokale, naturkatastrofe.

Problemet er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.

At lukke øjnene er nemt, men jeg må også erkende, at det ikke løser nogen problemer. Nej, faktisk stiger vandstanden i min personlige oversvømmelse i maven en smule hver gang, jeg gør det.

Måske også i verdenshavene?

Problemet er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte. Jeg kigger på mit rod, og tænker, det må klares en anden dag, ligesom at jeg kigger på klimaforandringerne, ansvarsfralægger, og tænker, at det må klares af andre end mig. Men i princippet kunne jeg starte med min skjorte – den ville være let af tage, lægge sammen, og ind i skabet. Jeg kunne også starte med at købe de danske, indsunkne grøntsager, som faktisk smager godt, og tage toget. Det kan godt være, at jeg ikke føler, at det ville gøre en forskel, men det ville være en start.

Jeg ved også, at mit tøj skal lægges sammen på et tidspunkt, for det skal jo ikke være sådan, at man skal være bjergbestier for at komme hen til min seng. Desuden får jeg sommetider besøg af folk, som ikke kan se, at det faktum jeg roder, er en del af min kreative charme. Jeg ved også, at kloden ikke kan holde til, at vi forbruger som vi gør, og at mine forhåbentlig kommende børn får et godt liv, skal ikke være på bekostning af, at jeg godt kan lide kinesisk Pomello og at shoppe på Boozt.

Min pointe er, at jeg godt ved, at hvis jeg tog jeg min skjorte, og lagde den på plads, ville det blive mere overskueligt også at tage bukserne, sokkerne og…..

Det skamme gælder hverdagstiltag, og vaner, i en klimabelastet verden.

Jo flere små ting jeg gør, jo mindre tilbøjelig er jeg til at udskyde til i morgen. Som en person der holder af lister, svarer det til tilfredsstillelsen ved at strege et punkt på en to do liste ud. Det har jeg klaret. Nu kan jeg klare det næste. Så det passer ikke, at det ikke hjælper, at gøre lidt. Begynder man først at tænke det, rykker verden, eller min egen oprydning, ingen steder.

Grudlæggende tror jeg på, at man ikke må tro, at små gode vaner, intentioner og handlinger, på trods af at de er små, er ligegyldige. Særligt ikke klimavaner. Og ja, der skal større ændringer til I samfundet end at du og jeg køber havremælk, men mens vi venter på at politikere og ”coperate” får fingeren ud, må vi gøre hvad vi kan. At lægge en skjorte sammen, eller spise plantebaseret, købe danske grøntsager eller tage toget, ændrer ikke verden. Men det er ikke ligegyldigt.

Uoverskuelige ting bliver ikke bedre af, at vi lader stå til

Tænker man at det da var et pudsigt valg at sammenligne vor tids største katostrofe, med min manglende ordenssans, vil jeg gerne undskylde.

Det jeg vil frem til er:
Klimakrisen er uoverskuelig.

Men uoverskuelige ting bliver ikke bedre af, at vi lader stå til. På et tidspunkt må jeg rydde op, fx når jeg får fint besøg, der synes, at sokker hører til på fødder og ikke på gulvet, og på et tidspunkt må vi rydde op i en verden, hvis økosystemer klart ikke kan holde til, at vi lever som vi gør.

Når jeg lader det bølge og skvulpe i min indre klimaangstoversvømmelse, hjælper jeg ingen. Det gør jeg nok heller ikke, når jeg køber havremælk, men det gir’ det mig overskud til at gøre mere. Og jeg er positiv af sind nok til at tro på, at hvis vi er flere, der opbygger det overskud, så kan vi komme langt.

Så i dag vil jeg lægge min røde skjorte på plads, og vælge de danske tomater, selvom de ser slatne ud. Måske jeg skal undersøge om det kan noget, det der med at køre tog, og måske jeg skal sende min pakke fra Boozt retur. Måske jeg faktisk skal tro på, at jeg kan gøre en forskel? Hm, nu blev det lige lavvande i maven, og jeg kan se gulvet på mit værelse. Det er faktisk lidt rart.

 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her