Det skal være attraktivt at tage det grønne valg
På søndag stiger prisen på togbilletter, og dermed bliver det grønne transportvalg dyrere.
I dette bidrag skriver Nicoline Lindberg Kaufmann fra kampagnen ‘Tilbage på sporet – Gør offentlig transport billig i hele Danmark’ om, hvorfor det er en dum beslutning.
Biler sviner og tager meget plads. Det kommer nok ikke bag på nogen af os. Alligevel vælger flere og flere af os at sætte os ind i vores biler, når vi skal på arbejde, i skole eller ud at handle. Det er et skridt i den helt forkerte retning, hvis vi skal leve en grønnere hverdag og passe på klimaet. En bedre og grønnere løsning kunne være en effektiv offentlig transport.
I 2024 vil vi opleve en historisk høj prisstigning på offentlig transport. Fra januar stiger priserne i gennemsnit med 10,3 procent i hele landet. Når prisen på offentlig transport stiger, kan det være mere attraktivt at vælge bilen frem for bussen eller toget. Det er problematisk for den grønne omstilling, da flere biler på vejene betyder forøget luftforurening og CO2-udledning.
Privatbilismen har et stærkt tag i os, og det er sværere at få folk fra bilerne og over i den offentlige transport end omvendt. Derfor er det ekstremt vigtigt at forbedre forholdene i den offentlige transport og gøre det mere tilgængeligt for den brede befolkning, så det bliver det mest attraktive valg.
Hvis vi tager et kig til udlandet, så har flere lande valgt den modsatte strategi, nemlig at gøre det billigere og nemmere at rejse med offentlig transport. Det ses blandt andet i Østrig, hvor man siden 2021 har kunnet købe en klimabillet, som giver adgang til togrejser over hele landet i et år for omkring 1000 euro.
Andre eksempler er Tysklands “Deutschland-Ticket” og Spanien, som siden september 2022 har udstedt gratis togbilletter til kortere distancer. De forskellige initiativer har alle været med til at gøre det klimavenlige valg mere attraktivt for landenes befolkninger.
I flere år har vores politikere og ministre kaldt Danmark for et “grønt foregangsland”, men hvis vi skal lykkes med en reel grøn omstilling, er det nødvendigt med en grøn transportsektor. Tænk, hvordan Danmark kunne se ud med en stærk, grøn transportsektor.
Byer med færre biler på vejene og mere plads til parker og natur. Fuglekvidder og et rigt dyreliv frem for motorveje og bilstøj. Folk, der kommer fra A til B med god samvittighed. Det er desværre ikke vores virkelighed. I stedet ser vi lige nu frem til, at offentlig transport bliver det dyreste valg, og at der kommer endnu flere biler på vejene.
Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, så skal vi tilbage på sporet.
Tekst: Nicoline Lindberg Kaufmann / ‘Tilbage på sporet – Gør offentlig transport billig i hele Danmark’
Grafik: ‘Tilbage på sporet – Gør offentlig transport billig i hele Danmark’
SEIN-redaktør: Janê Gad Akrawi
Hvad tænker du?