DR: I ungdommens tjeneste?

Jeg har sat mig foran mit TV med to rugbrødsmader – ikke højtbelagte, for priserne i supermarkederne stiger, og studielivet sætter sine begrænsninger. Jeg ville bruge min frokost foran skærmen på at undersøge, om DR har mistet grebet om de unge.

Jeg åbner DRTV og efter et par forsøg står forsiden, som man kender den så godt. Det røde logo i venstre side og den skiftende karrusel med public service-indhold til danskerne. Min personlige favorit Gift ved første blik, altid trofaste TV Avisen, søndagsserien Carmen Curlers og folkets prinsesse Den store bagedyst.

Fordi DR er et public service-medie ”skal det påtage sig en række samfundsmæssige og kulturelle opgaver”. Som det står på deres hjemmeside, arbejder de ”i folkets tjeneste”. Kort fortalt har de ansvar for at lave indhold, som danskerne ønsker at bruge.

Spørgsmålet er, om de lykkedes med at få alle med?

I ungdommens tjeneste

Inden jeg finder der hen, hvor jeg skal være, tager jeg lige en tur rundt på DRTV. Bare for at se, hvad de har. Især kategorien Serier virker umiddelbart skævt fordelt til fordel for det ældre publikum.

Selve opbygningen af siden vidner om det. Øverst ligger de sædvanlige sektioner som Netop tilføjet og Mest sete. Og så kommer genrerne.

Først: Krimiserier, der med sine 48 titler ikke lader til at have en ende. Derefter Historiske serier, hvor jeg undrer mig over, at Carmen Curlers ikke befinder sig. Måske føles 1960’erne for nogle som i går.

Helt nede i bunden dukker der endelig noget op, der minder om, hvad jeg leder efter: Serier fra P3. Selvom jeg gik ud fra, at P3 er en radiokanal, antyder titlerne og fraværet af en egentlig Ungdomsserier-kategori, at det her er DR’s bud på en ungdomssektion.

I 2021 lancerede DR deres ”omfattende plan for digital udvikling”, som indebar at DR3, der tidligere leverede ungeindhold til DRTV blev slået sammen med P3 under ét samlet P3-brand.

Klik her og Støt SEIN

Det nye og forbedrede P3 fik til opgave at videreføre DR’s tradition for dansk indhold til unge og være et ”tydeligt og sammenhængende tilbud til de unge”. Ifølge DR er det nemlig afgørende, at unge både finder og bruger dansk public service-indhold.

Så det må være her under Serier fra P3 – som du let finder nederst på fiktionsseriesiden, når du har trykket dig ind under kategorier fra forsiden – at du finder det tydelige og sammenhængende tilbud til unge.

Men udvalget er i skrivende stund begrænset: Kun syv serier står tilbage som dem, der vogter DR’s stolte tradition for dansk ungdomsindhold. Og kigger man endnu nærmere viser det sig, at tre af serierne er norske, og én er britisk og derfor slet ikke produceret af DR.

Hos den norske pendant til DR, NRK, har de lidt samme setup som DRTV. Man lander på forsiden, trykker sig videre til kategorier og derefter over på serier. Men så sker der noget magisk. Blandt de forslåede genrer – lige mellem Krim og Historiske – dukker en kategori op, der skiller sig ud: Ung. Her finder man ikke færre end 35 ungdomsserier, alle samlet ét sted.

Tilbage på DRTV er jeg efterladt med tre danske ungdomsserier. Salsa, Ungeren og Doggystyle.

Foto af Esther Gandrup

De 17-åriges dom

Salsa er lige nu aktuel med sin tredje sæson. Og for at få et indblik i, hvad de danske unge har af muligheder, skal jeg til min frokost underholdes af første episode.

Serien følger to søstre Uma og Victoria, der efter to sæsoner nu står ved tærsklen til voksenlivet. I tidligere sæsoner har ungdomsserien dykket ned i temaer som sex, kærlighed og venskaber.

Efter en halv time med følelser på den helt høje klinge i københavnske herskabslejligheder, er jeg ikke yderligere håbefuld på de unges vegne. Salsa har gennem alle tre sæsoner fået kritik for at være virkelighedsfjern, overseksualiseret og fyldt med uopnåelige skønhedsidealer.

På trods af at jeg stadig falder indenfor P3’s målgruppe, som er de 15-31-årige, ønsker jeg ikke at være endnu en halvvoksen anmelder.

I stedet vender jeg mig mod en altid bundærlig og pålidelig kilde. Min kusine på 17 og hendes veninder. Hvis ikke Salsa er lavet til dem – hvem er den så lavet til?

Min kusine har set den nye sæson af Salsa og i sammenligning med de tidligere sæsoner, er det den bedste, synes hun.

”Der er nogle relaterbare emner i Salsa, som man som 15-19-årig kan se sig selv i,” siger hun.

Hun kan godt lide at se serier og ser dem oftest op til flere gange, men hun finder dem typisk på andre platforme end DR, blandt andet på Netflix og HBO. Generelt er hun dog skeptisk, når det kommer til ungdomsserier:

”Det er sådan nogle ’middle-aged’, der sidder og laver serier om meget unge mennesker, og det kan hurtigt blive så overdrevet, at man ikke kan se sig selv i det.”

Blandt hendes veninder er Salsa ikke noget hit. I det hele taget, er der ikke nogen af P3 serierne, de har set. Hvis de finder sig selv på DR, er det typisk med Bagedysten eller noget reality kørende. De går ikke på DR for at finde fiktionsserier:

”Der er ikke så stort et udvalg af fiktionsserier, der fanger unge, eller generelt et særligt stort udvalg af serier der ikke er krimier. Det er mest til børn med Ramasjang eller ’pre-teens’ med DR Ultra. Hvis jeg ser noget der på, er det som regel noget reality.”

Når det gælder serier, finder hendes veninder dem, ligesom min kusine, på de udenlandske platforme. Når jeg spørger ind til, hvilke typer serier DR skulle lave flere af for at tiltrække seere som dem, er svaret klart: mere ungdom. Både serier og film.

Hvem griber?

Jeg kan stadig huske det jerngreb, SKAM havde i os tilbage i 2015. Hvordan vi mødtes til soveaftaler og klumpede os sammen foran computeren for at afkode vores skandinaviske naboer.

Selvom karaktererne var nogle år ældre end os, talte et andet sprog, boede i en hovedstad i et helt andet land og til tider behandlede temaer, der lå langt fra vores egen hverdag, var der alligevel noget, der ramte. En følelse af at blive set, forstået – eller bare det at have nogen at spejle sig i.

SKAM blev en kæmpe succes og har stadig en stærk gennemslagskraft i dag. Selvom seriens skaber, Julie Andem, uden tvivl havde en særlig forståelse for ungdomskulturen, var serien langt fra æstetisk eller filmisk på den måde, vi kender det i dag.

Det mest afgørende var, at vi – på trods af sprogbarrieren – tydeligt kunne mærke, at SKAM-universet var skabt til os.

Måske er det med SKAM i baghovedet, at jeg ærgrer mig på de unges vegne. Det er et stort ansvar at skabe kvalitetsindhold til unge, men SKAM viste, at målgruppen er der – nysgerrig og klar til at blive mødt med noget, der tager dem seriøst. Der er bare ikke nogen, der griber den.

Som public service-medie har DR en vigtig rolle at spille her, og det ansvar kunne de med fordel tage endnu mere på sig. For hvis de ikke formår at engagere de unge, risikerer de langsomt at miste forbindelsen til dem.

Tekst: Signe Brejnholm Koch
Visuelt: Esther Gandrup
Redaktør: Laura Rye Bislev