Dittes digtning

09. april 2018

Maria har fået en ny veninde, Ditte. Hun skriver digte, og hun er god til det. Maria synes, at poesi kan være vildt svært selv at kaste sig ud i, så derfor har hun snakket med Ditte om, hvordan man egentlig gør.
En podcast om at tage sine egne ord seriøst. Om at gemme væk eller læse op. Om at udtrykke sig sårbart. Og om forskellen på at skrive digte og at skrive sange.

Stjerneskud i slowmotion

af Ditte Vedel

Shots af et ølglas
Skrumpelever
Den vrider sig, ætser op af langt overskredne promillegrænser
Vi så stjerneskud i slowmotion, og bibelen sagde at vi ikke må synde, men kun du tror på bibelen, jeg tror på nerverne i enderne af mine sarte mandolin-fingre. For jeg er en aktiv aktivist, min dødsproces er påskyndet af de hektiske kys du satte på min hals. Mine øreflipper rødmer. Nikotin. Amfetamin. Ægte fatamorgana da jeg så i dine øjne, brune som lakridsrod.
Du er hyldetræet i min barndoms have.
Du er samfundets ensomme skadedyr.
Du er mine skrig mod den åbne himmel.
Jeg var bange for at være det gemte brev i din skuffe, gnidret, flosset i kanten. For jeg er ballonen der revner, hvorefter det regner ned med angst og neuroser. Jeg kan mærke mig selv blive knust mod cementen, og du inficerer mit sprog, giver mig talevanskeligheder.
Alting er gået op i røg. Fuldkommen destruktion af desperation, endt i separation.
Jeg er blot spildevand nu, dit ikke-eksisterende kaffegrums, for du drikker jo ikke engang kaffe – men det glemte du vist at fortælle mig, før du tog en slurk af koppen. Jeg står nu på en helt anden klode.
“Køb-og-smid-væk”-idéen er blevet udbredt. Færdig ekspedition. Farvel, videre, næste.
Negle der kradser
Slipper taget
Hægtet af

Stopklods

af Ditte Vedel

Et ubevogtet øjeblik
Udspilede pupiller
Forsvundet vejrtrækning
Verden gik i stå, en, to, tre, stopklods
Og farverne forsvandt.
Dryp dryp
Tårer mod det hårde trægulv, i min egen sort-hvid-verden. Øjne der farede vild. Vilde følelser. Vilde jordskælv i mit dybeste indre
Bam
Kulsort nat
Ingen stjerner denne gang, bare nat. Uden søvn, for jeg lå jo bare der
Mærkede mit bryst blive tungere og tungere, din lethed blev til bly
For sent for mig at være bagklog
Se mig lige
En svajende tragedie

Hvad tænker du?

  1. Carina siger:

    Sikke en fantastisk podcast! Det var super tankevækkende og inspirererende at blive introduceret til en kreativ genre, som jeg normalt ikke har kendskab til, så tak for det 🙂

  2. Maria Nekman Arevad siger:

    Hej Carina, tusind tak for din dejlige kommentar! Jeg er rigtig glad for, at du kan lide den – det varmer en hel del?

  3. Solvej siger:

    Virkelig flotte digte, og virkelig flot podcast! Det er rigtig inspirerende!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *